X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Combat Mission


Det er dejligt at opdage som anmelder, at der stadig findes nytænkning og dedikation i spilverdenen - specielt når det gælder en af de mest udvandede temaer: 2. Verdenskrig.
Bortset fra Close Combat serien, så er det ved at være et godt stykke tid siden, vi sidst har set et godt, trækbaseret strategispil over 2. Verdenskrig. Da spil som WarCommander hygger sig i real-time afdelingen, så er det rart, at der nu også er kommet godt spil, der viser, at trækbaserede spil ikke behøver være kedelige.

Gameplay

Combat Mission fra tyske CDV er et elegant spring ud i en genre, der er både lille og tæt befolket. Spillet foregår mellem 1944 og 1945, hvor de store slag på det europæiske fastland fandt sted, hvilket giver mulighed for meget interessante missioner.

Combat Mission er som sagt et trækbaseret strategispil, hvor du som øverstkommanderende får tildelt et antal tropper, som du så skal bruge til at gennemføre en række objectives - disse går for det meste blot ud på at udrydde fjenden. Spillet indeholder masser af historisk korrekte slag, som man kan spille hjemme i lænestolen og dermed se, om man er en bedre officer end dem, der rent faktisk kæmpede kampen for 60 år siden. Gider man ikke spil en historisk mission, så indeholder spillet en Random Battle Generator, der hurtigt og nemt kan flikke en kamp sammen.
Spillet foregår på den måde, at man i ro og mag kan udstede ordrer til sine tropper, hvorefter man klikker GO, og ens handlinger udføres samtidigt med fjendens - enkelt og effektivt.

Spillet indeholder 6 forskellige hære: Amerikanerne, tyskerne, briterne, franskmændene, canadierne og polakkerne - og vælger man f.eks. Tyskland, så snakker alle ens tropper tysk. Det samme gælder for de andre hære.
I alt er der mere end 130 forskellige infanteri-typer og over 125 forskellige køretøjer, så der burde være mere end nok til alle. Samtlige tropper er selvfølgelig meget realistiske, hvad angår ammunition og hastighed m.m.

Slagene foregår på store kort, hvor terrænet spiller en meget vigtig rolle, og det er her, spillets største force spiller ind: Det hele er lavet i 3D. Hele slagmarken er modeleret op i ret flot 3D, hvor man kan bevæge sig frit rundt og zoome og
kigge nærmere på alting. Denne mulighed bør man udnytte fuldt ud, da den giver adgang til at studere fjendes opstilling i detaljer, inden man selv foretager nogen valg. Desuden er det også rigtig fedt at kigge nærmere på, hvad der foregår på slagmarken, når man trykker GO.

Grafik

CDV har haft en god ide, og de har udført den med stor omhu og dedikation, hvilket tydeligt kommer til udtryk i spillets grafik. Selvom den ikke er det flotteste, jeg har set, så gør den sit job med bravour, og det er virkelig en nydelse at se, hvor detaljeret de mange enheder er lavet, når man zoomer helt tæt ind på. F.eks. kan man zoome ud og kigge på hele slagmarken, hvorefter man kan zoome helt ind i ansigtet på en tankfører.
Grafikken er det bedste ved spillet, og er det aspekt, der får hele molevitten til at adskille sig fra hoben af WWII spil ude i verden. Muligheden for at bevæge sig frit omkring i et levende og ganske smukt landskab er rigtig god, og giver spillet et stort fortrin overfor alle konkurrenter.

Lyd

Lydeffekterne er der kælet for i spillet, hvilket tydeligt kan ses, da hver hær taler hvert sit sprog. Maskingeværild og eksplosioner lyder også tilpas farligt og spændende, og da det hele understøtter 3D lydkort, så er det virkelig en nydelse at høre. Musikken er der desværre ikke meget af, hvilket er lidt ærgerligt, da det ville være rart at have lidt at lytte til under missionerne.

Konklusion

Selvom CDV med Combat Mission har skruet et gedigent strategispil sammen, så er der stadig nogle få mørke punkter. F.eks. det faktum, at spillets manual ikke er trykt men blot medfølger som et PDF dokument - det er lidt for fedtet. Udover det, så er spillets look i menuer m.m. ikke særlig pænt og kunne sagtens være gjort bedre. At der heller ikke er mulighed for at indstille lyd, grafik m.m. - det er heller ikke godt.

Kan man se bort fra disse småfejl, så er Combat Mission en rigtig godt spil for alle, der holder af trækbaseret strategi. Vil man ikke spille alene, så understøtter spillet multiplay via bl.a. e-mail.
Combat Mission er et solidt spil, der ved hvad det vil, og som udfører det uden nogen dikkedarer. Som sagt et sikkert køb for fans af genren.

Combat Mission
Anmelders vurdering
91%