klippet fra en Anden hjemmeside:
..
/OT: Jeg tænkte at det måske kunne have interesse for nogle, så her følger en liste over afvigelser i forhold til Illiaden, som min old-lærer har sendt ud til sine elever, fordi hun frygter at vi bliver forvirrede når vi ser filmen inden eksamen..! ;)
Her er en ”lille” liste over ( de værste af ) filmens ændringer / udeladelser :
1. I filmen udelades netop det, som i Homers Iliade ( 1. sang ) udløser pesten ( sendt af Apollon ) , nemlig at Agamemnon har et krigsbytte, pigen Chryseis, som Aga. ikke vil give tilbage til pigens fader, Apollonpræsten Chryses.
I filmen optræder hverken pesten, pigen Chryseis eller hendes fader Chryses ( i 1. sang ).
2.I filmen er der heller ikke noget skænderi mellem Achilleus og Aga. om tilbageleveringen af Chryseis ( som i 1. sang ) og Aga.´s deraf følgende krav om Achilleus`pige, Briseis.
3. Pigen Briseis ( Achilleus`krigsbytte ) snuppes i filmen fra Achilleus af Aga. uden forudgående advarsler. Briseis leveres i filmen ikke tilbage til Achilleus ( som i Iliadens 18. sang ) , men gives af Aga. uspecifikt til soldaterne som ”legetøj”, da Aga. err blevet træt af hende.Dernæst reddeshun fra voldtægt i filmen på romantisk / ridderlig vis af Achilleus, og der udvilker sig i filmen et romantisk kærlighedsforhold mellem Achilleus og Briseis,hvilket der ikke er tale om i Iliaden. Den type kærlighedsforhold er nødvendige for moderne storfilm, men i Homers Iliade er Briseis blot et krigsbytte, som er Achilleus statussymbol.
Briseis er i filmen Apollons præstinde og hun tages som bytte, da Achilleus smadrer et Apollontempel lige udenfor Troja.Det er hun ikke i myterne.
Briseis skildres i filmen som kong Priamos`niece ( ? ), hvilket hun ikke er i Iliaden ( her er hun datter af Briseus og hustru til kongen i Lyrnessos ,en by i nærheden af Troja ).
I filmen tages Briseis først som bytte ved Troja. I myterne tages hun som bytte før grækerne når til Troja.
Briseis kører i filmen hjem sammen med Hektors lig og Priamos – det gør hun ikke i Iliadens 24. sang, hvor hun sover videre i Achilleus`telt.
Briseis dræber i filmen Agamemnon under Trojas erobring. Det gør hun ikke i Iliaden. I Iliaden dør Aga. først , da han som den store hærfører vender hjem til Mykene. Her myrdes Aga. af sin kone dronning Klytaimestra og hendes elsker Aigistos.
4.I filmen er guderne underligt fraværende. Den eneste gud,der optræder antropomorft er Achilleus mor, havgudinden Thetis, - og i filmen fremgår det ikke tydeligt,at hun er en gud og ikke en almindelig mor.Alle andre guder er fraværende i filmen. Vi ser i filmen , at der ofres til guderne,at Apollontemplet skændes og Apollons statue får kappet hovedet af, men vi ser ikke heltene tale med antropomorfe guder, vi ser ikke konkret indgribende guder og vi ser ingen scener fra Olympen.Dette er et meget stort indgreb i Homers univers, hvor vi jo netop i Iliaden læser, at mennesket er styret af og påvirket af guderne og i familie med guderne på en helt konkret måde…samt at alt,hvad der sker mennesket,kommer fra guderne ( selv menneskets drømme og gode ideer ).
Således er Afrodite ikke med i filmen, som den der sørger for at Helena forelsker sig i Paris. Afrodite redder i filmen ikke Paris under duellen med Menelaos, Thetis taler ikke med Achilleus ( som i 1. sang og i 18. sang ). Zeus og Athene skændes ikke om Hektors død ( som i 22. sang ). Apollon sender ikke pest ( som i 1. sang ). Athene narrer kkei Hektor ( som i 22. sang ). Hermes hjælper ikke Priamos ind i grækernes lejr ( som i 24.sang ). Athene viser sig ikke for Achilleus ( som i 1. sang ) og Zeus og Hera skændes ikke ( som i 1. sang )….. så der mangler ligesom noget i filmen… eller hva?????
Apropos guderne og hybris…så ser vi i filmen,at Achilleus begår hybris ved at hugge hovedet af Apollon statue udenfor templet… dette sker ikke i Iliaden.
F. eks. er Achilleus jo i 1. sang tværtimod meget gudfrygtig!
5. I filmen dræbes Menelaos af Hektor, hvilket er … ( grrrrr! ). I Iliaden vender Menelaos tilbage til Sparta efter krigens slutning sammen med sin Helena ( som han altså tager til nåde igen). I filmen flygter Helena ved Trojas erobring ud af Troja gennem en underjordisk gang.. og så hører vi ellers ikke mere til hende!
