Summoner

Joseph hedder han, og hans er gaven til at hidkalde dæmoner og uhyrer - nu skal han bare lære at kontrollere dem! Da han således som dreng forsøgte at beskytte sin hjemby fra røvere, hidkaldte han en dæmon, der under ingen omstændigheder ville lade sig styre. Den ødelagde byen og alt omkring den; røverne, byen og beboerne. Joseph stak af, og den lille dreng svor ved de rygende ruiner af sin hjemby, aldrig at hidkalde noget fra det hinsides igen. Men årene går, og pludselig slynges han hovedkulds ud i et eventyr af temmelig episke dimensioner, et eventyr hvori hans ed om at undlade at hente assistance fra det hinsides svært kan overholdes!

Slå den onde kejser ihjel og red verden...!

Spillet virker ikke synderlig imponerende til at starte med: man er alene, man kan ingenting og man har ingenting. Man slås lidt i starten og kommer ind i styresystemet. Ganske langsomt, og på et plan dødelige kan forstå. Langsomt, men støt, bliver man lidt mægtigere. Man får efter ca. to timers spil til opgave at redde verden fra den onde kejser Murod og hans fire ondskabsfulde og nedrige ryttere, ganske som det står i profetierne, at man skal. Javel ja! Det lyder som en kliché, og det er det også. På det tidspunkt virker det som om, man allerede har fået historien fortalt. Man finder dog senere ud af, at der er mere til historien end bare profetier og skæbnesnak: Historien er faktisk god. Den holder aldeles glimrende, da der er så mange små sidespor i den, og alle, der er med Joseph på hans færd, har deres egne personlige motiver til at assistere ham. Men kun langsomt kommer man til at se spillets gode sider. En af dem er den størrelsesorden, det er bygget op i. Eksempelvis når man ankommer til landets hovedstad, Lenele, kommer man først til havneområdet... En stor havn, bygget op ned til mindste detalje. Vagter der går rundt hist og her, og sælgere og høkere iklæder bybilledet et autentisk præg. Derefter kommer man ind bag bymuren... Her har vi markedspladsen, som er endnu større, derefter den gamle by, bymidten, templet og tempelplaza, og tilsidst paladset, som altsammen giver et tilpas uoverskueligt billede af fordums middelalderlige storhedstider. Byen er enorm, intet mindre.
Spillet har fanget en interessant, meget original verden med myter og gudehistorier, som på mange måder er sine egne, selvom de tydeligvis er inspireret af en blanding af en asiatisk polyteistisk religion, tilsat elementer fra et vestligt middelaldersamfund. Det er, for at sige det kort, en spøjs blanding af katanasværd og stridsøkser.

Gameplay

Spillet er bygget op i tre dimensioner, man styrer et lidt (for) begrænset kamera, der kan bevæge sig rundt om den person, der er i midten af skærmbilledet. Dette betyder, at man kan zoome op og få det kølige overblik når man skal slås, og zoome ned i 3rd person view, a la den gode gamle Lara Croft, når man skal udforske de labyrintiske gange.
Gameplay i Summoner er helt i top, når man altså først lige er kommet ind i måden at styre på, og der er elementer i kampformen, der så vidt vides, aldrig er set før, men som er ret nemme og velfungerende og kræver, at man holder tungen lige i munden. Det er et system hvor kampene bliver udkæmpet af hovedpersonerne uden ens indblanding, men hvor det er muligt at lave kædeangreb, chain attacks, hvis man er hurtig på musen. Det er desuden muligt at sætte Joseph på autochain, hvilket gør, at man kan læne sig tilbage i stolen og bare se sine helte slås. Denne fremgangsmåde har oftest (ikke altid!) et ganske godt resultat, men er ret kedelig. Den gyldne pauseknap space (ganske som i Baldur's Gate o.l.) kan selvfølgelig bruges når kampene ikke går som de skal.
Måden hvorpå Joseph og hans venner bliver bedre til deres eventyrlige hverv, er en alle RPG spillere kender: de gode gamle experience-points, som, når man har samlet nok, resulterer i et nyt level, og nye skillpoints. Og ganske som det plejer, fungerer det godt. Der er underholdning i spillet til mange timers trolddom og kamp, og det er en særdeles herlig ting, at kunne fremmane de mest glubske dæmoner og uhyrer for at styre dem til at gå i kamp for en! Mange timers trolddom er ikke en overdrivelse, der er næsten tre timers spil, før Joseph lærer at kontrollere sin første dæmon, og han skal nå at kontrollere talløse former

