Centre Court: Hard Hitter

Tennis er en af de mest populære sportsgrene i verden, så derfor er det underligt, at der ikke findes flere spil i netop denne gerne. Midas vil nu prøve, at udfylde dette lille hul med deres Centre Court: Hard Hitter til PlayStation 2. Kan det konkurrere med Sega’s eminente Virtua Tennis? Få svaret i vores anmeldelse.

Op igennem årene har der været forbavsende få tennis-spil til de forskellige konsoller. Udover Virtua Tennis, Namco’s Smash Court-serie og Mario Tennis, har det været tyndt med spil for tennisfans. Det ser dog heldigvis ud til, at der er ved at ske noget. Senere på året får vi både Virtua Tennis 2, WTA Tour Tennis og Smash Court til PS2. Det første spil vi har fået er dog fra de mindre kendte Midas. Centre Court er et såkaldt lavbudget-spil, og når man hører det begynder alarmklokkerne så småt at ringe. Fælles for de fleste af disse spil er nemlig, at de ikke er særlig gode og at de er hurtigt klasket sammen. Vi forberedte os på det værste og satte disken i maskinen.

Ingen turneringer?

Efter en lidt rodet intro, hvor man ser nogle af de spillere man har til rådighed, kommer man ind på hovedmenuen, hvorfra man kan vælge nogle forskellige spilmodes. Centre Court har kun 3 af disse, nemlig Exhibition, Arcade og Training. Exhibition er som altid i sportsspil, en enkelt kamp hvor du selv vælger din modstander. Man kan vælge hvor mange partier pr. sæt man vil spille og ligeså hvor mange sæt (1, 3 eller 5) kampen skal strække sig over. Arcade er spillets hoveddel og den er næsten en tro kopi af selvsamme mode i Virtua Tennis. Man spiller nogle korte kampe mod modstandere af stigende sværhedsgrad og det gælder ganske enkelt bare om, at komme til finalen og slå den sidste spiller. Disse kampe tager i gennemsnit 1-2 minutter, så det er ganske hurtigt overstået. Training består af 30 levels med stigende sværhedsgrad. Alle banerne er de samme, så der er ikke den sjove variation som i f.eks Virtua Tennis. Man skal ganske enkelt bare slå bolden derhen hvor det er markeret på banen, men det skal samtidigt være med den rigtige type slag, hvilket man kan se i selve det felt man skal ramme. I starten er disse levels ganske nemme, men de udvikler sig hurtigt til at blive svære. Udover dette indeholder spillet ingenting, dvs. ingen career-mode, ingen turneringer, ingen verdensrangliste, med andre ord, næsten ingenting. Der hvor spillet har sin største force er, som sædvanlig i sportsspil, i multiplayer. Man kan spille op til 4 spillere på samme tid og man kan heldigvis, i modsætning til Virtua Tennis, spille helt op til 5 sæt hvis man skulle have lyst.

Et godt feel

Kernen i et tennisspil er boldfølingen og om den har et realistisk bevægelsesmønster og det må vi sige at Centre Court rammer meget fint. Man har alle de slag til rådighed som man vil se i en rigtig tennismatch og de er alle nemme at udføre. Man har en knap til slice-shots, en til top-spin, en til straight shots, samt en til lobs. Kombineret med den meget fine analoge styring giver dette mulighed for mange forskellige slag, som f.eks stopflugtninger, stopbolde og en masse andet godt. Spillet på banen føles generelt meget realistisk, men det er stadig ganske nemt at gå til. Spillet tager dog højde for spillerens placering i forhold til bolden, samt hvilken retning man trykker når man slår til bolden. Spillets bedste feature en den fornævnte analoge styring, der virkelig giver en god følelse af præcision.

Hver gang man slår til bolden, beregnes dens placering udfra hvor kraftigt man trykker på de analoge styrepind, samt din placering i forhold til bolden. Dette gør også at man snildt kan slå bolden ud af banen hvis man trykker for kraftigt, hvilket var meget vanskeligt i Virtua Tennis. Et andet lille aspekt man skal tage højde for er, at ens spiller bliver påvirket af ens præstation. Hver spiller har en mentality-måler i hjørnet og den stiger eller falder alt afhængig af hvor godt man spiller. Skulle man spille skidt falder den naturligvis og dette bevirker, at det bliver sværere at få ordentlig præcision i slagene, hvilket især er synligt når man server. De forskellige underlag har naturligvis også indflydelse på boldens bevægelse og det kræver en anden spillestil at spille på f.eks grus fremfor hardcourt.

Ingen rigtige navne

Midas har ikke købt nogen officiel licens til spillet, så der er ingen rigtige spillere med. Istedet får vi nogle fiktive, der for nogens vedkommende dog ser ud som om de er kraftigt inspireret af f.eks Agassi og Chang. Man har til at starte med 8 spillere og man kan åbne op for flere undervejs. Der er både kvinder og mænd at vælge imellem, men de spiller stort set ens, så der er ingen mærkbar forskel på disse, udover det grafiske naturligvis. Hver enkelt spiller er kategoriseret efter hvilken type de er, så man kan vælge mellem netspecialister, allroundere eller hardhittere, alt efter hvilken type spiller man foretrækker. AI’en i spillet er ganske god hvis man spiller på en af de højere sværhedsgrader. Det er ikke muligt at vælge sværhedsgrad i arcade mode, men her bliver modstanderne bare bedre for hver kamp. Spiller man derimod exhibition, kan man vælge 5 sværhedsgrader for sin modstander og især de to sidste yder rigtig god modstand.

Pæn grafisk flade

Grafisk bevæger vi os på et udmærket niveau, der dog på ingen måde er prangende. De forskellige spillere er ikke specielt detaljerede i deres features, men de er til gengæld ganske flydende animeret. Banerne er som de skal være og det er jo svært lave noget ekstra ud af dem, men de er ganske nydelige og der er mange glimrende effekter fra sollys og spotlights. Der er ikke megen baggrundsaktivitet under kampene, men hoveddommeren er dog animeret og drejer livligt hovedet af led for at følge hændelserne. Lyden er ganske funktionel og det er sædvanlige lyde vi er vant til. Dommeren nævner stillingen efter hver bold, og publikum klapper og lever med. Der er også en kommentator der kommer med kedelige bemærkninger og ham bliver man hurtigt træt af. Soundtracket er temmelig belastende og man skynder sig hurtigt ind i options-menuen og slår det fra, da det også spiller under kampene.

Bedst som multiplayer

Det mest ærgerlige ved Centre Court er, at det har så meget potentiale som ikke er blevet udnyttet. Det spiller en rigtig god gang tennis og slagudvalget er rigtig godt implimenteret. Spillets ulempe er, at der ganske enkelt ikke er nok at tage sig til. Nogle turneringer af en eller anden art havde gjort underværker, for som det er nu, er der ikke meget andet at gøre end at spille opvisningskampe når man har gennemført arcade-mode. Har man tit tennis-elskende venner på besøg er spillet absolut værd at kigge nærmere på, da der er mange timers sjov i multiplayer-delen, men som single-player kan spillet ikke anbefales med mindre man er hardcore tennisfan og absolut skal eje alt i denne genre.