At starte forfra
Så Electronic Arts er på rette vej med Hasbros Family Game Night, men der er et par detaljer, som irriterer mig lidt. Det er selve menusystemet, som er dårligt udført. Der er ingen understøttelse af Mii’s, og det er mildest talt tåbeligt. Du skal nemlig hele tiden selv oprette de brugere, der skal spille – hvorfor ikke bare bruge Mii featuren, da den nu engang er rådighed?
En anden ting, som ikke er gennemarbejdet, er antallet af spillere, der skal spille. Du vælger nemlig dem, der skal være med, inden du går ind, og vælger så selve spillet. Lad os sige, at I er tre, som logger ind. Herefter vælger I så det af de fem spil, som I vil spille og derefter hvilken type, det er. Hvi s der vælges noget, som der kun kan være to spillere til, spørger spillet, om I vil starte forfra med at vælge de profiler, der skal spille. Så du er tvungent tilbage i hovedmenuen.
Hvorfor ikke bare udelukke de spilmuligheder, som ikke passer til antallet af valgte spillere? Eller i det mindste skrive i menuerne ved de enkelte spiltyper, hvor mange spillere, der kan deltage, så du ikke hele tiden bliver smidt ud i hovedmenuen og skal starte forfra.
Andre kan tage ved lære
Det ændrer ikke ved, at spiludvikleren har givet et meget godt bud på, hvordan klassiske brætspil kan konverteres til konsol med succes. Det er god familie-underholdning på trods af de lidt belastende menuer.
Set med danske øjne er det dog en skam, at ordspillet ’Boggle’ kun er med engelske ord. Hertil kommer, at de to ’Sorry’ spil ligner hinanden lidt for meget i spillestil. Med andre ord er fem hovedspil lidt for lidt, når vi ved, hvor mange af denne type spil Hasbro har rettighederne til. Men lur mig, om der ikke er en efterfølger på vej inden længe, og kan vi jo håbe på mere i godteposen til den tid.