Del 1 af min liste
1/52 - Leisure Suit Larry 6
Var kæmpestor fan af adventure-genren gennem hele dens storhedstid, og selvom jeg som de fleste andre er på LucasArts vognen, er Larry-serien, trods alle dens mangler, en af dem jeg har gode minder om.
Tror ikke jeg har spillet det siden Larry "Collector's Edition" kom i midten af 90'erne, men det er alligevel utroligt så meget jeg husker. Klarede det igennem på et par timer uden brug af walkthroughs eller lignende.
Det er faktisk et væsentlig meget bedre spil end jeg husker, uden de klassiske Sierra blindgyder eller ulogiske puzzles. Faktisk er spillet rigtig godt til at pege en i retning af løsningerne uden at sige særlig meget direkte.
2/52 - Ys: Memories of Celceta
Ikke noget super mindeværdigt spil, men det har Ys-charmen, og er underholdende hele vejen. Måske en anelse langtrukkent.
3/52 - Donkey Kong Country
En ny gennemspilning mindede mig om hvorfor jeg aldrig erhvervede mig spillet som barn - Jeg lejede det, og spillede det igennem uden det store besvær, hvorefter spillet ikke rigtig havde mere at byde på. Ekstremt nemt, med en overflod af ekstraliv, og relativt ensformigt meget henad vejen. Spillet virker presset af de meget store sprites, og er rimelig unfair designet henad vejen, men der er også spor af rigtig godt spildesign, som først for alvor blev indfriet i efterfølgerne. Var ekstremt overvurderet i sin samtid.
4/52 - Donkey Kong Country 2
DKC førte helt naturligt videre til 2'eren, det ville være synd at undvære det. Det er en helt ufattelig stor forbedring i forhold til 1'eren. Problemet med fjender der vader lige ind i dig som de scroller ind i skærmen er næsten elimineret pga. meget bedre kamerastyring, og så har spillet utroligt meget variation og et helt fantastisk soundtrack, denne gang med David Wise 100% på jobbet.
Udfordringskurven er meget mere gennemført, da spillet starter dødnemt, mens flere af de sidste baner virkelig trækker tænder ud, især Animal Antics i Lost World var en notorisk sejr da jeg endelig kom gennem dem efter at have brugt næsten halvdelen af alle de ekstraliv spillet ellers overøser en med. Det er meget sjovere at gå efter hemmeligheder, sammenlignet med 1'eren, og der er samtidig en meget højere belønning i det, da man unlocker nye baner og spillets rigtige slutning. Et af Rare's absolutte højdepunkter.
5/52 - The Legend of Zelda
Utroligt nok, til trods for at jeg har spillet det mange gange før, er det første gang jeg nogensinde har gennemført dette spil. Har altid fundet spillet enormt svært, men med en guide der hjælper med at få tredje sværd, skjulte heart containers, og penge til den blå ring, bliver spillet væsentlig mere overkommeligt.
Spillet på PAL-udgaven, men på en US NES, så spillet kørte i rigtig hastighed, omend med musik der kørte for hurtigt. :P
6/52 - Zelda 2: Link's Adventure
Det er over 10 år siden jeg sidst har spillet det, og det var godt nok voldsomt meget sværere end jeg husker.
Super gennemført spil, og ville have været virkelig godt hvis det ikke var for nogle gnidninger i styringen og enkelte super uretfærdigt designede fjender. Udfordrende hele vejen, og man sidder virkelig på kanten af sædet som man prøver at konservere sin sidste stump magi i forsøget på at overleve! Efter min mening et voldsomt meget bedre spil end 1'eren.
7/52 - Oracle of Seasons
Et af de bedste Zelda-spil nogensinde, virkelig undervurderet!
Det er ikke -helt- på niveau med Link's Awakening, men det er godt nok tæt på. Det er utroligt så nemt Capcom har kunnet skabe et nyt og friskt spil med næsten samme engine som Awakening. Der er en tilpas blanding af genbrug og nytænkning til at man bliver fanget som fan af serien, og om muligt endnu flere throwbacks til 1'eren end der var i Awakening.
Jeg kan godt lide at de, i en tid hvor Wind Waker var på trapperne, og Ocarina-formlen var ved at støbe seriens fremtid, valgte at kigge lidt tilbage over skulderen og huske at gøre det til et actionspil ligeså meget som det er et eventyrspil. Visse af bosskampene var ret udfordrende, og jeg skammer mig ikke over mine 15 game overs på save-skærmen.
Men samtidig er spillets overworld ekstremt gennemført, den udvider sig organisk og føles virkelig levende med sine mange farverige indbyggere, og den måde man åbner op for flere evner i takt med at man får adgang til flere årstider, fungerer godt i samspil med "underverdenen" Subrosia.
8/52 - Oracle of Ages
Sjovt nok huskede jeg Ages som det bedste, men må indrømme at Seasons nu klart står som vinderen. Ages er tydeligvis puzzle-spillet af de to, men af og til er de puzzles man støder på i dungeons i større grad en byrde end en sjov udfordring. Alt i alt er det dog stadig et genialt spil. Vil heller ikke kalde Seasons et rent actionspil, da jeg netop synes at det har en rigtig god balance mellem de to elementer, hvorimod actiondelen i Ages virker mangelfuld, især ved bosserne der er rene pushovers denne gang.
