 Born2Play | Skrevet 01/01-04 14:24 | Jeg har længe undret mig over min falmende interesse for spilmediet, og er kommet til den konklusion at:
Jeg finder spil som Mario og Viewtiful Joe dybt kedelige og meningsløse i længden. Gameplayet er fedt, men føles tamt og indholdsløst uden "limen".
Hvorfor står Eternal Darkness, Metroid Prime, Mario Sunshine og bunkevis af andre titler uberørt på min hylde?
Jeg savner substans, indhold – jeg vil have payoff.
Jeg vurderer ikke et spils værdi ud fra gameplayet. Jeg er et barn af Sony generationen. En ny art..
Den såkaldte filmgamer.
"limen" er for mig en fed og givende historie. Jeg vil have noget for alle de timer jeg investerer i mine titler.
Jeg mener at Final Fantasy og Kingdom Hearts er bedre end Woman-man-naked-interaction!
Jeg har abstinenser ;-( | Swine flu for me and you!Spiller nu: Batman: Arkham Asylum
|
|
| kidcaffeine | Skrevet 01/01-04 14:52 | Bedre end Woman-man-naked-interaction er måske lige i overkanten :) Men ja, jeg synes også at en god historie er en af de bærende ting i et godt spil. Derfor ærger det mig også enormt meget, at man kun meget sjældent ser nogle nye adventure spil i point-and-click genren. En genre hvis spil ofte indeholdt en fantastisk god historie...
Jeg lægger mig lige lidt på langs og plejer mine tømmermænd, og skriver mere senere :) |
|
 The Dane | Skrevet 01/01-04 16:46 | Jeg har nu stortset altid haft historien som den primære grund til at skulle spille et spil - eller bare vurdere ud fra om det var godt nok at spille. Men desværre ser jeg tit spil som bøger - når jeg er kommet igennem kender jeg historien, og hvorfor skulle jeg så spille det igennem igen? Det er kun hvis jeg er inde i et spil jeg godt kan hente det frem igen (altså rigtigt godt kan lide det).
For lige at nævne RPGs så virker de tit på mig, som om de ikke primært går på historien, men mere på figur udviklingen - og det kan sikkert være meningen, men jeg gider ikke spille et spil igennem med en anden type når jeg alligevel bliver nødt til at gøre det samme igen.
Derudover enig med Kidcaffeine, at der ikke kommer nok (eller nogen) nye Pn'C adventure spil, og jeg mener ikke det holder med tastaturstyring, eller måden det er overført til konsol (da den eneste grund til de gør det er pga. konsollerne). Det er som at skyde genren i sænk. | Jeg gør hvad jeg kan, og så gør jeg det godt!!!Spiller nu: Final Fantasy VII: Dirg..., Breath Of Fire: Dragon ..., World Of Warcraft
|
|
| Sephiroth | Skrevet 01/01-04 17:34, rettet 01/01-04 17:36 | | Jeg vil osse have spil med en god historie og dybe karakterer, der udvikler sig og har personlighed. Jeg har intet imod lange mellemsekvenser, som var manges kritikpunkter ved MGS2, FFX og Xenosaga. Så længe de har det der "cinematic feel" og ikke bliver kedelige. | Spiller nu: Catherine, Beyond Good & Evil HD
|
|
| Valkyrie | Skrevet 01/01-04 21:19 | Jeg kan godt se hvad du mener. jeg kan selv helt klart bedst lide Zelda OOT over Mario 64 f.eks!
Da jeg nåede enden i Mario 64, hvor peach siger "Let's bake a cake for mario", blev jeg rød i hovdet af raseri... Alle de stjerner for EN KAGE:(
Hvor imod, Zelda havde en dyb historie og episk slutning. Det gav helt klart en større wow effekt for mig.
Jeg tror god historie og detaljer giver god replay value til single player spil, og multiplayer spil som har en slags mening eller en grund til de sker er også ret gode IMO. | Well crucify the insincere tonight...
|
|
 JAA | Skrevet 01/01-04 21:48, rettet 01/01-04 21:58 | Eternal Darkness er da ren historiefortælling, og Metroid Prime har efter min mening en meget underholdende historie. Man skal bare selv deltage for at få den fortalt.
