X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Paper Mario: The Origami King


Svar
3of193of19Skrevet 25/07 14:13, rettet 25/07 14:13 
Fik Origami King hjem fra en kammerat i England i går (skulle absolut have magneterne og origami arkene :) )

Jeg er lidt en fanboy hvad der angår Mario RPGer, både Super Star Saga serien, samt Paper, men efter to nitter i træk (Sticker Star (som jeg fik kvælet mig igennem) og Color Splash (som til trods af den sjove historie slap min interesse halvvejs i verden 2), var jeg lidt tilbageholdende med enthusiasmen (derfor også det fysiske køb for en gangs skyld). Mario RPGer står og falder med deres kampsystemer, og lidt ind i verden 2 fornemmer jeg at Nintendo har formået at begå lidt at en tryllekunst:
Ved at integrere et stærkt puzzle element med varierende sværhedsgrad, stortset fjerne grinding (der er ingen XP, kun penge), et elegant våbensystem (hvor items igen modificerer de to forskellige angreb (hop og hammer) som inviterer spilleren til at eksperimentere frem for at hamstre OP engangsbrug stickers til bosskampe, og gøre penge til en værdifuld resource til når man har bøvl med et battle-puzzle, går systemerne op i en højere enhed, der engagerer spilleren fremfor at tvinge kedelige gentagelser.

At scriptet derudover er af den "sædvanlige" høje Nintendo Treehouse kvalitet med masser at humor og hjerte, samt et sublimt soundtrack (især alle de forskellige kamp temaer, der bare stritter af stil og rock guitar og charme) gør at man ikke kommer til at kede sig undervejs.

Der er masser af ting at finde og samle (Toads, der efterhånden som man får flere kan betales til at hjælpe i kampe er nok det vigtigste), og spillet belønner opmærksomhed til små detaljer fremfor at hamre hver evig eneste blomst som Color Splash gjorde med farve systemet.

Indtrykket indtil videre er at det er det bedste Paper Mario siden Thousand Year Door, men så forskellig alligevel at de begge formår at have deres egen sjæl.

Det eneste punkt til forbedring jeg umiddelbart kan se er at jeg ville ELSKE at se dette spil på PS5 eller Series X: den her papercraft stil ville se forrygende ud med Ray Tracing...
Og så er det nok en god ide at slå motion controls fra, især i handheld mode :p

Origami King Battle Music
WikzoWikzoSkrevet 26/07 16:41, rettet 26/07 16:43 
Jeg hygger mig også med spillet. Kampsystemet er fint, men ikke spillets stærkeste aspekt efter min mening. Jeg savner også nogle lidt mere gakkede og unikke figurer og scenarier (er træt af de utallige Toad-kloner), men desværre lader det til, at Nintendo ikke tillader ændringer i Mario-universet længere. Kan anbefale denne video, som forklarer hvordan udviklerne har deres hænder bundet bag på ryggen - om det er Miyamoto eller andre, vides ikke, men tilsyneladende er det blevet besluttet højere oppe, at Mario-spillene skal strømlines mere, så vi får nok aldrig et nyt The Thousand-Year Door eller Super Paper Mario at se igen: https://youtu.be/P3Xic-urMqk

Herunder er en ret interessant kommentar til selvsamme YouTube-video:

Green Hat Hero (YouTube-kommentar)>
It’s Miyamoto. It’s always been Miyamoto. At least, there’s copious evidence for it. This will be very long, but if anyone cares to know why things went the way they did with Paper Mario and the Mario RPGs in general, I believe I have a pretty solid evidence-based theory (and clearly too much time on my hands).

The Sticker Star Iwata Asks interview makes it pretty clear cut how much Miyamoto “persevered” with the series, as Iwata says, and what he wanted in terms of characters and story (and this is Miyamoto, these aren’t just “suggestions” when the man is treated like a god at the company), but in an interview about Color Splash with Game Informer from 2016 (“Afterwords-Paper Mario: Color Splash” if you want to google it), Tanabe reiterates how he is just respecting Miyamoto’s wishes when asked about the generic character designs. The “no longer possible” phrasing is scary, but I think it’s just a translation thing and his meaning is likely the same as “no longer allowed”, or basically just another reiteration of the "rules" except not throwing Miyamoto under the bus with fans this time.

But it goes much deeper than that. If you look at the timeline of Mario RPGs and Mario games overall, there is a very clear turnover when things started to take a turn for the more homogenized and less varied and creative, basically after the success of New Super Mario Bros. and Super Mario Galaxy, the latter of which, while very creative in a lot of ways, was also the 3D Mario to bring back a lot of familiar classic aesthetic elements after the deviant Super Mario Sunshine. After this point, the main Mario series went from being almost as diverse as the Zelda franchise to largely a series of derivative sequels and nostalgic throwbacks until Odyssey breathed some much needed life into it a decade after Galaxy first hit the scene.

