Boss Fights - et ambivalent forhold

Shit hvor har jeg gennemspillet mange psil gennem mit liv, og mens jeg senest spillede og gennemførte Prince of Persia The Lost Crown begyndte jeg parallelt at reflektere over hvordan jeg har det med boss fights. Og end-of-level bosses generelt.

Nyder jeg det? Er det underholdende? Glæder jeg mig til næste boss? Frygter jeg den? Synes jeg bossen er træls? Er det meningen at bossen skal være træls, fordi det er en udfordring der skal overkommes med en følelse af forløsning?

"Satisfying" er ofte det ord som knytter sig til boss fights, men naturligvis først når man har knækket koden, gennemskuet logikken og overvundet bossen. Det kan være et kæmpe rush! Optakten dertil er derimod anderledes. Jeg kan ofte fornemme at jeg snak skal kæmpe mod en boss ... og jeg ved ikke helt om jeg glæder mig.

Cuphead er især en sjov størrelse hvor gameplay kun (eller næsten kun) fokuserer på boss fights. Jeg har slet ikke den samme ambivalens fordi jeg ved at hvert spil starter en boss fight. Det jeg tror som skaber min ambivalens er hvis spillet er narrativt fordi en svær boss fight kan sinke fremdriften. Pludselig står jeg stille i historien - måske i flere dage. Jeg huske især (stadig) boss fights i MGS2 som særligt trælse fordi jeg ikke mindes dem som særligt gode og enormt langtrukne. Nogle gange blive boss fights bare implementeret i et spil uden overvejelse om det egentlig passer til konteksten. Det er bare en vane. Lidt som The Last of Us eller Uncharted 4 som havde et par underligt uvedkommende boss-sekvenser.

Andre der har lignende reflektioner? Samme ambivalens? Eller bare glæder sig til næste boss fight?

Da Halo: Combat Evolved udkom for efterhånden mange år siden, gjorde Bungie netop op med de obligatoriske bosskampe, og det var utrolig forfriskende. Omvendt fungerer de efter min mening fortrinligt i så forskellige spil som Zelda-serien og Destiny 1+2.

Så jeg synes, det afhænger af det enkelte spil, men det behøver absolut ikke at være en obligatorisk ting.

Halo er vel bare et godt eksempel på tendensen dengang, hvor vestlige spil næsten aldrig havde bosskampe, mens det var standarden i Japan især? Det synes jeg man kan se helt tilbage til 80'erne.

FPS-genren især har altid haft et kikset forhold til boss-kampe, og det har ofte blot været irriterende fjender med massiv HP-bloat som aldrig var sjove at kæmpe imod.
Hvis Halo havde haft rigtig gode bosskampe, havde det da kun været et positiv for spillet, men jeg vil også mene at det er bedre ikke at have nogen bosser, end at have dårlige bosser.

Jeg tror det eneste FPS-spil jeg kan tænke på på stående fod med nogenlunde underholdende bosskampe, er Doom 2016

Jeg er vild med bosskampe i spil af mange af de grunde der bliver nævnt. Hvad jeg ikke er så begejstret for er overdrevne bulletsponges hvor man næsten ingen skade giver, og det bliver mere et spørgsmål om udholdenhed end evner. Det kan være enormt frustrerende at have brugt mange minutter på det samme, for så at fejle til sidst og skulle starte forfra.

En ting som ikke er nævnt og som jeg synes er ærgerligt, er når de samme bosskampe genbruges alt for mange gange igennem spillet. Super Mario Bros.-serien er især rigtig slem hvad det angår, og formår ikke at øge sværhedsgraden nævneværdigt fra kamp til kamp. Det er dovent spildesign, og synd når bosskampene ellers ofte er af udmærket kvalitet.

Prince of Persia Lost Crown er også pænt skyldig. Sidste boss er en gentagelse af midterste boss - stort set :D Mange af de andre bosser var ret gode, selvom de var ret skematiske, fulgte opskriften (for meget) og hentede en del inspiration fra Dark Souls. Desuden et problem at nogle af de tidligere bosses var lang sværere end den sidste. Føles lidt ubalanceret.

