X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Virtual Reality FAQ


Svar Sortering
slk486slk486Skrevet 16/07-17 13:23 
Ups :D

Var også fristet til firmaet, men besluttede at vente til næste iteration.
j/k
206 emne(r).
« < 1 2 3 4 5

Svar Sortering
JmogJmogSkrevet 30/12-15 23:21 
Meget apropos din sidste bemærkning, så er den spiltype med lavest chance for køresyge sjovt nok bilspil. I det hele taget spil, hvor ens avatar sidder stille.

For satan, jeg glæder mig til EVE: Valkyrie. Det bliver vildt i VR.
millenniummillenniumSkrevet 30/12-15 23:10, rettet 30/12-15 23:11 
Bliver det et spændende VR år?
Ja, for dælen.

Hvem synes du ser ud til at have fordelen?
Det ved jeg ikke, men jeg er mest obs på SONYs PSVR. Ikke fordi de har den bedste teknologi, men fordi teknologien mangler gejst, hvis der ikke hører noget ordentlig software til hardwaren. De andre kan motivere en underskov at lystne indie-udviklere til at lave sjove demoer og apps, men SONY vil formentlig kaste noget high class gaming efter VR brillerne, og så har jeg allerede PS Move dimser og guns som jeg håber vil blive udnyttet max.

Er VR en teknologisk revolution eller noget som mastodonterne prøver at prakke på os for et quick cash grab?
Hmmmm, jeg er en forsigtig optimist. Især i forhold til 3D TV manien som både eksplodere og imploderede igen til status quo. SONY ville vitterligt gerne booste 3D gaming, men markedet tog ikke rigtigt imod innovationen, inklusiv mig selv. Teknologien er spændende som emne, men spørgsmålet er om markedet vil adoptere det.

Noget at tilføje?
Ja, håber ikke jeg bliver alt for køresyg.
The medium is the message.
JmogJmogSkrevet 30/12-15 22:15 
Hmm, hvis der er en venlig moderator i nærheden, så må han meget gerne omdøbe denne tråd til VR FAQ. Det var mit primære formål med den.
jaesjaesSkrevet 30/12-15 20:58, rettet 30/12-15 20:58 
Jeg tror vi efterhånden har rigeligt VR-tråde ;)

Ikke at jeg har ejerfornemmelser, men vil foreslå at generelle ting om VR postes her: http://www.playright.dk/forum/emne/35597-vr-og-ar

Og at der evt. oprettes tråde til de store og gaming-relaterede VR-platforme (vi har fx også en Playstation VR-tråd).
PapandPapandSkrevet 30/12-15 20:58 
Jeg har længe overvejet springet til Oculus Rift, når jeg spiller Project Cars. TrackIR har også været overvejet, men jeg ender nok med at gå all in via den "ægte" VR oplevelse. I dag startede jeg i øvrigt op for Elite: Dangerous, som også virker til at være fantastisk med VR.

For mit vedkommende bliver det på pc, så her bliver det formentlig Oculus Rift som købes.
Spiller nu: Mass Effect 2, Star Wars: The Old Repu..., League Of Legends
JmogJmogSkrevet 30/12-15 20:35, rettet 30/12-15 23:40 
VR Gaming FAQ

Jeg har fulgt diverse VR-nyheder tæt og tænkte, det ville være en idé med en tråd, hvor vi kan samle info og diskussioner. Vi har alle sammen set science fiction-filmene, hvor folk tager en hjelm på, tænder for en chip i deres kranie eller træder ind på et Holodeck og føler sig transporteret til en anden verden. I 2016 kommer vi til at tage det første rigtige spring mod realiseringen af den drøm. Mainstream bliver det næppe de første mange år - der skal vi teknologien først blive billigere og software mere "jeg kan ikke leve uden det"-agtigt. Men det bliver stadig pissesjovt for folk som os, der hopper på fra starten fordi vi ikke kan stå for ny teknologi.

Først lidt intro, for dem der SLET ikke har fulgt med. Hvad er VR for eksempel. Bemærk at jeg udelukkende beskæftiger mig med hvad VR er for gamere. Der er mange andre brugsscenarier end spil.

Hvad er VR?:
VR, som står for Virtual Reality, er groft sagt et display, der giver dig langt større indlevelse i spilverdenen end ved et kigge på en klassisk flad skærm. Displayet sidder i et Head Mounted Display (HMD) og i stedet for at styre, hvilken retning man kigger via mus eller joypad, så gør man det ved bogstaveligt talt at kigge rundt med sit hovede. Det skærmen (eller skærmene) viser, reagerer med andre ord på 1 til 1 fysisk input (under optimale forhold). Det er næsten umuligt at kapere, hvor stor en forskel det gør for indlevelsen uden at prøve det selv. Det er ikke bare et spørgsmål om, at det er nemmere at kigge (eller sigte) hurtigt og præcist, hvilket det er, men det at ens synsfelt stort set fyldes ud med spilverdenen og at ens orientering foregår instinktivt fremfor via et par joysticks, som ændrer alt. Oveni det kommer så at tings størrelse pludselig ses i forhold til dig selv (fordi du føler dig tilstede), hvilket gør blot det at gå igennem en gade i en by til en oplevelse. Youtube-videoerne med folk der dukker sig, når en flyveøgle dykker mod dem, er ikke spuespil. Ens hjerne narres til at tro det er ægte. Noget der aldrig ville kunne lade sig gøre med en flad skærm.