Then we have the RPGs, typically always where Mario could be free to really get weird and different, but that also began to change after Super Paper Mario in 2007 and Bowser’s Inside Story in 2009. There was Sticker Star in 2012 of course, but then there was Mario & Luigi: Dream Team in 2013, a game with plenty of new characters and non-standard elements, sure, but spoiler warning if you haven't played it also a very awkward shoehorning of Bowser into the story, where he uncharacteristically steals the spotlight from the game’s original antagonist instead of the other way around, as had been par for the course for the RPGs up to that point. I recall reading an interview at the time (probably the Iwata Asks for Dream Team, which I’d confirm but the Iwata Asks archive seems to be completely broken these days) where the developers made a comment about Miyamoto being critical of the way they’d treated Bowser in the past, perhaps alluding to the RPGs' long history of tending to treat Bowser like a joke or an afterthought, or alternatively as an anti-hero, which perhaps Miyamoto didn't like.

Fast-forward to 2015 and we have Mario & Luigi: Paper Jam, an instance of Sticker Star’s influence literally invading the Mario & Luigi series, and while admittedly a game I never played because of how bland it looked, seemed by all accounts to basically be the “Sticker Star” of Mario & Luigi games, featuring a homogenized cast of characters, the Koopalings, bog-standard environments…all that stuff many of us have come to know and loathe. Afterwards we got "cleaned up" remakes of Superstar Saga and BIS, which make alterations to the more novel character designs from the original games, homogenizing the toads and giving certain enemies like the Hammer Bros. their now standard design.

Games like Super Paper Mario and BIS might have just gone too far and felt “not Mario” anymore to Miyamoto, deviating too greatly from the way he envisions the world and characters he originally created, and as Tanabe put it, leading the games “away from the Mario universe”, so he reined them in. There's also the fact that Miyamoto has on numerous occasions demonstrated that he really doesn't think Mario and involved stories mix, and apparently even when it comes to the RPGs, so just the very instance of a Mario game having a story at all might be seen as getting "away from the Mario universe" to Miyamoto. He might have also just wanted to simplify and homogenize the whole Mario family to keep things neat and simple. Miyamoto seems to like simplicity to an extent, and mainly seems to focus on game mechanics to an extreme degree, so anything that doesn’t underlie those mechanics in some way or draw their “form from function” as has been discussed in the past might seem extraneous and contemptible to him. I’ve long had a theory that for the last decade or so perhaps only the core Super Mario series (games like 3D World and Odyssey) have been allowed by Miyamoto to introduce original elements, or perhaps Miyamoto simply trusts Yoshiaki Koizumi and his developers with the brand, whereas Tanabe broke that trust with the previous Paper Mario weirdness he got away with. So Koizumi gets to have New Donkers and Steam Gardeners and Tanabe has to strain to make a sea of identical toads stand out. Maybe I’m going too far into the realm of speculation now, but at the very least it does seem that Paper Mario uniquely has to play it safe at the moment.
It's possible the Switch era marks a change in this policy, and perhaps at this point the PM series is just stuck in a rut in this regard that Sticker Star put it in...Miyamoto might not even actively be requesting generic characters anymore, but Tanabe and company might just assume or are used to this way now.

Look, I know people love Miyamoto and it might be hard to accept that he might be the main reason why one of their favorite series drastically lost its way, and I don’t want to start a hate train on Miyamoto with all this. The man is a legend, and deserves plenty of respect, but I’m of the opinion that series like Mario and Zelda have grown beyond him, and now have a variety of people that can be called their “creators” in a sense. Especially a spin-off like Paper Mario, which Miyamoto ultimately probably had little actual creative involvement in by the time of TTYD and SPM, when it really established its unique identity. In addition, I don’t think that the problem is that Miyamoto is a terrible meddler with terrible ideas, but rather he’s an eccentric creative mind that like all creatives can have good ideas and bad ideas. The real problem is how much power he has, and how often he’s gone unquestioned due to the enormous amount of respect he garners at the company. Any time one person has this much creative power in this kind of situation, it can lead to trouble.

So basically, while I’m sure Tanabe certainly has a good amount of say in the direction of these games, he far from deserves all the blame (not saying that’s what Arlo is doing, for the record, just speaking generally). When Tanabe says “the elaborate story led the game away from the Mario universe” and immediately follows it with “personally, I like games with stories” (note the personally here), to me that sounds like, “look, I liked the more involved storytelling too, but my hands are tied here”. That said, he does seem to genuinely have a ton of respect for Miyamoto, so he may be content with working within these restrictions, for better or worse (…for worse in my opinion, obviously).
Also, in addition to everything I’ve discussed about Miyamoto’s role in all this, the simple fact that the staff making Paper Mario now is mostly entirely different than the original staff of the first three is a major factor that many people are either unaware of or frequently ignore.