Filmen følger myterne ,da filmens Menelaos siger,at han vil dræbe Helena,når han finder hende igen. I mytene sker der så bare dette, at da Menelaos ser Helena igen, bliver han så blød p.g.a. hendes skønhed, så han ikke nænner at dræbe hende, men i stedet tager hende med hjem til Sparta igen.
6. I filmen overlever Paris ( vistnok )…. Dette er ikke korrekt ifølge Homer, hvor Paris dræbes under Trojas belejring af den græske helt Philoktetes`pile, hvorefter Helena tvinges til at gifte sig med Paris` bror Deiphobos ( dette er ikke med i filmen - det ville ikke være romantisk nok ).I myterne dræbes Deiphobos ved Trojas erobring af Menelaos og Odysseus.
7. I filmen overlever Andromache ( hun flygter ved Trojas erobring sammen med sin og Hektors søn , Astyanax, og Helena gennem en underjordisk gang ).
I Homer sker der noget mere grumt: Andromache bliver slave hos Achilleus`søn , Neoptpolemos, og Astyanax dræbes af Neoptolemos ved at blive smadret ind i muren.
( Dette ville nok være for grumt i en mainstreamfilm ).
8. I filmen er Achilleus med ved Trojas erobring. Det er han ikke i myterne,hvor han er død før Troja falder. Dog laver filmen følgende korrekt: Achilleus dør,da han rammes
af Paris `pil i hælen. Dog fremgår det ikke klart i filmen, at denne hæl er Achilleus`eneste sårbare sted. I filmen ser det ud, som om Achilleus dør som følge af de pile han også rammes af i brystet! I filmen får Paris heller ikke hjælp af Apollon, da han skal ramme Achilleus.
9 I filmen ser vi ikke,at Priamos og Hekabe jamrer over,at Hektor vil ud at kæmpe tvekamp med Achilleus. I filmen siger Priamos bare til Hektor: farvel.. du har været en god søn!
Dronning Hekabe er i øvrigt helt fraværende i filmen.
10.I filmen er Achilleus`ven og fætter Patroklos yngre end Achilleus. Det er han ikke i Iliaden- der er Patroklos den ældste af de to.
Patroklos ( søn af Menoitios i Opos, er nødt til at gå i eksil og vokser derfor op ved Peleus`hof ) er i myterne faktisk med ved Troja for at passe på Achilleus. I myterne er Patroklos faktisk Myrmidonernes næstkommanderende efter Achilleus , men i filmen er han skildret som en meget ung knægt, som egentligt ikke hører hjemme på slagmarken.
I filmen ser vi heller ikke at Hektor plyndrer Patroklos`lig for Achilleus`rustning.I filmen ser vi heller ikke,at Achilleus i forbindelse med Patroklos` ligbrænding dræber 12 trojanske krigsfanger som offer til den døde ( lige stærkt nok for en familiefilm! ):
11. I filmen siger Helena til Paris, at hun blev sendt af sine forældre til Menelaos i Sparta for at blive gift med ham. I myterne er Helena datter af kong Tyndareos ( og Zeus ) og dronning Leda i Sparta. Menelaos kommer til Sparta som ”politisk flygtning” fra Mykene ( mens hans onde onkel Thyestes og fætter Aigistos hersker en overgang i Mykene ). I myterne er det altså Helena, der er hjemmehørende i Sparta.
12. Iliaden omtaler ikke Trojas fald og træhesten og Achilleus`død. Dette omtales i Odysseen i flashbacks.
…. Men bortset fra disse ”småting” har filmen mange pletskud f. eks. :
Karakteristikken af Paris,som den feje svækling og kvindebedårer,.som ikke tænker på sin families ære ( flygter fra tvekampen med Menelaos ).
Karakteristikken af den ærgerrige og hensynsløse Agamemnon.
Karakteristikken af Achilleus,som en psykopat, der kun lever for drab og ære og udødeligt ry, indtil han bringes til fornuft i 24. sang og udleverer liget til Priamos.
Karakteristikken af de sofistikerede trojanere og de noget barskere og mere rå grækere.
Scenen mellem Priamos og Achilleus ( 24. sang ) er i filmen ramt lige i øjet ( ”jeg kysser min søns morders hænder” ).
Det spændte forhold mellem Aga. og Achilleus er også godt skildret.
Priamos tager godt imod Helena i filmen og beder hende under Paris og Menelaos` tvekamp om at sætte sig ved siden af sig… dette er også korrekt.
Bemærk i øvrigt,at Andromaches og Astyanax afsked med Hektor, som i Iliaden er lagt i 6. sang, i filmen lægges ,da Hektor skal ud at kæmpe med Achilleus, hvilket egt. virker meget godt.
Achilleus`valg mellem langt liv uden ære og kort liv med tidlig død ved Troja + ære + udødeligt ry… dette nævnes også i filmen.
Hele skam- og æres - kulturen, hvor det hele drejer sig om udødeligt ry… dette skinner fint igennem i filmen. |