Pikmin

I en tid hvor spil enten har et 2-tal eller noget med Alpha efter navnet, er det forfriskende når spilfirmaerne udkommer med et friskt pust af figurer og gameplay, der sætter standarder og samtidigt er afvekslende og underholdende. Det skete til E3 2001, da Miyamoto-san demonstrerede Nintendos fortsatte evne til at forny sig og til at lave underholdning for alle aldre. Spillet hed Pikmin, og foruden en masse vittigheder i Norge mht. navnet fik det også messepublikummet til både at måbe over spillets underlige udseende og samtidigt at nyde det vanedannende gameplay, Shigeru har patent på.

Gartneri for viderekomne

Der er nu gået en rum tid siden den E3 messe, og både amerikanerne og japanerne har haft rig mulighed til at udforske historien, der er som et godt Grimm-eventyr, naivt og skørt.

Pikmin udspiller sig udenfor og på overfladen af en planet, der til forveksling ligner vores egen planet, Jorden. Captain Olimar, en meget berømt opdagelsesrejsende fra et meget fjernt solsystem, kolliderer med en meteor og må nødlande på planeten. Endnu værre er det, at 30 dele af rumskibet samtidigt spredes ud over området, og fordi der samtidig er meget giftig oxygen på planeten kan vores kaptajn kun overleve i 30 dage. Tiden er knap, og kaptajnen bliver meget bange for fremtiden, indtil han trækker et blad op af jorden. En lille rød plante/blomst hybrid står nu undrende foran vores kaptajn, og grundet en sær kemi mellem de to følger den røde pikmin efter vores kaptajn og lystrer hans mindste vink. Olimar får meget naturligt den idé at bruge pikminerne i sin kamp for at vende hjem igen, og her begynder eventyret så…

Smukke blomster og geniale lyde

Grafikken i Pikmin er sprød, livlig og med masser af farver. Hele haven er meget gennemgående modelleret, og alt fra træer til bække har tekstur af yderst høj kvalitet. Områderne er gigantisk store sammenlignet med de små pikmin, og det er nogle kæmpe arealer man kan udforske. Samtidigt er det imponerende, at der aldrig er fald i frame-raten, selvom man stormer frem med 100 pikminer blandt viftende blade og vrede fjender. Det eneste problem er når man zoomer så langt ind som muligt, for dér kan der opstå noget rimelig slemt aliasing. Men ellers skal spillets grafik bare opleves, den er et glimrende ekspempel på hvad GameCube kan præstere.

Musikken er komponeret af manden bag Star Fox temaet, og kvaliteten er derfor meget høj. Temaerne klæber fast til hjernen, selvom det er meget underligt og svagt hypnotiserende. Der er masser af klokker, trompeter og andre instrumenter, og det er bedøvende roligt. Man bemærker ikke musikken før man lytter efter den, den er der stort set kun for at skabe lidt baggrundsstemning, hvilket den gør fremragende, trods de kun 5 numre.

Lydene i spillet er bestemt gode, men de er ikke fremragende. Hver pikmin har deres eget lyddesign, men desværre bliver det lidt for ensformigt i længden. Men i starten er de meget humoristiske og underholdende, så det går an.

Gameplay af 24-karat

<center>Shigeru Miyamoto = geni</center>

Kig godt på ligningen ovenfor. I vore dage kan der stadig være tvivl om relativitetsteorien holder, men denne ligning er lige så holdbar som tyngdekraften. Bevis: Pikmin.

Styringen i Pikmin er meget nem at lære, men at mestre den tager en del længere tid, cirka 30 minutter. Hovedknapperne, dvs. A, B, Y, og X bruges til at styre pikminerne og til at få statistik, og ved hjælp af R, Z og L kan du styre kameravinkel og position, så du aldrig mister overblikket. Det er et meget simpelt og yderst velovervejet design, og du kan gøre hvad du vil, uden bekymringer og tab.