For me, the Mario series should be a creative canvas open to pretty much anything, which is exactly what it used to be, so I am strongly opposed to any kind of muting of the series’ creativity in these ways, but I just wanted to offer some possible, reasonable explanations as a longtime, somewhat jaded but still passionate Nintendo fan who can’t help but see all the patterns after following all this junk for so long. For now, I’ve personally made the decision to just not buy these new PM games if I still see these frustrating restrictions in place. Origami King looks pretty cool in many ways and a definite improvement from SS and CS in terms of characterization, storytelling, and environments from what I've seen and heard, so I’ll try to pick it up used at a discount much later, but the most effective way to really tell Nintendo I’m unhappy with the fact that the developers aren't allowed to alter a toad or make an original character design for flip's sake is to just not give them my money, even if the impact of such might ultimately be minute.

If you actually got through all this, thanks for reading. And please join me in now taking a much-needed break from the Nintendo bubble for a little while.
SumezSumezSkrevet 27/07 08:44, rettet 27/07 08:45 
Paper Mario spillene er sjove netop fordi de i stor grad har været i stand til at undergrave den kliniske kontrol der ellers typisk har været omkring Nintendos figurer. Og det er ikke noget nyt, det har vel reelt set været en ting lige siden de fandt ud af hvordan det gik når Philips fik fat i Zelda.

Paper Mario er Nintendo der tager stort pis på sig selv, og selvom jeg aldrig har været voldsomt vild med spillene i sig selv (heller ikke de gamle), er lige præcis det element ret fantastisk. Humoren og kreativiteten sidder lige i skabet. Mario selv har tydeligvis været omfattet et rimelig stramt regelsæt helt tilbage fra det første spil i serien (eller endda tilbage fra Super Mario RPG), men man alt omkring ham, inkl. især Luigi, har tydeligvist haft mere løse tøjler, hvilket velsagtens har medvirket til hans efterhånden godt etablerede, voldsomt fjollede personlighed nu om dage.

Jeg kan sådan set godt forstå hvis Nintendo har valgt at køre endnu strammere kurs, og jeg tror ikke det er Miyamoto alene, men en beslutning i forhold til markedsføring.
Mario er et helt uhørt værdifuldt brand, og i stor grad firmaets levebrød. Hvis de ikke kører fuldstændig rigidt i forhold til at beskytte franchisens identitet, kan det nemt have indflydelse på deres omsætning. I modsætning til næsten alle andre firmaer i branchen, har Nintendo altid satset på "the long game". Hvad de tjener i morgen er ikke så vigtigt som hvad de kan blive ved med at tjene om ti år.

Når det så er sagt, så er det uden tvivl ærgerligt. Om der så blot skulle være ét spil der fik den sjældne ære at gå mod strømmen og tage pis på Mario franchisen, så bør det være Paper Mario. Jeg synes netop at seriens "frirum" førhen kun har været med til at styrke den normalt strengt steriliserede Mario-verden.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
WikzoWikzoSkrevet 27/07 09:30 
Helt enig. Men vi lever i dag i en verden, hvor selv store franchises som eksempelvis Spider-Man får lov til at eksperimentere og tage sig selv mindre alvorligt i form af Into the Spider-Verse - til stor succes.
SumezSumezSkrevet 27/07 09:47, rettet 27/07 09:48 
Joh. Ved måske ikke helt mht. det eksempel, superhelte-tegneserier har jo traditionelt en historie for at alt mellem himmel og jord kan ske, hvilket også resulterer i omkring 1500 sideløbende tidslinjer. :P
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
WikzoWikzoSkrevet 27/07 12:45 
Ja, men omvendt er det jo netop det, som Mario også gør så glimrende, når han er med i alt fra platform-spil, til gokart, sport, Mario Party, RPGs, etc. Jeg tror, at et spil som New Super Mario Bros. eller Super Mario Odyssey appellerer til en anden type spillere end fx Paper Mario og Mario & Luigi - hvilket altid har været en styrke efter min mening, da Nintendo har kunne tillade at være lidt mere gakkede i de mindre mainstream serier. Jeg kan godt forstå, at det er vigtigt at have nogle faste regler, så Mario-universet ikke stikker fuldstændig af, men synes grebet måske er lidt for stramt, når vi flere gange får Paper Mario spil med hundredevis af generic Toads.
SumezSumezSkrevet 16/09 10:29 
Jeg er tre streamers inde i spillet, så nok pænt over halvvejs, og indtil videre er jeg godt nok helt vild med Origami King.

