 millennium | Skrevet 13/01 16:04, rettet 17/01 22:31 | Er der nogen som også spiller, eller har spillet, Kena - Bridge of Spirits?
I en tid hvor kendte franchises og store softwarehuse (og zombier?) vinder alt opmærksomheden, var dette et spil som umiddelbart fløj under min radar, indtil jeg købte det til en meget lav pris. Og wow - hvor er det bar en uventet glædelig oplevelse.
Miljøet bringer minder om Zelda kombineret med Hayao Miyazakis åndelige natur. Det er gudesmukt at se på til et grad hvor man bliver i smadder godt humør. Helt klart et spil hvor æstetikken beriger spiloplevelsen.
Man skal ikke lade sig narre af de visuals som kan føles lidt navistisk og børnevenligt. Der er mange afbalancerede kampe, mange bosser og mange mellem-bosser der måske kan afskrække casual gamers.
Jeg er cirka 30% gennem spillet og kan ikke helt forstå hvordan jeg kunne overse dette ved udgivelsen.. Så .. en anbefaling herfra. | The medium is the message.
|
|
 3of19 | Skrevet 16/01 09:44 | | Det var et af de første spil jeg købte til min PS5. Ja det er et dejligt spil. Dejlig ghibli-agtig stemning, en blanding af Zelda, Tomb Raider og Beyond Good and Evil. |
|
 Sumez | Skrevet 16/01 11:03 | Har ikke hørt så meget om Kena efter det udkom, men har en kammerat der bragte det op engang hvor jeg snakkede om "action adventure" spil lidt i stil med PS2/GC generationen som man ikke ser så meget af længere. Spil med en del udforskning på egen hånd, og ikke så meget "håndholderi".
Det er et vibe der er lidt svært at beskrive, men jeg har før fremhævet Jedi Fallen Order som et eksempel på det, og noget jeg egentlig gerne ville se mere af.
Måske jeg burde støve et eksemplar op :) | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
|
|
| millennium | Skrevet 18/01 12:02, rettet 19/01 10:54 | Jeg bliver virkelig i godt humør af spillet, også selvom nogle primær bosser har givet mig tics. Føler ikke jeg bliver holdt i hånden eller presset i en bestemt retning. Der er ingen GPS HUD eller wayfinder, men et miljø man bliver bekendt med og som efterhånden føles som et nabolag. Altid en mulighed for at gå væk fra hovedvejen og se hvad man finder.
Og så er der de små charmerende pauser hvor man f.eks. kan meditere eller lege med sine Rots væsener, uden det betyder noget for spillet. (Får mig til at tænke på A Boy and his Blob).
EDIT: Hvis jeg skulle komme med mit mest bevidste kritikpunkt, så kan jeg godt føle mig lidt boss-udmattet nogle dele af spillet, fordi afstanden til den næste boss er ret kort. Medmindre man selvfølgelig elsker bosses. :) De dele af spillet der blander udforskning, side quests, mindre fjender, puzzles og rejseoplevelse er IMO de bedste. Men det er også en fed oplevelse at banke en primær boss, og se hvordan det ændrer hele området som ikke længere er corrupted. | The medium is the message.
|
|
copyright Play:Right 2002-2026