MegaCD

Trods markedsdominans med MegaDrive/Genesis i starten af 90'erne var Sega godt klar over, hvad vej vinden blæste. Super Nintendo havde klare tekniske fordele, og ville utvivlsomt få en masse gode spil. Noget skulle gøres og det "noget" blev cd-udvidelsen MegaCD (SegaCD i USA). Da udvidelsen udkom sidst i 1991 blev MegaDrive til tidens mest kraftige konsol. Det var bare ikke nok. En række faktorer gjorde, at MegaCD med sine omkring seks millioner solgte konsoller ikke for alvor slog igennem. Det primære problem var den tårnhøje pris, men også for mange dårlige spil og hele balladen omkring voldelige spil rejst i det amerikanske senat omkring spillet Night Trap skadede systemet. Som Pc Engine CD og CDTV var det et for tidligt forsøg med cd-baserede konsoller.

Teknisk består MegaCD af en kasse på størrelse med en komplet konsol, der enten sættes under eller ved siden af MegaDrive afhængig af versionen. Det primære indhold er et 1x speed cd-rom-drev, men også ganske væsentligt en ekstra 68000 CPU. Således kørte systemet med to af disse processorer, hvormed det var konkurrenterne overlegen. Som på Super Nintendo er der desuden specielle chips til at skalere og rotere grafik.

Spilmæssigt formåede MegaCD aldrig rigtigt at imponere. Alt for mange spil var baserede på de nye muligheder for filmsekvenser, hvoraf stort set allesammen er elendige. Selv Sega havde ikke meget at byde på. Deres store titler begrænsede sig til Sonic CD og Shining Force CD. Ét spil havde systemet dog, som for alvor skilte sig ud: Lunar: The Silver Star. I USA blev dette spil udgivet af nystartede Working Designs, der hurtigt blev fanfavoritter - og stadig er det i dag. Det lille firma fulgte op på succesen med flere rollespil som Vay, Popful Mail og Lunar 2: Eternal Blue. Derudover skal også nævnes JVC's skydespil Keio Flying Squadron samt Konamis cyberpunk-eventyrspil Snatcher - sidstnævnte er godt nok udgivet til mange platforme, men dette er den eneste der er oversat til engelsk.