Jeg forstår helt ærligt ikke den middelmådige modtagelse spillet har modtaget, for det er virkelig genialt. Det er hyggeligt, underholdende, absurd, og hele tiden interessant. Det har følelsen af eventyr som man bliver sendt rundt gennem diverse originale lokaliteter, og formår hele tiden at ændre sin egen formel på en velkommen og ofte uventet måde.
Jeg er helt vild med at så "tumpet" et spil kan få så stort et budget tildelt. Det sker næsten hver gang jeg spiller et gennenført AAA-spil at jeg bliver helt overvældet af hvor stort et arbejde der må have lagt i at producere alt det indhold der er i dem, men at outsource en masse produktion af assets er bare et spørgsmål om penge. At lave så meget indhold i et spil, og stadig bevare en fornuftig struktur og en gennemdesignet rød tråd gennem det hele er til gengæld virkelig en sjældenhed. Jeg kommer direkte fra FF7 Remake som formår det samme (i rimelig voldsomt kontrat til FF15), og begge spil ryger helt klart direkte op som potentielt GOTY for mig.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
SumezSumezSkrevet 21/09 13:21 
Ok, slutbossen var voldsomt antiklimatisk i forhold til hvor kreative alle de andre bosser i spillet er, men derudover var Origami King et festfyrværkæri uden lige. Fantastisk spil.

Jeg har besluttet mig for at genbesøge TTYD efterfølgende, i håb om måske at komme hele vejen gennem det denne gang, og i forhold til Origami King er det allerede tydeligt at dialogen ikke rigtig har den der kant der gør det spil både hyggeligt og konstant underholdende.
Det er sjovt, for Super Paper Mario havde om ikke andet "galskaben" med, men TTYD har allerede vist sig at være væsentlig mere "mundant" end jeg husker det. Måske kommer der lidt mere af det senere fremme?

Under alle omstændigheder kan jeg slet forstå at Origami King er mødt med så meget modstand, især ikke fra fans af TTYD.
Det er egentlig synd at det ikke mødes med mere opbakning når Nintendo en sjælden gang imellem greenlighter et spil af denne type, for jeg synes faktisk ikke at de konstateringer som Wikzo citerer længere oppe holder stik. Origami King går på kompromis med masser af normerne fra Mario's ellers beskyttede verden, og det gør det faktisk med væsentlig mere pomp og pragt end de to første Paper Mario spil gjorde det. Jeg er vild med det, og vil gerne have mere.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 21/09 16:25, rettet 21/09 16:26 
Held og lykke med Thousand Year Door. Starter fremragende, men det er et af de dårligst designede spil jeg har spillet i årevis :/

Til og med første verden lover det ekstremt godt. Hvis N64-spillet undlader alt fyldet og er bygget op sådan hele vejen igennem kunne jeg godt være klar på at give det en chance. Det er desværre mit indtryk at næsten alle foretrækker GameCube-spillet?
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 21/09 16:25 
Det er i hvert fald pænt glad for backtracking :P
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
SumezSumezSkrevet 25/09 08:58, rettet 25/09 08:59 
Konsolkongen>
Hvis N64-spillet undlader alt fyldet og er bygget op sådan hele vejen igennem kunne jeg godt være klar på at give det en chance. Det er desværre mit indtryk at næsten alle foretrækker GameCube-spillet?

Jeg har kigget lidt rundt på internettet, og på trods af TTYD's popularitet så er det rimelig alment accepteret at den absurde mængde backtracking er en kæmpestor svaghed i spillet. Jeg må også indrømme at jeg aldrig har set noget lignende. Er tæt på spillets slutning, og det er godt nok enaverende så meget man tvinges til at vade frem og tilbage de samme steder uden det tilføjer noget somhelst. Havde det været et eller to kapitler, så helt fint, men det stopper aldrig.
Det er i mine øjne nok til at Origami King er klart den bedste titel af de to. At bevæge sig rundt mellem verdener i dette føles meget mere organisk, og aldrig som noget der er i vejen for oplevelsen.

Jeg har faktisk også i den sammenhæng set mange folk erklære at de foretrækker N64-spillet over GameCube-spillet. Jeg må indrømme at jeg selv er gået kold i det spil alle de gange jeg har forsøgt mig med det, ganske enkelt fordi det føles lidt tørt og simplistisk. Sådan et light-RPG, som vel reelt set også var seriens originale hook.
En ting der irriterede mig lidt den gang var også at områderne tit bare var horizontale korridorer, men igen har jeg set flere folk snakke om at det aspekt er langt værre i TTYD, og endvidere skulle det vist også være mindre problemfrit at backtracke på N64, ikke mindst fordi spillet har en mekanik der gør det nemt at undgå fjender.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 25/09 09:12, rettet 25/09 09:14 
Jeg kom til sidstebossen, men enten er mit level for lavt eller også mangler jeg bare items til at klare den. Prøvede to gange, men man skal igennem 10 minutters snak (konstant button mashing) om ingenting som ikke kan skippes, før kampen starter.