Link-mekanikken mellem Seasons og Ages er ret fed, det er en supergod idé at gøre det muligt at spille dem som ét langt spil i den rækkefølge man selv ønsker. Eneste ulempe er at det spil man spiller som nummer 2 ikke får bumpet sin sværhedsgrad op for at matche fremgangen og de opgraderinger man får ved at fortsætte sit spil.
9/52 - Castle in the Darkness
PC-spil der kom ud af ingenting og overraskede mig ekstremt positivt!
Et af de bedste metroidvania-spil jeg overhovedet har prøvet, og nok det bedste siden Treasure Adventure Game. Virkelig fantastifuldt og gennemført gameplay, med stor fokus på veldesignede bosskampe og platforming-udfordringer.
Der er en del backtracking hvis man vil have 100%, men spillet udmærker sig ved at blive ved med at være sjovt, når man går igennem de samme områder og bliver bedre og bedre til at tackle dem.
Der er kælet HELT VILDT for detaljerne, med mange hemmeligheder (der tit leder til helt nye store områder), mange sjove påfund og figurer der kun optræder ét sted i hele spillet, stor variation, flot grafik og god musik, og SINDSSYGT mange (smagfulde) shoutouts til alle klassikerne som Zelda, Castlevania, Mega Man, Double Dragon, Ghosts n Goblins, Metroid, TMNT, og selvfølgelig internet-popkultur.
Fans af Metroid, Castlevania, Mega Man og/eller Super Meat Boy bør virkelig gøre sig en tjeneste og prøve spillet.
10/52 - Ninja Gaiden
Det var en stor oplevelse endelig at besejre slutbossen i Ninja Gaiden. Endnu større var det da jeg efterfølgende nailede konsekvente 1cc'er af spillet. Absolut sublimt designet NES-spil, og virkelig unikt i den måde fjenderne spawner, som resulterer i at man hele tiden holdes på tåspidserne, og at vinde spillet er som at udføre en elegant koreograferet dans.
11/52 - Ninja Gaiden 2
Mere af det samme, men med mere involverende og varieret level design, og enkelte gameplay-mæssige forbedringer. Jeg kan godt forstår at mange foretrækker dette spil, men jeg har en forkærlighed for simpliciteten i 1'eren.
12/52 - Ninja Gaiden 3 (Jap)
Væsentlig mere traditionelt end de første to. Hvis man ikke kan lide deres presserende design, er 3'eren nok mere tiltalende, men jeg synes de er gode på hver deres måde. Fjenderne respawner ikke længere konstant, hvilket er en stor game changer, og gør det muligt at spille meget mere forsigtigt hvis man ønsker det. Desværre er spillet ekstremt nemt i forhold til de første to. US-udgaven skulle have skruet voldsomt op for sværhedsgraden, så må prøve det på et tidspunkt.
13/52 - Belmont's Revenge
Et væsentlig mere velgjort spil end det første til Game Boy, og jeg var underholdt så længe det varede. Det er en smule ensformigt og bliver aldrig sindsoprivende spændende, men samtidig gør det heller ikke noget helt galt - jeg savner bare lidt af det der gør de fleste andre Castlevania-spil så unikke.
Det er et af de spil man ikke behøver spille før man allerede har gennemtærsket alt det andet fantastiske i serien.
14/52 - Rainbow Islands
Min første ægte arcade 1CC, og sikken en! Har slåsset med det her spil i et par år inden gennemførsel, og det trækker virkelig tænder ud. Fantastisk spildesign, genial mekanik, gennemførte fjender, og ufatteligt langt og varieret, med sine 10 forskellige øer, der hver byder på helt nye oplevelser. Nok min yndlings arcade spil nogensinde. Fuldstændig uovertruffent!
15/52 - Bloodborne
Rigtig god opfølger til Souls-serien, og action-gameplayet uden skjold, fungerer rigtig godt når først det falder i hak. Når først man har lært mekanikken bliver det dog også en anelse "nemt" hen imod slutningen, og mange af bosserne forfalder til de samme halvkedelige mønstre. Jeg savner lidt variation, hvilket nok skyldes at varierede assets er meget dyrere at producere på "next-gen" systemer, men ser frem til hvad From gør efter dette.
16/52 - Arkham Knight
Mere af det samme i forhold til Arkham City, bare tilsat nogle knap så velfungerende bilsekvenser. Jeg var underholdt nok til at opsøge og klare samtlige Riddler-udfordringer, men savner noget af den massive fanservice, City tilbød.
17/52 - Illusion of Gaia
Fedt at prøve det her spil igen efter så mange år. Kunne ikke huske meget af historien, men der er mange små guldkorn i løbet af spillet, og variationen og kreativiteten i level designet gør det underholdende. Ikke et fantastisk unikt spil, men alligevel et klart must på SNES'en smile emoticon.
18/52 - Ghouls 'n Ghosts
Capcom Generations på PS1 for nær arcade perfect port. Virkelig godt spil, men føles super unfair mange steder, hvilket får en 1CC til at fremstå nærmest umuligt for mig. Især første bane kan være et virkelig stort røvhul. MegaDrive udgaven er væsentlig mere tilgængelig, og den formåede jeg et 1CC på til The Shed. Tæller dem som ét spil her på listen dog.
19/52 - Terranigma
Rigtig spændende oplæg og koncept, men bliver lidt trivielt når man kommer ind i det. En større verden med mulighed for fri udforskning ville have været oplagt hen imod slutningen, men der er desværre næsten intet at gå til.