Bortset fra det kan jeg godt følge dig. Ikke fordi jeg selv partout skal have en god historie fortalt i et spil, men fordi jeg nyder det, når det sker. Jeg har intet imod lange CG sekvenser så længe de er med til at fortælle en medrivende historie. Jeg er faktisk ret pjattet med dem, men det ville da være sørgeligt, hvis jeg ikke også kunne nyde f.eks. shoot 'em ups og racing, bare fordi de ikke fodrer mig med en lang historie om at redde verden.
Jeg har egentlig også svært ved at se, hvordan det kan være et problem for dig. Markedet er jo oversvømmet med spil, der fortæller en lang, dyb historie. Ethvert survival horror spil, ethvert RPG, hvert andet action adventure, ZOE, MGS, Broken Sword 3, ja selv R Racing Evolution fortæller sgu en historie, endda i videosekvenser. |
|
| Ronaldo | Skrevet 01/01-04 22:02 | Så længe der bliver lagt vægt på mere end ét element, og det er godt udført, så er jeg åben over for alt.
Jeg elsker Mario for hvad det er, og jeg elsker MGS for hvad det er. Det sjove ved Mario er den vildt cliche-agtige tynde historie, fordi hele vægten ligger på gameplayed. MGS har en meget fin balance i mellem gameplay og historie. Og så er begge ekstremt godt udført.
Problemet med meget intense gameplay spil er, at de stiller for store krav til vores travle samfund. Når man kommer hjem fra en otte timers lang arbejdsdag og er udkørt, så kan man ikke bare sætte sig ned i to-tre timer, og levere en dræbende performance. Det er meget nemmere at smække en film på, og lade sig være lidt uopmærksom.
Det der er skræmmende er at udviklerne laver spil til os, og hvis vi vil have mindre interaktive spil, så får vi dem. Der bliver allerede lagt ekstremt meget vægt på grafikken lige for tiden, men den fase går nok over med den næste generation. Det vil være så nemt at skabe flot grafik at alle spil ser ud af noget. |
|
| Born2Play | Skrevet 02/01-04 00:38 | JAA >
Jeg har egentlig også svært ved at se, hvordan det kan være et problem for dig.
1. Jeg har den forkerte konsol.
2. Jeg er ligeglad med gameplay. | Swine flu for me and you!Spiller nu: Batman: Arkham Asylum
|
|
 Zzap! | Skrevet 02/01-04 00:47, rettet 02/01-04 00:49 | Personally, I couldn't give a f@ck about story, for sige det på udenlandsk :). Okay, det er måske så ikke helt rigtigt, men jeg mener ikke, at det er spilmediets opgave, at væren en slags andenrangs film, eller en hybrid mellem forskellige historiefortællende metoder.
Hvis det skal være interaktivt, så lad det være interaktivt, og helst hele tiden.
Nogen af de bedste videospil jeg nogensinde har prøvet, har haft en forudbestemt historie. For eksempel nogen af de klassiske Lucasfilm/Lucas Arts og Infocom adventures.
Men fælles for dem er, at de har "skjult" deres linearitet godt, og historien blev aldrig bare taget ud af hænderne på spilleren ved en cutscene. Man skulle selv "skubbe" sig igennem det hele.
Jeg er af den overbevisning at historier som sådan, er et lettere overvurderet begreb.
Hvis man tænker efter, hvad er det så egentlig, der tilbage i ens bevidsthed efter at man har set en film, eller læst en bog?
Ikke en lang glidende strøm af handlinger og oplevelser; men derimod enkelte situationer og stemninger, der har bidt sig fast i ens hukommelse, som bliver gjort troværdige og relevante af det forløb der er gået forud.
Hvor traditionelle narrative forløb, "bare" er een lang streng af situationer, har videospil potentialet til at være en stor flerdimensional "skulptur" af situationer og lokaliteter, som den der oplever spillet, kan væve sig frit ind og ud af på nye unikke måder, som skaberen af værket, slet ikke havde tænkt på.
Dét potentiale ved videospil går tabt, hvis man forsøger at presse en rigid "historie" ned over alt.
Det da også tydeligt at mange spil udviklere, er begyndt at tale om "memorable moments" som et begreb. | Born to kill space
|
|
| Born2Play | Skrevet 02/01-04 00:53 | Zzap! >
Det da også tydeligt at mange spil udviklere, er begyndt at tale om "memorable moments" som et begreb.
Jeg tænker Wind Waker, når jeg læser ovenstående. | Swine flu for me and you!Spiller nu: Batman: Arkham Asylum
|
|
 RJK | Skrevet 02/01-04 01:29 | Det er en interessant diskussion, som vi i hvert fald ikke blive enige i.