Jeg gider simpelthen ikke grinde levels for så godt er kampsystemet heller ikke. Og spillet har på ingen måde været svært før nu, så det kommer som lidt af en overraskelse :)
Jeg gider heller ikke skulle backtracke hele vejen tilbage igennem spillets sidste dungeon for at købe flere items heller, for som du siger er spillets backtracking allerede absurd.

Om jeg klarer bossen eller ej vil ingenting ændre på min opfattelse af spillet, så jeg tænkte at det var bedre at stoppe nu end at spilde mere tid end jeg allerede havde.

Jeg synes også at Arena-kampene i chapter 3 og detektiv-delen i toget var super ensformige og kedelige.

Interessant at Origami King ikke lider af de samme problemer. Kan være det skal have en chance en dag :)

Eneste andet i serien jeg har spillet er Super Paper Mario på Wii som også er ret dårligt. Ikke mindst pga dets meget grimme design.
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 25/09 09:35, rettet 25/09 09:36 
Jeg ved ikke hvad du anser som grimt eller pænt, men jeg synes Origami King ser fantastisk ud (og er enig i at SPM's originale figurer ikke er særlig gode), der er virkelig kælet for stilen, og personligt synes jeg hele den pap-verden det foregår i er utroligt charmerende designet.

Mit indtryk ud fra folks tanker om spillet, virker det som om det står og falder på om man synes puzzle-aspektet af kampsystemet er sjovt. Kampsystemet er ikke fantastisk, men selve puzzle-delen kunne jeg godt lide, og jeg kan godt forestille mig at de kun føles i vejen hvis man ikke kan det.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 25/09 09:37 
Jeg tror de er svære at bedømme ud fra video. Jeg kan ikke huske at jeg har set noget der minder om. Så må nok bare prøve selv en dag.
Spiller nu: Phantasy Star IV
3of193of19Skrevet 25/09 09:42 
vitterlig de eneste måder jeg kan finde på at lave Origami King flottere end det er i forvejen og bevare stilen er at skrue op for opløsning, framerate og smide raytracing henover for yderlige at fremme diorama looket.
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 25/09 09:46 
Det ligner der er et grimt skarpheds-filter på Origami King, men det er måske bare YouTube compression?
Ellers har jeg intet at sætte på stilen i nogle af spillene, bortset fra SPM hvor synes mosaik-tændstik-mændene ligner noget der er løgn.
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 25/09 09:56 
Der er iøvrigt noget voldsomt sejt over at samtlige fjender (udover et par bosser og papmache-monstrene, der iøvrigt også ligner papmache på den helt fede måde, hvis sådan en findes) er foldet i origami. Jeg ved ikke om det er ægte figurer der kan foldes i virkeligheden, men spillet får mig i hvert fald til at tro på det.
Jeg håber der kommer en manual til hvordan man kan folde dem selv. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi det ville være sejt. :P
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
HankyHankySkrevet 25/09 10:30, rettet 25/09 10:31 
Jeg er nu også ret vild med Origami King, og er vel omkring lige så langt inde, som da du skrev d.16/9 (3 streamers)

Men ærligt, så synes jeg ikke der er kæmpe stor forskel i kvaliteten af hhv. Origami King og Color Splash (udover den åbenlyse med kampsystemet). Med andre ord, så synes jeg også at Color Splash er godt, sjovt og overset :)
Spiller nu: Astro Bot: Rescue Missi..., Travis Strikes Again: N..., Wonder Boy: The Dragon'...
SumezSumezSkrevet 25/09 10:58, rettet 25/09 10:59 
Jo mere jeg læser om folks takes på serien, jo mere falder jeg også over folk der siger at Color Splash er undervurderet, og i bund og grund et godt spil. Virker i hvert fald som om det har rigtig mange af de kvaliteter, Origami King også har.

Men jeg får det godt nok lidt skidt over at læse om det der kampsystem hvor man skal sidde og farvelægge og knipse til kort hele tiden. :P
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
quadquadSkrevet 25/09 12:44 
Color Splash har et kampsystem der er så ringe at det kun er takket være spillets øvrige indhold at det kan trække sig op på godkendt. Heldigvis er det kort, så man kan næsten ikke nå at gå død i det.
SumezSumezSkrevet 27/09 22:48 
Konsolkongen>
Held og lykke med Thousand Year Door. Starter fremragende, men det er et af de dårligst designede spil jeg har spillet i årevis :/

Ja, så kom jeg igennem, og ovenstående opsummerer spillet ret godt.
Der er virkelig mange ting at holde af, og flere opfindsomme påfund som er med til virkelig at få spillet til skinne, og give det den der aura af eventyr. "Twistet" i fjerde kapitel var især velkomment.

