X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Resident Evil 3: Nemesis


På den igen

Resident Evil 3 har i denne Gamecube udgave et nummer, der er passende på flere måder. Det er selvfølgelig det tredje spil i serien, men det er også lidt over 3 år siden, at det blev udgivet første gang, og det er såmænd også tredje gang, at spillet er blevet genudgivet. Vi har set på, om Resident Evil 3 kan klare endnu en omgang.

Så er den igen gal i Raccoon City. Knap har folk lagt den skrækindjagende episode på den gamle herregård bag sig, før mystiske mord og hidtil usete sygdomme begynder at sprede sig i byen. Borgerne I Raccoon City er én efter én ved at blive muteret af T-Virus, og da det meste af S.T.A.R.S. holdet er i Europa på en anden opgave, er det op til Jill Valentine og Umbrella soldaten, Carlos Oliviera, at rage kastanjerne ud af ilden.

Fuld kontrol?

Der er ikke meget, der har ændret sig siden den originale PlayStation version af Nemesis. Jill og Carlos styres stadig på vaskeægte Resident Evil manér, hvor man ikke kan gå til siderne, hvis man ikke samtidig går fremad eller bagud. Det er bedst blevet beskrevet ved, at man styrer personen på samme måde, som man ville styre en tank. Det er en styremetode, som mange mener er en essentiel del af serien og dens klaustrofobiske gameplay, men som mindst lige så mange ikke kan udstå. I Resident Evil 3 blev 180 graders vendingen dog introduceret, så man i det mindste ikke skulle bruge adskillige kostbare sekunder på at vende sig mod en fjende bag ens ryg, og også muligheden for at undvige angreb med "dodge" manøvren blev født. Begge dele kærkomne tiltag, der gør kontrollen lidt mere menneskelig.

Lidt nyt og en masse gammelt

Layoutet i Nemesis er en smule anderledes end i de to foregående spil, da man ikke længere er hensat til at bevæge sig rundt i en enkelt bygning, men i stedet bevæger sig rundt i hele Raccoon City. Gameplayet er i store træk identisk med det, man finder i de tidligere spil. Godt nok skal ammunitionen denne gang hjemmelaves - man blander forskellige former for krudt, og får derved den type ammunition, man måtte ønske - men ellers er sagen den samme. Der skal løses en række forholdsvist elementære gåder, skydes en anseelig mængde zombier og rådnende hunde. B-films skuespillet slipper vi heller ikke for. Nemesis, spillets undertitel og samtidig dets overuhyre, følger efter én i flere passager af spillet og kan endda åbne døre, hvilket er en ny og aldeles skræmmende oplevelse. Knap så ny er oplevelsen af at alt udstyr, man ikke kan bære på, stadig skal placeres i kasser, hvor det senere skal afhentes. Det
betyder en del unødvendig renden rundt, og er noget mere fremtrædende i Nemesis, end i de første spil. Man skal ligeledes stadig bruge farvebånd, for at kunne gemme spillet på de skrivemaskiner, der er strategisk placeret rundt om i spillet. Altså en god mængde gammelt tilsat en lille smule nyt. Alligevel formår spillet ikke at nå samme højder som klassikeren Resident Evil 2. Det føles på mange måder som mere af det samme, uden helt at ose af den stemning og inspiration, der drev værket i de to første spil.

Flottere kan det sagtens gøres

På den visuelle side er Resident Evil 3 til Gamecube noget helt specielt. Der er tale om en konvertering af Dreamcast/PC versionen, der igen var en konvertering af PlayStation versionen, dog med lidt forbedrede teksturer og en smule blødere linier på figurerne. Stort set er spillet meget lig sin 3 år gamle PlayStation forgænger, hvilket betyder grafik, der i alle aspekter hører den foregående generation af konsoller til. Designet er naturligvis lige så flot, som det var i første omgang. De håndtegnede og meget dystre baggrunde er fyldt med detaljer og opfindsomhed, men det kan ikke dække over de kluntede figurer, og det er hele tiden åbenlyst, at spillet ikke er optimeret til konsollen. Til gengæld støder man ikke på problemer, når det kommer til lyden. PlayStation versionen var fuld af herligt uhyggelige baggrundslyde, skrig, knitren fra maskingeværer og ikke mindst tale, der trods alt var udført bedre end i de første spil og Gamecube versionen lyder præcis ligesådan.

Tredjeprioritet

Resident Evil 3 er en lidt sær størrelse på Gamecube, fordi der er tale om et aldeles glimrende spil, der bare ikke holder som genudgivelse til en pris på 399 kroner. Havde spillet fået samme fantastiske nylakering, som det første Resident Evil til Gamecube fik, havde spillet nemt opnået en karakter omkring de 4-5 stykker, men i sin nuværende form kan det slet ikke komme der op. I sær ikke, når det er en forholdsvis enkel sag at finde det fuldt opdaterede og grafisk helt fantastiske Resident Evil til under 300 kroner rundt omkring i landet. Er man samler, har man sikkert allerede spillet til et andet format, og er man ikke, skal man i stedet starte med Resident Evil eller Resident Evil 0, der begge giver én meget mere for pengene.

Konklusion

Et godt spil, der desværre står stort set uændret siden den 3 år gamle original og dermed ikke kan siges at være de 399 kroner værd, der bedes om. Finder man Nemesis billigt, og har man allerede spillet nummer 0 og 1 i serien, er der dog mange gode gys at hente.

Resident Evil 3: Nemesis (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Resident Evil 3: Nemesis   © Capcom 2003   (GCN)    1/5 Resident Evil 3: Nemesis   © Capcom 2003   (GCN)    2/5 Resident Evil 3: Nemesis   © Capcom 2003   (GCN)    3/5