For mit eget vedkommende er det ikke nødvendigt at dele det så stramt op. Jeg kan lidt ting både fra den ene yderlighed og den anden. Hvis det underholder mig, så underholder det mig.
At kalde filmiske spil for "andenrangs film" er efter min mening en stor undervurdering af spilmediets potentiale. Jeg kommer til at bruge Silent Hill 2 som eksempel igen og igen, men bær over med mig... Det interaktive element gør, at man i højere grad lever sig med i figurerne og historien. Det skaber basis for noget, som filmmediet ikke kan. Så - udover måske skuespil - har jeg svært ved at se, hvordan spilmediet på disse områder skulle være begrænset som "andenrangs film". Dem der bruger sådanne udtryk (tror jeg) vil sige det samme om mange andre ting. Hvad så med tegnefilm, tv-serier, bøger, tegneserier og mange andre medier, som fortæller en historie? Selvfølgelig bør man bruge det interaktive element, men med meget få undtagelser, har det ikke været et problem.
Skærer man ind til benet er historier selvfølgelig meget simple konstruktioner, som normalt er baseret på gammelkendte og trivielle skabeloner. Men der er jo mange andre elementer som "følger med" og er med til at skabe noget unikt og anderledes. Figurerne - fx - som jeg til gengæld betragter som et meget undervurderet element.
Jeg synes det er fint nok, at folk bedre kan lide den ene eller den anden type. Men hvorfor sige, at den ene type er bedre end den anden (dRxL...)? Det er de jo ikke. De er bare forskellige. | »This Is Beginning Of A Fantastic Story«Spiller nu: Fire Emblem: Three Hous..., Hellblade: Senua's Sacr..., Fire Emblem Fates
|
|
 dRxL | Skrevet 02/01-04 02:07, rettet 02/01-04 02:12 | RJK >Men hvorfor sige, at den ene type er bedre end den anden (dRxL...)? Det er de jo ikke. De er bare forskellige.
Havde ellers tænkt at blande mig udenom men nu hvor du tigger om et svar... ;-)
Jeg har et par ankepunkter mod spilmediet som historiebærer.
1: den narrative illusion.
Jeg vil tage i udgangspunkt i en tese om at det narrative er en konstruktion. Verden er usammenhængende, men vores hjerne forsøger hele tiden at konstruere sammenhænge. En måde at organisere en kaotisk verden på, så man bedre kan navigere i forhold til den. Derfor også en illusion. Verden er ikke sammenhængende, og årsag og virkning er normalt ikke gennemskuelige. Hvis det er rigtig er hele ideen om plot undergravet. Eller rettere sagt man har valget mellem at vedblive at klamre sig til illusionen omen sammenhængende verden eller man kan vokse op og indse at tilfældigheder spiller en dominerende rolle i vores tilværelse.
Jeg er ikke hjerneforsker, så måske tager jeg voldsomt fejl. Hvis jeg har ret er det selvfølgelig rigtig at jeg er imod det narrative af idealistiske grunde, og at andre kan påberåbe sig retten til at dyrke det stærke plot.
2: for eksplicit
Bøger har den kæmpestore fordel som narrativt medie i forhold til film og computerspil at teksten kræver fortolkning. Ikke blot er det læseren der visualiserer det fortalte, men denne visualisering er i høj grad også afhængig af læserens forståelse af de enkelte ord og sætninger. Omvendt mener jeg at man i film og spil er langt mere låst fast til den visualisering og lydside som skaberen af værket har valgt. Hvilket pacificerer ”læseren” for meget for min smag.
Computerspil kan dog noget som intet andet medie kan konkurrere med. De sætter spilleren i situationer der skal løses. Når jeg ikke tror på sammenhæng eller mening virker det selvfølgelig også tåbeligt at binde disse begivenheder sammen med et plot. I stedet synes jeg man bør fokusere på at spilleren hurtigt kan overskue den sammenhæng han befinder sig i og udtænke en måde at opnå det ønskede resultat. Her skal spillet helst være lavet så godt at der findes et uendeligt antal mulige måder at gøre dette på. Hvilket selvfølgelig er et spørgsmål om at have tilstrækkelige interaktionsrutiner (eller fysik algoritmer om man vil) mellem alle objekter.