Men det hele begraves under så ulidelig en struktur at nu hvor jeg lige er "undsluppet" er det svært at se forbi. Det nåede et niveau hvor jeg (efter at have tjekket at jeg var alene i huset) decideret fandt mig selv bande højlydt af spillets provokerende opførsel. Det er svært at forestille sig at der ikke har siddet en udvikler som hader sidequests så inderligt at han bevidst har designet 90% af dem i TTYD på en måde der får en til at miste lysten til nogensinde af udfordre sidequests i et andet spil igen. Det er den eneste forklaring jeg kan finde på den tumpede idé med at kun én quests kan aktiveres ad gangen. Hvis man kunne rejse tilbage til et område for at aflevere en hel række af dem, ville det nok slet ikke have føltes så belastende.

Jeg ville have hele spillet med, så jeg sad og brugte praktisk talt en hel dag på lige at få de sidste "troubles" i hus, og jeg ville nok inderligt anbefale enhver der overvejer at give sig i kast med dette spil at undlade dette. I stedet, bør man hårdnakket undgå samtlige pånær den ene der faktisk har en belønning der opvejer tiden den tager. Faktisk tror jeg at hvis jeg bare kunne have overbevist mig selv om at springe disse over, så ville backtrackingen i spillets påkrævede kapitler kunne være reduceret til en mild irritation, og det tilbageblivne spil ville nok være ganske hæderligt.

Jeg vælger alligevel at se på de positive aspekter af spillet, for om et par år når det er kommet på afstand vil det nok være dem jeg husker bedst. Det oplever jeg nu med Super Paper Mario, for tænker jeg tilbage på det kan jeg kun værdsætte den bevidst bøvede måde det vendte op og ned på Nintendos beskyttede univers, men dengang det udkom var jeg vist ikke voldsomt vild med det.
Og når så mange har så positiv en indstilling til TTYD, kan jeg kun konkludere at den øretæveindbydende backtracking er til se gennem fingrene med for de fleste. Men at holde spillet på det pedestal som det eterhånden er sømmet fast til kan jeg overhovedet ikke forstå. Spillet er ikke i nærheden af så godt som Origami King, så min afsluttende konklusion er at Paper Mario serien lige nu står stærkere end den har gjort før.


Konsolkongen>
Jeg kom til sidstebossen, men enten er mit level for lavt eller også mangler jeg bare items til at klare den. Prøvede to gange, men man skal igennem 10 minutters snak (konstant button mashing) om ingenting som ikke kan skippes, før kampen starter.

Jeg gider simpelthen ikke grinde levels for så godt er kampsystemet heller ikke. Og spillet har på ingen måde været svært før nu, så det kommer som lidt af en overraskelse :)
Jeg gider heller ikke skulle backtracke hele vejen tilbage igennem spillets sidste dungeon for at købe flere items heller, for som du siger er spillets backtracking allerede absurd.

Er glad for at jeg læste denne advarsel før jeg tog kampen op med slutbossen, for jeg sørgede for at tage en kæmpe "madpakke" med. Tog endda også halvvejs ned i Pit of 100 Trials for at få et item der gør at man kan have 20 items i stedet for de normale 10, hvilket jeg ville ønske at jeg havde gjort meget tidligere.
Synes dog ikke hun var så svær som et par af spillets tidligere bosser (Chapter 8 bossen især), og hun gik ned rimelig hurtigt, fik kun brug for at heale et par gange undervejs. Sidste dungeon er også fyldt med healing items så man har god mulighed for at få fyldt pænt op på vejen, så du har nok bare været lidt uheldig. :)
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 28/09 00:12, rettet 28/09 00:14 
Stærkt at du kom igennem :D

Jeg har vidst kun en enkelt healing item ved min save, så det gør det bestemt noget sværere. Havde det været et hvert andet spil havde jeg glædeligt tage turen tilbage og købe flere og/eller grinde noget mere (tror jeg var level 25-26). Pit of 100 Trials gad jeg ikke og der var en ekstra upgrade til companions som jeg heller ikke gad bruge tid på at finde til sidst. Havde håbet at jeg bare kunne drøne igennem den sidste del da jeg var blevet så træt af spillet, men det var tydeligvis dumt :D

Det nåede et niveau hvor jeg (efter at have tjekket at jeg var alene i huset) decideret fandt mig selv bande højlydt af spillets provokerende opførsel.

