Spyro: Enter The Dragonfly

Efter flere succesfulde oplevelser på den gamle Playstation, vil dragen Spyro nu være mere moderne. Derfor kan han nu for første gang findes på de nye konsoller, hvor vi her har kigget nærmere på Gamecube-versionen. Kan Spyro så leve op til sit gamle renommé, eller bliver han udkonkurreret af Mario og de andre platform-titler?

Der er ingen tvivl om at Spyro i løbet af sine tre Playstation-spil fik opbygget noget af en fanskare, hvilket salgstallene også viste. Vi har dog tit set, at succesfulde serier fra fortiden ikke klarer sig helt så godt, når springet til den nye generation af konsoller skal tages. Derfor er det vigtigt at udviklerne har brainstormet en del, fulgt med tiden, og lært af andres succes og fiasko. Dette lyder jo som en ordentlig mundfuld for en lille lilla drage, men lad os se hvordan han klarer det.

Et meget brugt koncept

Historien i Spyro – Enter the Dragonfly følger ganske godt konceptet fra de tidligere spil. Vi kommer ind i spillet midt i en fest, der brutalt bliver afbrudt af nogle slemme banditter, der stjæler alle guldsmedene (den flyvende slags). Disse guldsmede er meget vigtige for dragerne, da det er sammen med disse de får deres opvækst, og en guldsmed følger sin drage igennem hele livet. Det er nu op til Spyro og hans tro følgesvend Sparx at få alle guldsmedene tilbage, så dragerne kan leve normalt. Dette skal gøres ved at gennemføre en masse levels, hvor man på hver især kan finde en mængde af de forsvundne guldsmede. Udover dette, er der rundt om på banerne også placeret en masse ædelstene som Spyro skal samle ind, så han kan bestikke diverse karakterer til at hjælpe sig.

En drage med mange evner

Selve gameplayet i spillet består af nogle typiske platform-baner, hvor man så skal løse en bunke opgaver for at kunne få adgang til den næste. Mere præcist foregår det således at man starter på en central bane, der så har porte til de andre dele af Spyro’s verden. For at åbne disse porte kræver det enten en af Spyro’s specielle former for ånde, eller også kræver det en bestemt mængde guldsmede. For at få fat i de små bæster skal Spyro fange dem i sit ’bubble-breath’, hvorefter de automatisk bliver transporteret hjem. Udover disse bobler kan Spyro også spy med ild, is og elektricitet, hvilket alt sammen bruges til at bekæmpe de fjender man møder. Man har dog ikke alle evnerne fra starten, men skal istedet finde nogle magiske sten og returnere dem til en statue, der så belønner Spyro med en ny evne. Udover dette kan Spyro også klatre, hoppe, svæve, svømme og stange - alt sammen noget der skal bruges for at klare forskellige forhindringer. Forhindringer er nu så meget sagt, da spillet generelt er temmelig let. Man skal nærmest anstrenge sig for at dø, hvilket, målgruppen taget i betragtning, nok er bevidst.

Åh Gud, nu skal jeg igen samle en masse ragelse

De små guldsmede kan også vindes ved at lade Spyro deltage i en masse små mini-games, som er placeret forskellige steder. Disse mini-games varierer fra at køre en tank (kan drager det?) til at flyve ufoer, eller til at klare forskellige former for løb. Disse er faktisk noget af det sværeste i spillet og har en markant højere sværhedsgrad end resten. De skaber dog også en god

adspredelse fra den normale stil, og de er faktisk ganske underholdende og udfordrende. Ellers foregår resten af spillet med at løbe rundt og samle ædelstene, hvilket godt kan være lidt irriterende, især fordi disse er placeret på en sådan måde, at man løber mere til siden og rundt om sig selv end fremad. Der er omkring 700 af disse sten, samt næsten 100 guldsmede, så det er bydende nødvendigt at man finkæmmer hver eneste centimeter af hver eneste bane. Dette bliver ganske hurtigt lidt belastende, da man ikke føler man kommer nogen vegne. Et andet problem er det gamle platform-syndrom, hvor man kan dø hvis man kikser et hop mellem to platforme. Disse hop kræver ultra-præcision og timing, så man oplever tit at Spyro falder i døden. Disse hop er lidt sjældne, men derfor er det stadig irriterende, da man kan risikere at bruge alle sine liv samme sted.

Katastrofal framerate

Det kommer næppe bag på nogen at grafikstilen i Spyro er af den nuttede variant. Banerne er fyldt med et bredt spektrum af farver og de er også ganske varierede i stil, selvom designet måske er lovlig ensformigt. De forskellige karakterer man møder er alle af den børnevenlige slags, og den lilla drage har da sin charme. Spyro er specielt godt animeret og alle hans bevægelser foregår særdeles flydende. Fjenderne er lidt mere simple i det, men de fungerer efter hensigten og er ganske humoristisk lavet. Det største problem med grafikken er den horrible framerate, der præger begivenhederne hele vejen igennem. Billedet hakker noget så grusomt, hvilket simpelthen er for dårligt, især når der ikke sker specielt meget på skærmen. De forskellige effekter er heller ikke specielt gode og mange af dem er temmelig grimme. Lydmæssigt klarer spillet sig en del bedre, men igen skal man være forberedt på, at det er henvendt til de yngre spillere. Musikken er stille og harmonisk og kan næppe genere nogen, mens både lydeffekter og stemmer holder et fint niveau. Især stemmerne er tydelige (men ikke på dansk), hvis man ser bort fra guldsmedene der snakker hyper-vrøvlet og tilmed i en meget høj tone. Styringen af Spyro foregår også ganske fint og man har aldrig problemer med at få ham til at gøre hvad man ønsker.

Forbeholdt de yngre

Sammenligner man med andre platformspil, så får Spyro det svært. Spillet falder på at der ikke er taget nogen chancer i designet og at man, undtaget de små mini-games, har set det hele før i de gamle Spyro-spil. Mens andre spil har udviklet sig og prøvet nye idéer, så prøver Spyro at klare sig på de gode gamle dyder. De tekniske fejl, både grafisk og i selve gameplayet, vil dog være for meget for de fleste, men den yngste generation er nok mere ligeglad og derfor er spillet også idéelt til dem. Næste gang må der dog godt komme lidt andre boller på suppen, f.eks. i form af noget mere udfordring, da spillet generelt er alt for let, hvilket gør det trivielt og kedeligt i længden.

Konklusion

Spyro – Enter the Dragonfly er et hyggeligt lille platformspil, der især henvender sig til den yngre generation. Garvede spillere vil hurtigt kede sig, fordi spillet ikke tilbyder noget nyt og ikke er særlig svært, hvilket, sammen med de tekniske mangler, gør det svært at anbefale. Mest for de yngste i familien.