X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Genma Onimusha


Onimusha er en titel, som vi allerede med stor glæde har sagt goddag til på PlayStation 2, CapCom har dog ikke syntes, at Xbox-ejere skulle snydes for denne perle af et spil, så det var med stor glæde, at vi kastede os over Xbox-udgaven af Onimusha; Genma Onimusha.

Lidt japansk historie

Historien i Onimusha tager udgangspunkt i virkeligheden, da en stor hær ledet af en fyr ved navn Yoshimoto Imagawa bliver banket til plukfisk af en ubehagelige fyr, Nobunaga Oda. Desværre for Oda, så bliver han ramt i halsen af en pil, lige da hans hær har overvundet Imagawa, så han når aldrig at nyde sin sejr - eller gør han?

Nobunaga opstår et år senere fra de døde, hvor han giver sig til at sprede skræk og rædsel i landet, og desuden kidnapper den unge prinsesse Yuki, der inden sin kidnapning når at sende bud efter sin tro kriger Samanosuke.
Som man nok kan høre, så indbyder historien til et godt plot, og det er der da også i Genma Onimusha.

Gameplay

Uden på spilæsken bliver Genma Onimusha omtalt som et helt nyt spil i forhold til PlayStation 2 udgaven af selvsamme spil. Dette er nok at presse citronen en smule for meget, for selvom de to spil er lidt forskellige, så har de også rigtig meget til fælles. Det bedste ville nok være at se Genma Onimusha som Onimusha plus en lille udvidelse i en og samme pakke.

Til folk, der ikke har spillet PS2-udgaven, så kan jeg fortælle, at Onimusha er et spil a la Alone in the Dark, hvor man bevæger flotte 3D-figurer rundt over ligeså flotte 2D baggrunde - dog er Onimusha langt mere actionpræget.
I spillet styrer man mest krigeren Samanosuke, selvom man også kan komme ud for at skulle tage kontrol over den kvindelige samurai Kaede, der er Samanosukes følgesvend. Begge figurer kontrolleres som standard med digital-pad'en på controlleren, som ikke giver så god kontrol som et analog-stick. Jeg havde håbet på, at dette lille problem var blevet ændret i Xbox-udgaven, hvad det jo desværre ikke er. Dette er en tendens, der går igen i hele spillet: Alle de ting, der kunne være lavet bedre i Xbox-udgaven er ikke blevet det. F.eks. har spillet nu 8 Gigabyte til rådighed i stedet for 8 Megabyte, så måske skulle man havde indbygget en mulighed for at save hvor som helst. Det er der desværre ikke blevet gjort.
Jeg sagde tidligere, at de to spil havde mange ting til fælles, hvilket de også har - specielt når vi taler om lokationer. En af de få nye ting i Genma Onimusha er de grønne sjæle, der også kan absorberes af spillets monstre. Lykkes det for et monster at nappe en grøn sjæl fra dig, så bliver dette lidt stærkere. Lykkes det dig alligevel at blive monsteret kvit vil det give dig flere gule, blå og røde sjæle, når det dør. Disse andre sjæle bruges som bekendt til at opgradere våben og magi og til at give mere helbred til ens figur.
Når man har samlet 5 grønne sjæle vil man være i stand til at blive usynlig i kortere tid, hvilket er en af de nye ting i spillet.

Grafik

Selvom jeg virkelig gjorde mig umage, så synes jeg det var meget svært at se nogen nævneværdig forskel i grafikken de to spil imellem. At jeg ikke kunne se nogen forskel betyder jo ikke, at spillet ikke er flot - for det er det uden tvivl. Baggrundene er meget detaljerede og rigtigt flotte at kigge nærmere på, og da figurernes animationer simpelthen samtidigt er noget af det flotteste, der er set på konsol, så må spillet siges at være en succes rent grafisk. Visse steder sætter det statiske kamera en dæmper på de grafiske udfoldelser, men dette kan jo kun løses, hvis 2D-baggrundene droppes.

Lyd

Der tales meget i spillet, og selvom stemmerne til nogle personer til tider er lidt malplacerede, så er kvaliteten helt i orden. Sværdkampe m.m. lyder også meget flot og realistisk, og specielt de ulækre lyde, der viser, at man skærer i kød, er godt lavet.
Musikken har ikke ændret sig fra PS2, så den er stadig hip som hap og uden nogen egentlig tiltrækningskraft.

Konklusion

Genma Onimusha er en rigtig god titel til Xbox - men kun, hvis du ikke allerede har spillet til PS2. Lad dig ikke snyde af 'det helt nye spil' som der lokkes med bag på æsken - ændringerne er i sandhed ikke overvældende mange. De to vigtigste er de grønne sjæle og det nye Burst Attack angreb.
Genma Onimusha er dog - uanset hvad - en solid titel, der byder på masser af underholdning lang tid frem.

Genma Onimusha (EU)
Anmelders vurdering
86%

Genma Onimusha   © Capcom 2002   (XBX)    1/3 Genma Onimusha   © Capcom 2002   (XBX)    2/3 Genma Onimusha   © Capcom 2002   (XBX)    3/3