X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Castlevania: Circle Of The Moon


1830. 33 år er gået siden Alucard knuste sin far, Grev Dracula. Det var i Castlevania: Symphony Of The Night, og selvom Dracula mindst én gang siden da har lidt nederlag i sin evige kamp mod det gode, så forhindrer det ikke den gamle greve i atter at sprede rædsel.

Vampyrjægeren Morris Baldwin har i en endnu ukendt del af Castlevania-historien besejret Dracula. Nu vil grevens tjenere vække ham igen, og Morris begiver sig sammen med sine to elever, Hugh Baldwin og Nathan Graves, afsted mod borgen Castlevania. Ved ankomsten er greven allerede genopstanden, og den overraskede Morris tilfangetages, mens hans to elever kastes ned i Castlevanias skræmmende krypter. Her overtager spilleren kontrollen med Nathan Graves, der nu må redde sig selv og sin læremester.

Historien udbygges på faste tidspunkter i løbet af spillet, og virker aldrig forstyrrende, ledende eller på anden måde begrænsende for spiloplevelsen. Den er simpel, men dialogen er velskrevet, og forholdet mellem de to elever og deres læremester er troværdigt skitseret. Som motivationsfaktor for udforskningen af Castlevania er historien tilfredsstillende, hvilket er det vigtigste i et spil som dette.

Udforskning er nemlig essensen i Circle Of The Moon, der opbygningsmæssigt minder om Symphony Of The Night. Når en boss er blevet besejret, får Nathan en ny evne, såsom højere spring, eller en ny del af borgen åbnes op. Det giver spilleren et mål med udforskningen og forhindrer den totale frihed, der formentlig ikke ville påvirke spiloplevelsen positivt. Selvom bosserne, med få svært gennemskuelige undtagelser, skal nedkæmpes i en bestemt rækkefølge, så formåede jeg at føle mig både fri og fortabt i de dybe krypter. Det skyldes først og fremmest borgens enorme størrelse, og at der næsten altid er flere veje at gå.

Der er dog også elementer, som er unikke for netop dette Castlevania-spil. Nathan er bevæbnet med vampyrjægerens obligatoriske pisk, men det bliver hurtigt nødvendigt at styrke den ved hjælp af spillets såkaldte Dual Set-up System. Det består af tyve magikort, der i løbet af spillet vindes fra de slagne monstre. Kortene kan kombineres på præcis hundrede forskellige måder for at give Nathan eller hans pisk nye egenskaber. Det giver anledning til en enorm strategisk variation i spillets mange kampe. De fleste magikort-kombinationer har hver deres kompetenceområde, men nogle af de sjældne kort skiller sig desværre ud ved at være enten
nærmest uanvendelige eller lidt for gode. Dermed kan styrkeforholdet mellem Nathan og monstrene virke en smule ubalanceret. Det flytter dog ikke på det faktum, at magikortene giver utroligt meget til spiloplevelsen.

Den grundlæggende kontrol af Nathan er også god. Dog føles den til at starte med lidt kluntet, og som om den sidste finpudsning mangler, idet Nathans reaktioner på input virker svage eller næsten forsinkede. Alligevel er det med lidt træning nemt at opnå stor præcision i hop og angreb. Den præcision bliver også hurtigt en meget god ting, for spillet er ret svært. Det kan sjældent betale sig at undgå kamp, da Nathans styrkeniveau så vil stige for lidt, derfor må selv de sværeste monstre altid nedkæmpes. Udstyr som ringe og rustninger kan, hvis de bruges rigtigt, være en stor hjælp i kampene, men magikortene er for det meste af størst nytte. Det gælder især under boss-kampene, der rummer spillets største udfordringer.

Bosserne er ikke blot svære at slå. Flere af dem er også ganske flotte. Rent teknisk altså, for af udseende er de nærmere ulækre og skræmmende. Desværre er nogle af dem også lidt kedelige - et adjektiv der passer på meget af spillets grafik. Animationen af karakterer og monstre er en smule kantet, mens farvenuancerne er meget mørke og monotone. De forskellige områder formår derfor aldrig rigtigt at udskille sig fra hinanden, hvilket også resulterer i flittig brug af oversigtskortet.

Den lidt kedelige grafiske side kompenseres der dog for af spillets lydside. Den evner at vende den lidt kedelige fornemmelse, som grafikken giver, til en dyster, og til tider skræmmende, stemning. Musikken er uhyggelig, nervepirrende eller storslået på de helt rigtige tidspunkter, og flere melodier kan køre i hovedet, selv når spillet er slukket. Den kan altid sætte en stemning, og giver hvert område det særpræg, som grafikken ikke formår at frembringe.

Min spiloplevelse er gennemgående af positiv karakter. Det skyldes hovedsageligt at kampene, med magikortenes hjælp, aldrig bliver kedelige. Sværhedsgraden er som sagt høj, men generelt godt balanceret. Ønskes endnu mere modstand bliver nye og sværere spiltyper tilgængelige efter hver gennemspilning. Det bliver blandt andet muligt at spille med alle magikort fra start, eller helt uden magikort. Der er mange timers spil i Circle Of The Moon. Og først om 14 år, i Castlevania: Legacy Of Darkness, vækkes Dracula igen.



Kommenter anmeldelsen...
Castlevania: Circle Of The Moon (EU)
Anmelders sammenligninger
Castlevania: Symphony Of The Night
Sammen med Super Metroid det bedste spil i en genre der har udforskning som grundsten. Særligt bør spillets fantastiske og stemningsfulde lydside fremhæves.
9/10


Metroid: Zero Mission
Netop som jeg troede at Super Metroid ikke kunne overgåes, udgives Metroid Zero Mission. En på alle måder fantastisk remake og udvidelse af Metroid (NES).
9/10

Redaktionens vurdering
Rune J. Keller
Meget god blanding af klassisk Castlevania-sværhedsgrad og de mere moderne spil. Til tider savner det dog sjæl og balance, men giver i hvert fald udfordring til mange timer.
7/10


Morten Riis Svendsen
Spillet der bragte serien/genren tilbage. Det beviste at der stadig er masser af kraft i 2D spil. Det adskiller sig fra de andre i serien ved at have rigtig lang holdbarhed.
8/10


Kristian Meller
Svært, men rigtig godt Castlevania spil, der efterligner SotN så godt som det kan.
7/10


Anders Pugé
En spilmekanisk fryd for eksperimenterende spillesjæle. Særdeles holdbart med en god portion udforskning. Man kan savne mere dybde i historien. Lydsiden er imponerende men grafikken noget mørk.
7/10

Anmelders vurdering
Et langt og udfordrende Castlevania-spil. Kontrollen føles en smule kluntet, men kortsystemet gør kampene til en god og afvekslende oplevelse, og lydsiden er flot.
7/10

Castlevania: Circle Of The Moon   © Konami 2001   (GBA)    1/9 Castlevania: Circle Of The Moon   © Konami 2001   (GBA)    2/9 Castlevania: Circle Of The Moon   © Konami 2001   (GBA)    3/9