Når det er sagt, så har jeg ikke så meget imod spil med et overordnet tema, det er mere idéen om et dybt og sammenhængende plot jeg finder latterlig, især fordi det stort set altid påvirker spillerens frihed i forhold til spilleverdenen. | SIMDSpiller nu: Pokémon Ultra Moon, Pokémon Omega Ruby, Pokémon HeartGold
|
|
|
|
| RJK | Skrevet 03/01-04 13:13 | Det jeg læser dig sige er, at historier ikke fungerer, når de visualiseres. Eftersom det kan siges om mange medier og ikke bare spil, så synes jeg ikke det giver nogen mening at diskutere det her.
Det er en helt anden diskussion.
Det er umuligt at diskutere om historier virker i spil, med en der ikke mener, at historier virker i film fx. | »This Is Beginning Of A Fantastic Story«Spiller nu: Fire Emblem: Three Hous..., Hellblade: Senua's Sacr..., Fire Emblem Fates
|
|
 Chrono | Skrevet 03/01-04 15:22, rettet 04/01-04 19:27 | Til dRxL's indlæg:
Det er selvfølgelig lidt et problem, at du ser alting som kaotisk og usammenhængende. Men jeg mener godt, at et plot kan eksistere sideløbende med spilmekanikken, uden at begrænse denne betydende. Det er klart, at et plot skal opfanges af nogle af de samme sanser, som der bruges til at opfange spilmekanikken med og dermed vil virke mere eller mindre begrænsende på denne. Men om det også er de samme steder i hjernen de to fortolkes er jeg ikke sikker på - jeg er heller ikke hjerneforsker, men vi har så vidt jeg ved en del der tager sig af det logisk matematiske (spilmekanik), og en der tager sig af følelser (plot).
Jeg kan godt forestille mig et plot fortalt så elegant, at det ikke begrænser spilmekanikken betydende.
Vi må heller ikke glemme, at der er noget som hedder motivation. En vigtig faktor for denne er for de fleste folk, at det de laver skal have en større mening end rene tilfældigheder. Et plot kan give denne større mening med spillet. | I can't go fighting evil on an empty stomach, you know!
|
|
| Turrican | Skrevet 04/01-04 19:24 | dRxl:
HVIS jeg har forstået dig ret, så sætter du fortolkning højere end interaktion. Jeg har det lige modsat. At man "hjælper" en historie fra A til B er noget af det bedste jeg ved. Et rigtig godt eksempel er Warcraft 3 synes jeg. Der kunne sikkert laves en glimragende film/bog over samme historie, men jeg vil absolut selv foretrække at være "hovedpersonen" der styrer Thrall og de andre i den rigtige retning, mod udryddelsen af the Scurge.
For at bruge dine egne ord på en anden måde, har spilmediet den kæmpestore fordel som interaktivt medie i forhold til bøger at spil kræver kræver HANDLING.
Lige præcis her mener jeg at spil vinder som medie over bøger. Der er selvfølgelig et pænt stykke vej før spils interaktive historiefortælling bliver af samme kvalitet som bøgers ditto, men vi nærmer os da år efter år. Jeg vil selvfølgelig ikke sammenligne spiludviklers kvaliteter rent fortællerisk med genier som Tolkien og lignende, men flere og flere kunstneriske personer får øjnene op for mediet, så lad os nu se...
Jeg havde bare lyst til at give mit besyv med da du nu selv efterlyste et svar, men tilgiv mig hvis jeg snakker lidt forbi tråden :-) | The Gods pause for a moment...
|
|
| dRxL | Skrevet 04/01-04 20:22 | Lige lidt på et sidespor: Tolkien var ikke noget geni i litterær forstand, blot en dygtig håndværker.
Hvis jeg har forstået et spil som Warcraft3 rigtig, så er det bygget op med baner med mål du skal opnå for se en del af den scriptede (altså forudbestemte historie). Ydermere er det mit indtryk af gameplayet i de spil, at der på det overordnede plan kun findes et begrænset antal strategier man kan benytte for at lykkes med at opfylde missionsbetingelserne.
Men vi skal nok bevæge sig over i noget identifikationsteori, hvilket jeg ikke kender så meget til.
Du må lige forklare mig hvori det interagerende består, når man handler for at opfylde spillets scriptede logik. | SIMDSpiller nu: Pokémon Ultra Moon, Pokémon Omega Ruby, Pokémon HeartGold
|
|
copyright Play:Right 2002-2024