Prisoner Of Ice

1937 på Sydpolen. Verden ved ikke endnu, at den er på vej mod en katastrofe, der skal koste tæt ved 100 millioner mennesker livet. Og den ved slet ikke, at det er billigt sluppet, hvis dødstallet stopper der.

Det ved norske Peter Hamsun imidlertid - han ved, hvad nazisterne har haft held med at grave op af isen. Sammen med sin søn Bjørn, en engelsk flådeagent og en hundeslæde har han begivet sig ud på en rasende flugt med de tre kasser, han har stjålet fra tyskerne. Men han kommer ikke langt. En af kasserne rutsjer af den skindbeklædte slæde og da den engelske agent vil bugsere den tilbage på slæden, bliver han angrebet af noget, der er lige så gammelt som verden selv. Peter Hamsun kan ikke undslippe sin videnskabelige nysgerrighed - han begiver sig hen til det stjerneformede hul, englænderen og det overnaturlige uhyre har efterladt sig.

Bjørn ser sin far blive dræbt og bliver reddet ombord på en engelsk ubåd, sammen med de to kasser. Dem skulle de aldrig have taget med.

Cthulhu

På ubåden befinder der sig løjtnant Ryan, der hurtigt ser sit mandskab og sin ubåd truet, da isen omkring en af kasserne begynder at smelte efter et tysk destroyerangreb. Besætningen bliver hurtigt decimeret af det sultne bæst, der ikke har fået noget at spise siden Tidernes Morgen, og Ryan undslipper med nød og næppe, og bliver sammen med ubåden og Bjørn Hamsun sejlet til en flådebase i Argentina. Men Bjørn Hamsuns blodprøver virker mystiske, og basen bliver plaget af uhyggelige begivenheder.

Ryan finder hurtigt ud af, at han er oppe mod en ældgammel indiansk kult. En af kultdyrkerne er den tyske officer Dietrich, der af guden Cthulhu er blevet lovet evigt liv mod til gengæld at få verden i pant, så Ryan er på Indiana Jones-maner oppe mod både overnaturlige kræfter og onde monoklede tyskere.

Det er underholdende fortalt, og det er seværdigt. Ryan styres let rundt med musen, og den lille pil bruges både til at samle ting op med, bruge dem igen og tale med mange af de farverige personer, der er i spillet. Højre museknap undersøger Ryans omgivelser, der som er regel er farverige og smukt tegnet.

Den lige vej

Igennem alle dele af spillet afvikles den Wagner-inspirerede musik direkte fra CD-drevet, og har samme høje kvalitet og dramatiske effekt som det soundtrack, vi har oplevet i Alone in the Dark-spillene. Til trods for det simple interface ligner spillet de klassiske Lucas Arts-titler, uden helt at nå samme højder. Det skyldes, at det i hvert fald for garvede adventurespillere er en lille smule for let. Ofte har man kun ganske få lokationer at begive sig rundt i, og selvom de er proppet til randen med interessante gåder og snedige puzzles sidder man sjældent fast ret længe. Prisoner of Ice er næsten lidt for venlig ved spilleren; mister Ryan livet, er der som regel en autosaving, der tager ham tilbage få skærme før uheldet. Alligevel er Prisoner of Ice et af de bedste adventurespil, jeg har spillet i 1995. Atmosfæren og historien er pakket ind i suveræn udførelse, der får grafik, musik og tale til at gå op i en højere enhed. Det udgør tilsammen en oplevelse, der er svær at lade ligge. Du bør i hvert fald ikke gøre det.

+
Hårrejsende historie, fantasifuldt tegnet grafik, stramme detaljer og suveræn musik er kendetegnene for et spil af meget høj klasse...

-
...der desværre er overstået en smule for hurtigt.