Ratings

I perioder engagerer det som seriens bedste. I andre er det ren spildtids grinding med utallige gentagelser, klodset styring og pivringe AI. Settingen er så veludført som historien er tynd.

Både skræmmende/uhyggeligt (Marine-kampagnen), sadistisk underholdende (Alien-kampagnen) og alt midt imellem (Predator-kampagnen). Er dog ikke ældet så godt som man kunne håbe.

En fin omgang Ubisoft-sandkasse. Spillet kører vildt godt, har fornuftige skuespillere og sjov/interessant dialog. Slåskamp halter dog for meget efter en god FPS'er, og gentagelserne er for mange.

En sammenblanding af tre og fire med den velkendte problematiske styring, samt alle de gentagelser serien er kendt for, præsenteret i en ringere og mere fragmenteret setting.

Den majestætiske verden mister aldrig sin tiltrækningskraft, selv de steder hvor strømlining står i vejen for friheden. Meget er dog gået tabt i seriens nuværende spor, uagtet hvor fantastisk det er.

Fuldstændig lineær reflex platformer i bedste Donkey Kong Country stil med masser af TPs nu velkendte humor, der især udmærker sig i coop. Ærgeligt det kun er 30fps og der er små perspektiv problemer.

Mestendels magen til Saturn versionen, selvom små forskelle eksisterer i fx loadetidernes længde, parallax lagene og secrets.

Er nok endnu mere reduceret i forhold til interaktion end forgængeren, men historien er gribende, og indeholder nogle decideret svære valg, der har konkret effekt på udfaldet.

Lider under frygtelig stil forvirring med de digitaliserede aktører, mens både fjende- og især banedesign ofte er uinspirerende. Inden under de utiltalende lag er det dog stadig Shinobi.

Det er hyggeligt og spændende at udforske den unikke vertikale verden. Spillet er charmerende, smukt og har en meget passende længde.

Hucast går i Cave vertikal shmup-mode, komplet med TATE og fed musik, men der er langt op til Caves standard, også selvom man kun er et lille indie-team. Lidt ekstra polering havde gjort underværker.

Spillet har udmærket æstetik og gameplay, selv om styringen kan være lidt træg for en platformer. Spillet er relativt let, men har også en expert difficulty.

Fremstår flot, farverigt og sympatisk - noget man ikke har lyst til at kritisere - men styringen er unødigt bøvlet og omstændelig i forsøget på at være innovativ, samtidigt med spillet er for kort.

Vildt flot og velkørende sci-fi FPS. Til tider underligt frustrerende og indviklet, med en halvkedelig og forudsigelig fortælling, fyldt med tossede fascister.

Kræs for kendere, der holder sig meget tæt til stilen fra TV-serien. Grafisk lader spillet meget tilbage at ønske med nogen af de dårligste animationer i nyere tid.

Styringen er ret begrænset, hvilket er en smule uheldigt for et bilspil, og der er ikke den store variation. Ingen continues gør også spillet svært, men det har sin charme.

Spillet har hverken turneringer eller grafisk pynt, men sværhedsgraden går højt. Det er helt klart målrettet skakentusiaster, men det gør det også udmærket.

Karaktererne, settingen og de små øjeblikke er så rørende at man hovedkulds forelsker og investerer sig i helheden, selv om dialog og lip synching, samt i mindre grad plottet, er anstrengt til tider.

Stort, ambitiøst og ingenlunde euro-jank. En kæmpe, gennemarbejdet verden at udforske kombineret med moden, velskrevet dialog og spændende historie.

Fantastisk port, 60 frames og stadig utrolig flot på en stor skærm. Kontrollen er blevet bedre med en rigtig controller, omend der stadig opstår enkelte frustrerende øjeblikke.

Et spil fyldt med design-modsætninger, men er ikke desto mindre en tiltrækkende oplevelse med mange kvaliteter. Skinner især klart for de som er på jagt efter en solid RPG-shooter med gode karakterer.

En af de mest ikoniske personer fra den moderne indie udvikling vender tilbage, modnet som kunstner og med et udspil af den slags der kan udvikle sig til besættelse. Alt fra den ordløse indlæring,

Mere af det samme som 2013 rebootet med masser af moderne AAA skabelons design og alt for meget ligegyldig opsamlingsskrammel, der skaber støj og trækker stemning samt tempo ud af spillet.

Ikke helt så fyldt med spildtid som efterfølgeren og er også bedre pacet. Det sagt er der meget som kunne forbedres og en nylig gennemspilning afslørede at det allerede begynder at føles lidt gammelt.

Uendelig charme og skæv spilperle for det smalle marked. Har ikke helt samme smukke integration mellem virkelighed og spilrum som Vita versionen, men tæt på. Mere sjovt end svært.