X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Sven-Göran Eriksson's World Challenge


Som man for nyligt kunne læse i vores store fodbold-special, har slutrunder ofte været fulgt af en række mere eller mindre heldige spil, der på den ene eller anden måde var tilknyttet begivenheden. Sven-Göran Eriksson's World Challenge er et af de mindre heldige.

Til at begynde med, kan man spørge sig selv, om der er i Danmark er salg i et spil, der bygger på en licens fra manden, der sendte os ud af VM, men var spillet i orden, kunne selv den største roligan vel sætte sig ud over dette. Det er desværre ikke tilfældet med World Challenge. Spillet giver mulighed for at starte helt tilbage i kvalifikationen til VM, og alle landshold i verden er repræsenterede, så mener man, at hold som Holland og Cook Islands burde have været med til VM, er der lejlighed til at sætte spillet op derefter. Man kan også vælge at starte ved selve VM, og igen kan et hvilket som helst landshold i verden vælges. Derudover kan man spille enkelte venskabskampe, samt benytte sig af en practice mode, hvor man kan finpudse sine færdigheder. Spillet er udviklet af det sagnomspundne Anco, firmaet der stod bag den klassiske Kickoff-serie, og elementer af det, der gjorde de spil gode, er da også det eneste, der taler i World Challenges favør. Kickoff og Sensible Soccer fans vil kunne nikke genkendende til dele af gameplayet, der, modsat andre store fodboldspil, bygger på et system, hvor bolden ikke klistrer til spillernes fødder. Derimod er det op til én selv at kontrollere bolden, og dette gav i Kickoff-serien en på nogle måder mere realistisk form for fodboldsimulation, der kan være utroligt underholdende.

Et snert, der ikke bliver fulgt igennem

Desværre virker det ikke helt så godt i World Challenge. For det første ses spillet horisontalt fra siden, hvor Kickoff sås vertikalt fra oven, og der er ikke mulighed for at ændre på kameraet, andet end at zoome lidt ud eller ind. Dette gør det meget mindre intuitivt at udføre de spilninger, driblinger og bananskud, der var en integral del af Kickoff og Sensible Soccer og det kan grundet kameravinklen ofte være en smule svært at bedømme, hvor man præcis befinder sig i forhold til modstandere og mål. Med lidt træning kan det dog lade sig gøre at få lidt af Kickoff fornemmelsen i hænderne, men det bliver aldrig den ægte vare. Det er også lidt problematisk, at de 204 lande, der er repræsenteret i spillet, tilsyneladende alle fremstår med
samme hurtighed og udholdenhed. Der er således ikke, som man kunne forvente, nogen tilsyneladende fordel ved at spille med Tyskland frem for Samoa. En anden årsag til irritation er, at hver gang dommeren fløjter, eller bolden ryger ud af spil, er man tvunget til at vente på, at alle spillere løber på plads - i naturligt tempo. Derefter tager dommeren sig gerne god tid til lige at overskue situationen eller pudse næse, det vides ikke med sikkerhed, før han fløjter spillet i gang igen. Det bliver allerede efter kort tid voldsomt irriterende og ødelæggende for spillets rytme.

Halvfærdig grafik og lyd

Til gengæld er spillet et grafisk mesterværk. Det kunne man da i hvert fald have håbet på, men man må meget hurtigt konstatere, at det modsatte er tilfældet. Til at starte med er menuerne grimme og halvfærdige, nogle gange bliver man bedt om at bekræfte, at man vil forlade en menu og andre gange ikke. Et tydeligt advarselstegn om, at spillet formodentlig er blevet hastigt færdiggjort. I selve kampene ser det ikke bedre ud. Spillerne ligner små tændstiksmænd, der uden øjensynlig kontakt til det kedelige græstæppe løber stift rundt ved hjælp af alt for få animationer. Æsken til spillet praler af "Højt detaljerede spillermodeller og super-flydende motion capture". Det må være blevet placeret på æsken ved en fejl, for World Challenge er helt præcist det stik modsatte af ovennævnte påstand. Lyden kan heller ikke hjælpe til at lappe på oplevelsen, da den eneste ordentlige lydeffekt i spillet er lyden af bolden, når den rammes. Kommentatorer har der ikke været budget til, så i stedet har man indlagt en kommentatorlignende mumlen, som hørte man en fodboldkamp på et fjernsyn lige akkurat så langt væk, at man ikke kan opfatte ordene. Når man så lægger til, at publikummet lyder lidt kedeligt og at musikken er ensformig og rædselsfuld, står man tilbage med en helt igennem kritisabel lydside.

Spring roligt World Challenge over

Det er meget svært, at anbefale Sven-Göran Eriksson's World Challenge til nogen som helst, men spillet får nu alligevel ikke en karakter helt i bunden, da man, hvis man graver sig ned gennem alt skidtet, stadig kan finde et rimeligt underholdende two-playerspil, der til tider afgiver gnister af det gameplay, man så i Ancos gamle klassikere. World Challenge får dog næppe nogen til at stille netop de gamle klassikere på hylden.

Sven-Göran Eriksson's World Challenge (EU)
Anmelders vurdering
2/6