Cuphead synes jeg heller ikke bruger stigende sværhedsgrad fra boss til den næste. De er bare meget forskellige i deres opbygning, men ikke nødvendigvis sværere og sværere.

I hvert fald for fire personer :-D

I forhold til den ambivalens (love hate relationsship) som jeg kan have til boss fights, så husker jeg kun glæde og engagement ved bosserne i Mario-spil. Særligt Mario Galaxy hvor bosserne er et overflødighedshorn af opfindsomhed og variation. Det er heller ikke verdens sværeste bosses (afstemt målgruppen).

Tror måske også min ambivalens med bosses er følelsen af manglende fremdrift i spillets øvrige narrativ, når jeg i værste fald skal bruge flere dage på at indstuderes deres angrebsmønster og lære min "op, ned, op, ned, skyd, hop, skyd" rutine udenad, før historien kan fortsætte. Derfor er Cuphead et ret godt udtænkt koncept.

Alternativt bosses til mere arcade-prægede spil, som sjældent skal tage særligt lang tid at lære og overvinde. Dem har jeg det heller ikke anstrengt ved. R-type som glimrende eksempel.

Det er i hvert fald en fordel når man kan tilgå det efter sit eget pace.
Souls-serien og tilsvarende spil er jo lidt berygtede for at man godt kan sidde fast ved en boss, og så er det meget rart at der næsten altid er andre steder man kan gå hen mens man forbereder sig mentalt på udfordringen.

Husker meget tydeligt første gang jeg stødte på Pontiff Sulyvahn og nopede ud med det samme. Ikke ligefrem den sværeste boss i series historie (og i virkeligheden en ret fed kamp), men man skal nok lige være i humør til ham :P

Sådan havde jeg det med slutbossen i Tunic.
Det er en fin bosskamp isoleret set. Men den står i ret står kontrast til hvor casual resten af spillet er.


Jeg husker ikke engang nogen bosser i Last of Us eller Uncharted? Men Uncharted-serien især er også lidt skidt til gameplay design.

Det er da ærgerligt hvis The Lost Crown ikke fungerer med bosser. Jeg har købt det fordi det er åndssvagt billigt, men demoen overbeviste mig ikke rigtig om det.
Afterimage er i meget stor grad det absolut bedste metroidvania jeg har spillet i virkelig mange år (i hvert fald i forhold til den traditionelle stil man ser så mange af for tiden), og de mange bosskampe fordelt rundt om i spillet er et af dets højdepunkter.

Jeg har det generelt ret godt med boss kampe, hvis de er lavet fornuftigt. Det kan være mega tilfredsstillende, men ligeså frutstrerende. Ofte synes jeg egentlig mest det er problematisk, hvis der ikke er god balance mellem normal gameplay og bosser, så sidstnævnte (eller førstnævnte) bliver frustrerende svært med den træning man har fået, eller for nem og dermed ikke har nogen payoff.

@Sumez: du nævner Tropical Freeze, men dem oplevede jeg egentlig ikke irriterende. Blasphemous (både 1 og 2) derimod har fedt gameplay og fede bossfights lige indtil den slutbossen, der, for mig, endte i det du nævner og jeg simpelthen ikke gad mere. Jeg betragter dem som gennemført :-D

Det kan godt være Cuphead (næsten) kun er boss i fights. Men for det gjorde Shadow of the Colossus vel det samme? Og før det: R-Type level 3.

Godt bud. Punch Out formåede at gøre boss fight sekvens-indlæring ret underholdende og charmerende.

Ja, Tropical Freeze har fantastiske baner. I det hele taget et virkelig godt spil! Det er også kun bosserne jeg synes trækker ned. Men jeg synes også det ville være ærgerligt hvis spillet slet ikke havde bosser.

Ja