Hvad synes du om den quest hvor man skulle finde ham bomben der skulle hjælpe en med at komme til månen? Det er den værste omgang bullshit jeg er blevet udsat for i et spil i mange år, at skulle backtracke igennem hele spillet for så at finde figuren præcis der hvor man startede. Jeg var allerede på dette tidspunkt ved at være godt træt af spillet så da jeg fandt ud af hvad jeg skulle greb jeg øjeblikkeligt til en guide for jeg gad virkelig ikke skulle bruge tid på at finde ud af hvor man skulle starte med at lede. Selv med guide og ved at skippe så mange fights om muligt tog det mig 20 min, men det kunne sagtens have taget mig timer, for jeg kunne ikke huske at ham bomben oprindeligt var henne og hvor man får sit første spor i jagten på ham.
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 28/09 07:04 
Jeg synes den quest opsummerer spillets kafkaske tendens perfekt, og min kommentar med den hadske udvikler der har fundet sig vej ind på holdet bag spillet, var møntet ret præcis på den quest. Men der er mange andre eksempler på lignende, hele vejen gennem spillet. Dets mantra er "Det er jo for helvede der jeg lige kom fra!".

Ved ikke om du har set den, men efter det kapitel er der faktisk en ny sidequest, hvor man skal aflevere noget til ham den samme bombe-mand, og ja der skal man igennem præcis den samme process igen!
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 28/09 09:33 
Nej det så jeg ikke, for jeg var også kørt totalt død i Troubles et godt stykke før. Hvor er det sindssygt :(

Hvis du nu får spillet 64-spillet giver du så ikke lige besked om det er ligeså broken designet? :)
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 28/09 10:06 
Jeg overvejede det, men jeg er lidt for udkørt til det nu. :P
Det er lidt ærgerligt, for til sammenligning gjorde en gennemspilning af Origami King mig netop kun netop sulten efter mere Paper Mario.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 28/09 10:28 
Det haster heller ikke for min skyld :D
Spiller nu: Phantasy Star IV
quadquadSkrevet 28/09 19:44 
Jeg frygter for at genspille TTYD nu. Jeg tænker at jeg formentlig helt tilfreds med min nostalgiske kærlighed har nøjes med at gennemføre hovedhistorien de sidste par gange, og det slet ikke er gået op for mig hvor ekstremt backtracking er i sidequests.

Origami King kunne godt være spillet der får mig til at købe en Switch igen, Paper Mario repræsenterer for mig en virkelig afslappet og hyggelig subgenre af rollespil som burde være langt mere udbredte. I stedet for at vi hvert år ser 50 generiske JRPGS med forudsigelige historier og ligegyldige personer, kunne det være rart at flere prøvede at udvikle videre på Paper Mario skabelonen. Det er ikke ligefrem fordi Nintendo får det til at fungere grundet deres persongalleri, nærmere tværtimod.
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 28/09 19:52 
Den ekstreme mænge backtracking er slet ikke begrænset til sidequests :/
Spiller nu: Phantasy Star IV
quadquadSkrevet 28/09 20:01 
Det er helt klart det største kritikpunkt ved spillet, men jeg mindes slet ikke at backtracking var så ødelæggende for det samlede indtryk. Jeg bliver dog nemt draget ind i et spil og kan overse klare fejl, medmindre det er det grundlæggende gameplay der fejler.

Kan være jeg til vinter skal starte helt forfra med Paper Mario 64 og så spille alle spillene igennem.
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 28/09 20:11 
Jeg håber ikke det ender med at ødelægge noget for dig ved at læse vores brok. Hvis du spiller dem igennem igen snart må du gerne skrive hvad du synes om dem i dag. Jeg er især interesseret i Nintendo 64-spillet da jeg synes det ser virkelig godt ud. Jeg har dog ikke travlt :)
Spiller nu: Phantasy Star IV
SumezSumezSkrevet 29/09 10:11 
quad>
Paper Mario repræsenterer for mig en virkelig afslappet og hyggelig subgenre af rollespil som burde være langt mere udbredte. I stedet for at vi hvert år ser 50 generiske JRPGS med forudsigelige historier og ligegyldige personer, kunne det være rart at flere prøvede at udvikle videre på Paper Mario skabelonen. Det er ikke ligefrem fordi Nintendo får det til at fungere grundet deres persongalleri, nærmere tværtimod.

Helt enig!
Jeg vil dog mene at Nintendo nok desværre er det eneste firma i verden der er i stand til at smide så voldsomt et budget efter et spil af denne type of stadig være garanteret at det tjener sig hjem. Det er ærgerligt, for jeg så også meget gerne at tendensen gik i den retning. Især når man bliver ældre, kan mange af de typiske RPG tropes hurtigt virke virkelig udtørrede, og så er det federe med noget lidt mere tumpet. Jeg vil også mene at Origami King løfter den tilgang virkelig til UG, det er fuldstændig hvad det burde være.

