X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

WarCraft II: The Dark Saga


En del PlayStation titler har efterhånden set dagens lys på pc'er. Nu er
et af de største spil gået den modsatte vej: WarCraft 2.

Til ære for dem, de har boet i en stenhule de sidste år, må jeg hellere
starte med en lille introduktion af denne mega-succes af et spil. Som
sin forgænger er WarCraft 2 et real-time strategi spil som fx Dune 2 og
Command & Conquer. Som leder har du kontrollen over en gruppe enheder og
bygninger, som kan udbygges, udspionere eller dræbe din fjende. WC2
foregår i et fantasy-miljø og du kan tage kontrollen over en af de to
sider i den store krig: menneskene eller orkerne. Begge en smule
forskellige, men i princippet ens.

For at kontrollere dine enheder scroller du rundt over et stort kort og
markerer soldater, drager og troldmænd. I modsætning til er pc'er er en
mus ikke standardudstyr til PlayStation'en. Det betyder at alt skal styres med
den normale controller. Først er dette nærmest frustrerende umuligt,
men efter nogle timers øvelse får man en fin føling med det. Det rokker
dog ikke ved, at en mus ville være klart at foretrække.

WC2 kan spilles i et af to scenarioer (ét nyt i forhold til pc-versionen)
eller i en custom mode, hvor du selv indstiller alting. I modsætning til
pc-versionen er der desværre ingen mulighed for at spille multiplayer.
Et scenario er opdelt i
små missioner. Disse kan have forskellige formål,
såsom at smadre fjenden, befri en enhed, smadre fjenden, bygge nogle
bestemte bygninger eller smadre fjenden. Efter hver mission får du et
password. Der er dog også mulighed for at gemme din position midt i en
mission, hvis du altså har 3 (!) tomme pladser på dit memory-card.

Grafikken i WC2 er ikke noget at råbe hurra for. Pga et fjernsyns begrænsede
opløsning er grafikken ret gnidret i forhold til pc-versionen, der kører med
fire gange så mange punkter. Alle enheder er dog nemme at skelne fra hinanden
og det bliver ikke til noget større problem. Lyden og musikken er ganske
udmærket selv om den hurtigt bliver lidt ensformig. Men det er trods alt svært
at undgå, når en enkelt mission kan tage op til flere timer.

Set i sin helhed er WarCraft 2 en rimelig vellykket konvertering. PlayStation'en
har nogle tekniske mangler, der gør det umuligt at lave denne slags spil
som på pc'en. Programmørene har lavet spillet uden at skele til platformens
mangler eller udnytte dennes stærke sider. Det er tvivlsomt om WC2 til
PlayStation når samme status som den oprindelige version, men det er dog
stadigt et ganske udmærket spil, som nemt sluger nogle timer, før du ved af
det. Næppe alle vil synes om real-time strategi-spil, så det er absoult et
must at det prøves, før det købes.

WarCraft II: The Dark Saga (EU)
Anmelders vurdering
7/10