Hvordan virker VR - hvad består det af?
Der er mange spillere indenfor VR efterhånden, men de fire primære er:
Oculus Rift
Gear VR (Samsung/Oculus samarbejde)
HTC Vive (HTC/Valve samarbejde)
Sony Playstation VR (tidligere navn: Morpheus)

Fælles for dem alle er at de har gyro og acceloremeter, til at måle hvad vej du kigger, chips og software, som omsætter det til at det du ser gennem dine øjne følger med. Der er enten én skærm per øje eller én stor skærm. I praksis har det ingen betydning, da hvert øje har hvert sin linse/glughul, som de kigger igennem, så man vil altid opleve det som to separate skærme. Hvert øje får leveret det samme billede med små perspektivforskelle, der tager højde for afstanden mellem øjnene. Det at hvert øje får leveret et unikt billede betyder, at man får perfekt 3D effekt og at 3D-effekten vil virke for enhver, uanset ens forhold til 3D i biografen eller hjemmebiografen. Eneste krav er to øjne.

Her stopper lighederne så. Gear VR skiller sig kraftigt ud fra de andre ved at det stort set bare er en nydelig, men næsten tom skal, som man sætter sin Samsung telefon i. Kompatible modeller er indtil videre Galaxy Note 5, Note 5, Galaxy S6, Galaxy S6 Edge og Galaxy S6+. Telefonen leverer skærm, gyro, accelormeter og software. Gear VR står for resten, hvilket stort set bare er plastik, komfort og linserne. Fordelen ved det er, at det er markant billigere, med en pris på kun 100 dollars, hvis man har en af de kompatible telefoner. Ulempen er at god VR er ret krævende for hardwaren. Framerate SKAL være over 60fps konstant - helst mindst 90fps og responstid minimal for at opretholde illusionen. Framerate svingninger er langt nemmere at tilgive, når det er en controller der styrer sjovet fremfor ens hovede. Det sætter nogle grafiske begrænsninger for hvad man kan lave rent visuelt med Gear VR. At den er trådløs er både positivt og negativt, da det er rart at slippe for ledninger, men efter nogle timer, så er din mobil gået død og skal oplades. Det er dog en billig måde at hoppe ind i VR på.

Mens Gear VR har "computeren" indbygget i headsettet via den indsatte telefon, så er Rift og Vive afhængige af at få grafikken leveret fra en PC og PSVR fra en PS4. Dette gøres via USB og HDMI. Et punkt, hvor kvaliteten i VR oplevelsen får et kraftigt boost i forhold til Gear VR er via positional tracking. Det vil sige, sporing af position - din såvel som controllerens position. Rift og PSVR minder en del om hinanden her, da begge bruger et webcam, som "kigger" efter dioderne på ydersiden af headsettet såvel som på controllerne. Et eksempel på noget, som positional tracking vil mulliggøre er at du vil kunne læne dig frem/tilbage i den virtuelle verden. Det lyder måske ikke som noget særligt, men forestil dig at du spiller et spil, hvor du sidder i en bil. Alle dine hovedbevægelser gengives 1 til 1, så længe du kun drejer hovedet. Så snart du bevæger hovedets position, så ryger noget af iullusionen. Med positional tracking kan du læne dig ud af vinduet og kigge ned på asfalten ved siden af fordækket. Eller du står på en bjergtop og vil læne dig udover kanten. Eller du udspionerer nogen og læner dig rundt om hjørnet. Det gør en stor forskel.

Vive skiller sig en del ud fra sine to primære konkurrenter ved at de går hårdt efter Holodeck-oplevelsen fra Star Trek. Sammen med headsettet får man to base stations ("Lighthouses" kalder Valve dem), som man placerer i sit rum. Disse scanner rummet og regner ud hvor store afstandene er og hvor der eventuelt er forhindringer. Forudsat at man har plads nok (optimalt mindst 5 kvadratmeter), så vil man kunne bevæge sig fysisk rundt i den virkelige verden og ens bevægelser vil følge med i den virtuelle verden. Forestil dig de digitale mure, der springer op i Assassin's Creed, når du når til "enden af simulationen". Det vil være samme måde Vive-simulationen fortæller dig, at du hellere må stoppe her, hvis du ikke vil risikere at falde over bornholmeruret. Dette er Vives primære salgsgrundlag, da selve headsettet teknisk burde give nogenlunde samme oplevelse som Rift. Simulationer, hvor man ikke sidder ned eller står fysisk stille vil primært være noget vi kommer til at se på Vive og ikke de andre.