Når du har fået styringen i fingerspidserne, er det gameplay af højeste kaliber. Selve spillet går som før nævnt ud på at finde de 30 dele af rumskibet inden Olimar dør af luftforurening, og det kan jo ikke lykkes med kun en pikmin. Derfor skal den røde pikmin ud at gøre haven usikker, og ved hvert objekts død

transformeres det til en lille tablet, med et tal på. Tallet illustrerer hvor mange pikmin der skal til for at bære den tilbage til ”løget”, pikminernes hjem. Når pikminerne kommer i tilpas talstærkt antal, begynder de at bære den hjem, hvor man så får nye pikmin frø i stedet for tabletten. Dem kan man så trække op af jorden, og på den måde får man flere pikmin til at gå på jagt efter rumskibsdelene. Alt sammen er uhyre nemt at udføre, og man kan uden frustration nyde hvor underholdende det er at storme et sovende dyr med 100 pikminer.

Hele udfordringen i spillet ligger i at finde delene før døgnet ender. Du har nemlig kun omkring en 20 minutter til at finde dele før du må haste tilbage til skibet, og disse minutter skal bruges klogt, for det kræver en del hjernegymnastik at finde de 30 dele. Du kan fx støde på det problem, at tingen først ligger ude i vandet. Derfor skal du have fat i de blå pikmin, da det ellers vil ende i en massakre blandt de gule/røde. Når tingen så er på fast grund, kan du løbe ind i noget ild, og der må de røde pikmins træde til og guide tingen igennem. Samtidig har du måske en 40-50 pikmins bag dig, og så kræver det altså en del evne at jonglere med de forskellige farver. Det lykkes ikke hver gang, og det er med til at give spillet den længde, det har…

Planterne visner ikke med det samme

Spillet er vanedannende, MEGET vanedannende. For de bedste og mere lærenemme gamere har selve story-moden en ok levetid: 30 dage X 20 minutter + de ekstra forsøg – chancen for at få flere dele på en dag = ca. 12-15 timer.

Selv spiller jeg spil for at slappe af og for at få tiden til at gå, og mine evner er da også deraf. Jeg skøjtede igennem de første 10-12 dele, men efter det måtte jeg tage en del forsøg før de sidste dele kom i hus. Et slag på tasken lyder på en 20-25 timer for de mere afslappede spillere. Men herefter har spillet en god genspilningsværdi. Foruden story-moden har spillet også en challenge-mode, hvor det gælder om at yngle så mange pikmin man kan på en dag, i hvert af områderne. Det kan enten let blive overset, eller også kan det holde dig indenfor hele dagen, midt i det gode sommervejr. Lige meget hvad får man meget for pengene når man køber Pikmin, meget mere end gennemsnittet.

De har jord i hovedet

Hvis man skal sige noget negativt om Pikmin, skal det være at det gode spildesign nogle gange har skyggesider der er rimelig slemme. Bl.a. er der funktionen med C-pinden, der kan bruges til at guide pikminerne i en bestemt retning. Man slipper for at kaste dem mod et objekt, men hvis man bruger pinden til at guide dem gennem en rute med en masse blomster, vil de gå til angreb på dem. Det er mildest talt irriterende, da man bliver nødt til at bremse op og kalde på dem med B-knappen. Man skal selvfølgelig ikke brokke sig hvis man ikke selv har et forslag, og her er jeg svar skyldig. Men det holder bare ikke. En anden ting er når pikminerne skal bære ting hjem. Over objektet vil der stå et tal på hvor mange der skal til, men det vil være det dobbelte antal der træder til hvis du er på vej med en stor hær på 100. Dette er ment for at de skal nå sikkert hjem blandt en fjendemængde, da de hvis nogle går tabt undervejs stadig har nok til at nå hjem. Det er selvfølgelig ok, men man kan starte med 100 og ende med 2 hvis man tager lidt for mange fjender med sig.. pikminerne kan også kaldes tilbage, men det bremser én, og kan virke irriterende..

10/10.. næsten

Alt dette er selvfølgelig mindre detaljer, men det forhindrer spillet i at få den topkarakter jeg inderst inde ville give det. Shigeru kunne ikke forhindre de enkelte fejl spillet har, de er skabt naturligt sammen med deres oprindelige funktioner, som er til rent UG. Musikken oser af stemning, men lydene er bare ikke gode nok.

Ellers har vi fat i cremen af nutidens spilindustri, gameplayet er genialt og veldesignet, grafikken og præsentationen lige så, og det kan kun 100% anbefales til alle der har en GameCube stående derhjemme.