Woody Woodpecker: Escape From Buzz Buzzard's Park

Den grumme Buzz Buzzard har kidnappet Søren Spættes nevøer og kræver en uhyrlig løsesum. Det vil den gæve spætte selvfølgelig ikke finde sig i og han begiver sig straks afsted for at befri børnene fra den forlystelsespark, hvor de holdes fanget.Woody Woodpecker er et 3d-platformspil så trivielt som det kan tænkes. Selvom det grundlæggende fungerer udmærket, så skuffer det på samtlige punkter og er samlet set en sørgelig oplevelse.

Monotone fjender

Man styrer som udgangspunkt Søren Spætte, der med en relativt velfungerende kontrol kan løbe, hoppe og hakke med næbet. Sidstnævnte bruges til at nedlægge fjenderne og er kilde til en del irritation, fordi man bevæger sig fremad mens man angriber. Det resulterer for ofte i, at man falder ned eller går ind i endnu farligere fælder. Netop fjenderne er et godt udtryk for monotonien i spillet. Reelt set er der kun én slags. Godt nok har nogen røde trøjer, andre grønne og et par er gennemsigtige, men ellers ser de ens ud. Nogle af dem skyder og andre gør ikke og de opfører sig alle på den samme måde. Woody Woodpecker får fjenderne i Z.O.E. til at virke afvekslende...

Kedelige baner

Banerne er omtrent lige så triste. Der er sølle tre verdener og i alt femten baner, hvoraf kun de ni skal spilles for at gennemføre. Udfordringerne er det sædvanlige platformshopperi og undvigelse af fælder. På intet tidspunkt oplever man noget originalt. Spillet skifter ind imellem til at foregå i 2d og åbner hermed op for de mest interessante af banerne. Heller ikke disse er dog præget af nogen form for nytænkning og skal bare overståes.

Uhyrlig sværhedsgrad

Woody Woodpecker er et platformspil af den gamle skole, hvor man bliver straffet for de mindste fejl. Der er masser af steder at falde ned og man kan normalt kun blive ramt tre gange, før man dør og skal helt tilbage til sidste checkpoint. Samtidig er det i mange situationer ikke til at gennemskue hvad man skal gøre og der går derfor en del dødsfald med at prøve sig frem. Problemet med dette er, at man kun har et begrænset antal liv. Når det kræver ti forsøg at hoppe over på den platform, der kører rundt omkring en dødbringende laserstråle, er de relativt få liv meget hurtigt brugt op. I praksis er man nødt til at lære banerne udenad, før det kan lade sig gøre at gennemføre dem. Det betyder at man mange gange skal loade og starte forfra, hvilket er dybt frustrerende.

Børnefjendtligt

Det mærkelige ved den høje sværhedsgrad er, at Woody Woodpecker ellers er gennemsyret af, at være beregnet til børn. De vil bare intet få ud af spillet, for det er simpelthen alt for svært og der er ingen mulighed for at gøre det lettere. Den kunstige sværhedsgrad er tydeligt brugt til at skjule, hvor kort spillet faktisk er. Når man har lært banerne, kan en normal spiller gennemføre det på under to timer. Men det kræver møje og besvær, at nå til det punkt.

Kedelig, men hurtig grafik

Grafikken er ikke just køn at se på, men den gør sit job ganske fint - spillet kører fuldstændig flydende med 50 fps. Personerne er cell-shadede, men egenligt ret kedelige at se på og stive i bevægelserne. Omgivelserne er ikke mere ophidsende med lavopløsningsteksturer og mangel på enhver form for effekter. Lydsiden består af en irriterende lalleglad musik og trivielle lydeffekter. Alle personer snakker fjollesprog og har ingen rigtige replikker, så på det punkt kan de mindste sagtens være med.

Milevidt fra de bedste

Woody Woodpecker har de grundlæggende tekniske elementer til at være en fornuftig 3d-platformer, takket været en fungerende styring og en flydende grafikmotor. Men alt andet er sådan en gang ussel skrab-sammen, at man ikke gider spilde tiden på det. Banerne, fjenderne og de enkelte opgaver er så kedeligt og ensformigt skruet sammen, at man har fået nok efter en halv time. Samtidig må den høje sværhedsgrad betragtes som en bommert, der skræmmer den primære målgruppe væk. Spillet er heller ikke ret langt og de triste baner bliver ikke mere spændende af, at man skal spille dem tre gange med forskellige personer, for at opnå en bonus til sidst. Jak & Daxter, Rayman Revolution og Klonoa 2 er tre eksempler på rigtig gode platformsspil til PS2, der alle kan anbefales. Det kan Woody Woodpecker bestemt ikke.