Rift skiller sig primært ud pga. sine Oculus Touch-controllere. Hvor PSVR og Vive begge bruger en afart af den stavlignende PS Move controller, så går Oculus efter, at illusionen af ens hænders bevægelser og interaktion i den virtuelle verden skal være så livagtig som mulig. Dette gøres via to ting: For det første er der en cirkel med dioder rundt om din hånd, når du holder Oculus Touch. Disse dioder gør kameraet istand til at se præcis hvilken vinkel du holder din hånd i. For det andet, så gør blandingen af to triggers (pegefinger/langefinger), at man kan simulere det at samle noget op og holde det ved at gøre præcist det samme med controlleren som man ville med sin hånd i den virkelige verden. Den ultrapræcise sporing af hvor og hvordan du holder controlleren vil faktisk gøre dig i stand til at spille bordtennis virtuelt. Eller kaste med en kniv (slip trigger = slip kniv). Dette er Rifts primære salgsgrundlag. Bemærk at indtil videre ser det ud til at Oculus Touch skal købes separat og muligvis udkommer senere end selve Rift headsettet. Der følger en Xbox One controller med til Rift.

PSVR skilder sig som sådan ikke teknisk ud fra sine to primære konkurrenter. Der er dog flere betydningsfulde forskelle. Dens største fordel er også dens største ulempe: Det er et lukket system, da man udelukkende kan bruge den sammen med PS4. På den positive side betyder det dog, at udviklerne kan optimere deres kode direkte mod PS4. Og det at samtlige brugere har præcist det samme headset betyder at når du læser en anmeldelse af et spil til PSVR, så ved du at du vil kunne få præcist den samme oplevelse, da du har den samme hardware. Oveni det kommer så de mange studier, som Sony har under sit banner. Der vil komme eksklusive titler til Oculus, da de har lavet aftaler med flere studier, og Vive i form af simulationer der kræver mapningen af ens fysiske rum via lighthouse basestationerne. Ingen har dog så mange erfarne udviklere og populære spil-IP'er som Sony. Plug and play naturen ved en konsol gør det også til en umådelig nem måde for knap så tekniske mennesker at komme ind i VR på. Prisen for en PS4 er også under det halve af hvad man regner med en VR kapabel PC vil koste. Softwaresupporten, pris og et plug and play system er PSVRs primære salgsgrundlag. I modsætning til Rift (og måske Vive), så har PSVR en bonusfordel i og med at deres standardcontroller til VR ikke skal købes ved siden af headsettet eller bliver bundlet med det. Dual Shock 4s store diode fungerer på samme måde som dioden på en PS Move controller. Regulære Move controllere vil blive solgt ved siden af, men da samtlige købere af PSVR allerede har en DS4, så bliver headsettet billigere. Sony har også langt større erfaring med produktion af hardware, så der er en klar forventning fra alle sider om at PSVR bliver den billigste af de tre.

Hvornår kan jeg købe et VR headset og hvad koster de?
Gear VR udkom i november og kan købes nu. Desværre ikke i Danmark, så man er nødt til at importere. Sverige er nærmeste land, hvor Samsung har lanceret den.

For de tre store er situationen lige nu grotesk, da noget man jokede med i starten af året nu ser ud til at være en realitet: Ingen tør være den første. Alle tre havde man regnet med ville udkomme i 2015. For flere måneder siden meldte Sony og Oculus ud, at de først ville udkomme i 2016. Vive fastholdt indtil for ganske nyligt, at de ville åbne for forudbestillinger i december. Pga "et stort teknologisk gennembrud", som de ikke vil sprede over to udgaver af Vive, har de nu valgt at udsætte udgivelsen til april 2016. Intet vides om pris eller om der følger en controller med.

Oculus er ikke kommet med nogen konkret dato endnu, men de havde i lang tid lovet at man ville kunne forudbestille i december. Det er nu rykket til "kort efter nytår", så meget tyder på en annoncering på CES i næste uge og release i Q1. Rygtet fra anonyme insidere (så tag det med et gran salt) lyder på, at pris vil ligge i omegnen af 600 dollars inklusiv en Xbox One controller. Intet vides om pris på Oculus Touch controllerne eller om de stadig udkommer et par måneder efter Rift.

PSVR har den mindst konkrete udgivelseshorisont. Første halvår 2016 skulle være sikkert, men det er sandsynligvis først i Q2 vi ser den. Den mest sandsynlige årsag, da alt tyder på at hardwaren er færdig, er at Sony prøver at samle så stor en portion eksklusiv software som mulig til den fra starten af, så de kan starte med et brag. No Man's Sky, på trods af ikke at være bekæftet til PSVR, rygtes at være launchtitel. Det udkommer til juni. Rygtet siger omkring 400 dollars. Intet vides om der følger Move controllere eller PS Eye kamera med.

Og det var så enden på min lange smøre :-). Hvad glæder i jer selv mest til? Jeg skal selv med sikkerhed have Playstation VR. Der er rigeligt med spændende titler på vej (Rigs, Rez, DriveClub, Ace Combat og potentielt No Man's Sky), som trækker i mig og min korte tid med et Oculus Developer Kit overbeviste mig om, hvor fantastisk det bliver.
206 emne(r).
« < 1 2 3 4 5

Login for at besvare
Profilnavn
Kodeord
Husk mig