for dæmoner, før han kan stille sig op mod den grusomme kejser. Det skal heller ikke tros at man, bare fordi man har en dæmon, kan banke hele verden. Da jeg havde fået min første Summoning Ring; Ring of Darkness, skyndte jeg mig ud for at afprøve det væsen, der gemte sig i den på et eller andet dødsensfarligt uskyldigt monster ude i verden. Jeg fandt ved en lille sø nogle slangemennesker, og jeg fremmanede min første kreation: Blackfire Elemental!!! Det lyder brutalt, og i en stor sort og lilla ildsky trådte en 2,5 meter høj, 1,5 meter bred brændende sortlilla mand ud! Fedt, tænkte jeg, nu vinder jeg, og med et krigshyl (de er ikke inkluderet i spillet, dem skal man selv stå for) bragede den brutalt udseende stumme skabning lige i flæsket på slangekolonien... *Puf* En stor lilla/hvid røgsky indhyllede min dæmon da den forsvandt, død uden at have gjort noget som helst!! Alle ens kreationer er nemlig (relativt) fromme, når man hidkalder dem første gang. Til sammenligning havde krigeren i gruppen 2-300 hitpoints... Blackfire Elemental havde 10-11 hitpoints... Det ændrer sig dog hurtigt, og inden længe var min stolte kreation lige så farlig som han så ud!!
En af de rigtig gode ting ved spillet, er dets mangeartethed: man spiller generelt Joseph og hans venner på deres lange rejse, hvor de er samlet i en gruppe, men af og til er der eventyr, hvor kun en eller to af personerne i spillet er til stede, nogle steder forlader man endda helt Joseph. Man skal klare mange underlige opgaver, der ikke kun kan løses med store sværd og torden og lynild, der er masser af labyrinter og et par puzzles, der dog er overkommelige. En af de bedre overraskelser ved Summoner kommer, når man tror at man, måske lidt skuffende tidligt, har gennemført spillet, og man skal til at bekrige den onde kejser Murod. Der finder man ud af at spillet først lige er begyndt, og at historien måske ikke var så gennemskuelig alligevel?!? Den eneste ting, jeg mener, der er utilfredsstillende ved Summoner er, at det er meget lineært, man gør de ting, der er at gøre, i en fastlagt rækkefølge, og så kører spillet ellers. Der er selvfølgelig en grad af bevægelsesfrihed i spillet, men det er ikke nær så meget som andre vellykkede RPGs. Til spillets forsvar skal det til gengæld siges, at det ville være hundesvært at gøre spillet mere frit, eftersom historien er af konstant voksende kompleksitet gennem spillet. Der er heller ingen stemmer i Summoner, der er kun tekst, ganske som der plejer at være i spil af den kaliber (Jvf: i Baldur's Gate 1+2, Planescape Torment, Final Fantasy serien et.c. var der næsten kun tekst)

Grafik

Grafikken i Summoner er ganske god, men den slår ikke en af stolen. Der er dog flere eksempler på, hvorfor spillet får sin gode karakter i denne kategori, eksempelvis de flotte trolddomsformularer man smider rundt med, områdernes imponerende størrelsesorden og specielt hovedfigurernes grafiske kompleksitet. Samtlige større personligheder i spillet er så at sige påklædningsdukker, og i filmsekvenserne, som, skal det nævnes, anvender samme grafik som selve spillet, kan man endda se ansigtstræk ændre sig, smil og surmulen er ganske tydelige, og ganske imponerende. Alt i alt præsterer spillet en flot og stabil grafik, et spil man godt kan holde ud at kigge på i ganske lang tid.

Lyd

Lyden i Summoner er af anden karakter end den flotte grafik, den er udmærket, og den består, men som nævnt tidligere, er der ingen stemmer i selve spillet, hvilke godt kan være ret trættende. Musikken er middelmådig, intet mere, og der er ikke mange andre lyde end skridt, fuglekvidder og kamplyde, groft set. Derfor er lyden ikke nogen rose i Summoners have, men det gør ikke noget, spillet kan godt klare sig alligevel.

Konklusion

Der kan ikke være nogen tvivl! Summoner er en varm nyhed for alle fans af RPG-genren, såfremt man kan leve med de manglende stemmer i spillet. Det er flot, stort og spændende. Flot grafik og et godt, simpelt kampsystem giver en god og dynamisk fornemmelse for kampene, og en god historie med masser af forvridninger og forviklinger, sidespring og småopgaver ophæver snildt den lidt dårlige lydside. Der er lagt godt i ovnen til eventyr til den lille Joseph og hans venner, og kejser Murod himself skal nok være mand for at levere varen!!!