Jeg har forsøgt at tænke over det efterfølgende, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår et spil sidst har formået at overraske mig på den måde, som Nier gjorde det. Med erfaringen tror man at have gennemskuet alt i et spil efter en time med det, og for det meste har man ret - derfor er det også så bemærkelsesværdigt, når det fuldstændig modsatte er tilfældet.
Men lunkne anmeldelser og Cavias tidligere spil in mente, havde jeg heller ikke de store forventninger, da jeg begyndte på Nier for at få lidt hjernedød hack'n'slash-afveksling mellem Mass Effect 2 og det næste RPG. Det skulle dog hurtigt vise sig at være langt værre, end jeg havde frygtet. Gameplayet fremstod selv for genren simplistisk, stilen var grim og utiltalende ala Shadow Hearts, personerne lige dele usympatiske og ulidelige, mens de mange gange formålsløst renden frem og tilbage var til at blive vanvittig af, fordi loadetiderne var horribelt langsomme. Min primære tanke var på dette tidspunkt, hvordan man kunne få lov at udgive et så elendigt produkt, blottet for al den udvikling mediet har taget, og uden nogen af de basale kvaliteter man forventer af et nutidigt spil.
Indenfor de første timer besluttede jeg derfor flere gange at sætte spillet tilbage på hylden, men endte alligevel med at give det et par ekstra chancer. Nok mest fordi musikken er fantastisk og jeg et sted tænkte, at hvis dén del kunne være så god, så måtte der også være nogle kvaliteter et eller andet sted i resten af spillet. Og det viste det sig så langsomt men sikkert at have, tydeligere jo mere jeg sænkede mine parader. Gameplayet viste sig at hænge sammen, vænnet til stilen er der imponerende visuelle aspekter, personerne udvikler sig med sjæl og dybde, opgaverne og opbygningen gav pludselig mening, og da først jeg opdagede den "skjulte" installationsmulighed forsvandt også loadetiderne.
Men det er ikke bare sådan at Nier er en overraskelse fordi det er et fornuftigt spil, selvom det ved første øjekast ligner en stinker. Spillet er helt bevidst fyldt med overraskelser der gør det til et meget anderledes spil, selvom det primært er sket ved at låne fra andre spil. For det meste er det et rimeligt traditionelt tredjepersons action/eventyrspil ala 3d-Zelda, hvor man render rundt og tæsker fjender med sit sværd, men så skifter det konsekvent fuldstændig spilstil. Pludselig er kameraet placeret fra siden og det er en 2d-platformer. Andre gange kører kameraet op, og det bliver til en twin stick-shooter. Til tider bliver det Gauntlet-agtigt og sågar Resident Evil-agtigt, uden det føles forkert. Med tusindvis af farvede kuglemønstre ligner mange af bosserne noget fra en Cave-shooter på speed (hvis man overhovedet kan forestille sig dét!) i 3d. Måske allermest bizart, så bliver det et par gange nærmest til et tekstadventure, hvor man sidder og læser hvid tekst på sort baggrund i så lang tid, at man tror det er løgn.
Og det er såmænd ikke fordi nogen af alle disse elementer er fremragende i sig selv, men kombineret resulterer de i en spiloplevelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet enkelt spil. Som det vist allerede fremgår tydeligt, så slet ikke fordi det er perfekt - der er mange irriterende og svage aspekter der burde have været anderledes og for meget genbrug - men fordi det udvikler sig og trækker spilleren med. Jeg har tænkt på at mange af mine favoritfilm lagde ud med at jeg ikke brød mig om dem eller væsentlige aspekter i dem, og at jeg så i løbet af filmen eller ved flere gensyn langsomt fattede sympati og forståelse for dem. Typisk fordi den slags film har dybere indhold, som ikke er så lettilgængeligt at det er åbenlyst fra første minut, men i stedet kræver noget bearbejdelse at påskønne.
Sådan føler jeg også det er med Nier. I hvert fald i et vist omfang er det specifikt designet til, at det fra begyndelsen er svært at holde af, og først efter en indsats fra spilleren selv, giver igen. For mig er det derfor endnu et eksempel på, at man ikke kan måle spilkvalitet i, hvor sjove de er at spille eller efter faste skabeloner. Jeg har hørt mange mene, at et spil altid er dårligt, hvis det er dårligt i begyndelsen - upåagtet om det bliver bedre senere hen. Ud fra en tanke om, at man så burde have skåret den dårlige del væk eller lavet denne bedre, for et mere helstøbt spil. Det er jeg selvfølgelig uenig i, da jeg kun vurderer ud fra den samlede oplevelse, men med ovenstående in mente kan man måske argumentere for, at en dårlig begyndelse kan være et bevidst valg, der styrker den samlede oplevelse. Jeg ved godt at det ikke umiddelbart giver mening, men alle kan sikkert tænke på fx en film, hvor én af figurerne fra starten er decideret usympatisk, men hvor man undervejs fatter sympati for denne, som tingene folder sig ud og dermed ultimativt får et stærkere forhold til figuren, end man ville have haft uden denne udvikling.
Så giv Nier en ekstra chance, hvis I godt kan tåle at alt ikke skal være helt finpudset og strømlignet, og tydeligvis begrænset af lavt budget. Måske får I også en postiv overraskelse - og ellers opgiver I sikkert hurtigt og synes det er helt forfærdeligt :) Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at den eneste gennemgående positive anmeldelse jeg kunne finde af spillet er fra Game Critics, som jo ellers er meget kritiske:
http://www.gamecritics.com/trent-fingland/nier-review
Som en ekstra sidebemærkning, så synes jeg virkelig det sætter tingene i relief, at opleve historien i Nier lige efter Mass Effect 2, der jo af mange er rost til skyerne på det område. Selvom ingen af dem har nogen nævneværdig handling, så er det virkelig slående hvor fuldstændig hul og intetsigende historien er i sidstnævnte, når man efterfølgende er udsat for en historie, der virkelig handler om noget og ikke bare er en dårlig undskyldning.
Nier blev i øvrigt Cavias sidste spil, da udvikleren lukkede derefter.