Heldigvis er der mange indie-udviklere der er begyndt at gå efter den stil, og flere har haft succes med det. Det mest åbenlyse er nok Undertale - jeg kan godt forstå hvis det kan være lidt svært at holde af det spil i lyset af den ulækre fanbase det har fået opbygget, men det er faktisk rigtig godt, og har præcis den der "afslappede og hyggelige" attitude.
Derudover er Bug Fables et spil jeg tit har set namedroppet som et "Paper Mario alternativ", der nok kan være værd at tjekke ud - det har fået virkelig positiv omtale. Der kommer iøvrigt også en fysisk udgave af det fra LRG senere på året.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
quadquadSkrevet 29/09 12:30 
Bug Fables er det helt klart også planen at få spillet. Wuppo var ligeledes en super oplevelse. Fuldstændig kriminelt at det ofte koster en halv kop kaffe.
3of193of19Skrevet 01/10 08:21 
8-Bit Music Theory gennemgår lidt af soundtracket

Link...
SumezSumezSkrevet 07/10 09:58, rettet 07/10 10:00 
Så spillede jeg alligevel Paper Mario 1 igennem. Faktisk både det og Color Splash, jeg var for nysgerrig omkring serien til bare at stoppe. :)

Kan sige at Paper Mario 1 er langt bedre mht. de irritationsmomenter der hele tiden opstår i 2'eren.
Der er faktisk nærmest ingen backtracking. Der er masser af muligheder og årsager til at vende tilbage til gamle områder, men det foregår meget mindre rigidt, og "fast travel" er både nemmere og hurtigere (alle genveje ligger lige opad hinanden, og der er ingen load-tider).
De eneste "backtracking" aspekter der minder lidt om sidequests fra 2'eren er de breve man finder rundt omkring som skal afleveres til figurer man allerede har mødt, men det føles meget mere organisk, og man kan nemt planlægge sin rute så man kan aflevere flere ad gangen, mens man alligevel er tilbage ved et område for at gøre andre ting. Faktisk kan det godt betale sig at besøge områder man tidligere har clearet da der tit er mange små hemmeligheder og easter eggs der kan dukke op når man interagerer med sine omgivelser.

Jeg synes også det byder på meget mere variation i forhold til level design end efterfølgeren. Der er et par områder der, ligesom i Thousand-Year Door, også bare er vandrette korridorer, men der er også store områder der spreder sig ud i alle retninger og kræver at du udforsker dem. Faktisk er der næsten ikke to områder der er ens i deres opbygning, og selvom spillet starter meget simplistisk, tilføjer hvert kapitel et helt nyt twist på spillet, der gør det interessant at se hvordan det udvikler sig. Et af højdepunkterne for mig var et fort med en spejl-gimmick der er svær at forklare, men virkelig godt fundet på.

Jeg tror at det der gør at mange hælder mere til TTYD er at det helt fra starten af formår at fremstå mere unikt, i kraft af "piratbyen", og de mange skøre temaer man arbejder sig gennem. Der er det første Paper Mario meget mere traditionelt - Bowser er skurken, og du besøger en masse græsmarker.
Men netop i kraft af den overordnede struktur og dens "mangel" på backtracking synes jeg stadig originalen er et klart bedre spil. Jeg kan faktisk også bedre lide humoren - den er lidt mere subtil og underspillet, f.eks. med kontrasten mellem Bowser som den dominerende onde regent, og hans mindreværdskomplekser i forhold til hans tendens til altid at tabe.
Derudover er de to spil faktisk meget ens. Sådan rigtig meget ens. Jeg er helt overrasket over hvor mange ting jeg ikke kunne huske, som er genbrugt 100% i efterfølgeren. Party systemet, diverse detaljer i kampsystemet, NPC'erne og deres roller, osv. Der er faktisk mange små ting i TTYD som jeg synes giver en del mere mening når man ser hvor de oprindeligt kom fra. F.eks. mellemsekvenserne med prinsessen.

Om det er et fantastisk spil man bare skal prøve, vil jeg ikke kunne sige. Jeg blev ikke ligefrem blæst væk, men det er da et ganske hyggelig bekendtskab som man nok ikke vil fortryde at have brugt tid med.
Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Rush: Remastered, Shadow Tower: Abyss, Progear No Arashi
KonsolkongenKonsolkongenSkrevet 07/10 11:47 
Lyder som om at det også for mig ville være et langt bedre spil end TTYD :)
Spiller nu: Phantasy Star IV
Login for at besvare
Profilnavn
Kodeord
Husk mig