Splinter Cell

The name is Fisher, Sam Fisher

Ligesom sin lidt mere kendte engelske kollega, så er Sam Fisher hemmelig agent. Han opererer ud fra en såkaldt Splinter Cell - en lille usynlig og skarp enhed af folk med høj militær rang, gemt dybt under det amerikanske sikkerhedsagentur NSA. Vi har tidligere anmeldt Splinter Cell til både PC og Xbox. Nu er spillet konverteret til Playstation 2 og vi har set nærmere på det.

Third Echelon er navnet på den Splinter Cell, som Sam Fisher hører under. Han er deres bedste agent og perfekt til enhver opgave der involverer overvågning, aflytning, sabotage og endda snigmord. Da to CIA-agenter på mystisk vis pludselig forsvinder under en mission i Georgien, kontaktes Sam Fisher gennem NSA og Third Echelon. Hans opgave - og spillets første, bliver at finde ud af, hvad der er sket med de to CIA-agenter. I løbet af spillet får historien en del dramatiske drejninger og snart er det ikke kun de to CIA-agenters liv, der er truet.

Højteknologisk udstyr

Inden Fisher kastes ud i sin første opgave bliver han sendt igennem en kort træningsbane. Her kan man som spiller, lære de fleste af spillets mange og nogle gange komplicerede manøvrer. Disse omfatter split jump hvor Fisher med spredte ben hænger mellem to tætte mure, wall jump hvor han hopper op ad en mur for at nå højere og selvfølgelig hans vigtigste manøvrer - total lydløshed og usynlighed. Med sig har Fisher en ordentlig omgang højteknologisk udstyr - nightvision-goggles, der gør det muligt at se i mørke, thermal-goggles der er varmefølsomme og bl.a. kan bruges til at se folk bag tynde vægge, optisk kabel til at se under døre, diverse udstyr der kan bruges til afledning og så selvfølgelig nogle avancerede lyddæmpede våben. Under huden har Fisher indopereret et lille kommunikationscenter, det gør, at han konstant er i kontakt med hovedkvarteret og hele tiden bliver briefet af sin taktiske leder. Det giver spillet en del små overraskelsesmomenter, når man pludselig under en mission får en ny opgave.

Alle knapper har en funktion

Man ser Fisher fra et tredjepersonsperspektiv - kameraet svæver altså omkring ham hele tiden. Vinkel og retning er hundrede procent manuel, det giver den fordel, at man ikke, som i andre spil, skal kæmpe med at få roteret et automatisk kamera, som man ønsker. Ulempen er, at man hele tiden skal styre kameraet. Det kan give problemer, når man løber og kameraet ikke vil dreje så hurtigt, som man ønsker det. Heldigvis foregår det meste af spillet i et langsomt snigende tempo. Selve styringen af Fisher er rigtigt god og man har 100% kontrol over ham. Det kommer dog ikke uden en pris - det kræver i starten en ret god hukommelse at huske, hvad alle knapperne bliver brugt til. Og det er omtrent alle knapper, der bliver brugt, selv den sjældent benyttede R3 har en vigtig funktion. Når man har lært knapperne, er der dog ingen problemer og man kan lynhurtigt trykke Fisher op ad en væg, trække pistolen og affyre et enkelt dødbringende skud mod fjenden.

Grafisk underlegen?

Mange har frygtet, eller næsten forventet, at PlayStation 2 versionen ville være de to andre versioner voldsomt grafisk underlegen. Dette er ikke tilfældet. Spillets meget omtalte skyggeeffekter er stadig til stede, teksturerne er skarpe og effekter som ild, røg og lysstråler gennem en hullet væg ser alle meget flotte ud. Der er endda tilføjet en varme effekt omkring brændende objekter, der får banerne med ild til at virke mere virkelighedstro. Der er dog enkelte tekniske svagheder i denne version. Loadetiderne mellem missionerne er lidt for lange. En enkelt bane er ændret fra sollys til måneskin og flere store områder er blevet gjort mindre for at tage hensyn til PS2'ens mere begrænsede hardware. Men på trods af disse begrænsninger så er spillet grafisk utroligt flot og realistisk.

Nyt i denne version

En af nyhederne i denne udgave er en lang og meget flot introanimation. Den giver spilleren en bedre introduktion til historien og gør spillet til en spændende oplevelse allerede fra første mission. Og det er især spillets historie, der er blevet finpudset, nye mellemsekvenser giver en bedre sammenhæng mellem missionerne og spillet indeholder en lille ordbog over begreber og udtryk, man kan komme ud for i spillet, samt et morsomt interview med Fisher. Sværhedsgraden i spillet er blevet sænket en smule i forhold til Xbox-versionen. Det er især antallet af vagter, der er blevet ændret, men også bane layoutet er enkelte steder lavet om. PC-versionens mulighed for at gemme alle steder var rar, men gjorde spillet latterligt nemt. I denne udgave kan man som i Xbox-versionen kun gemme spillet ved bestemte checkpoints. Det gør spillet svært og nogle gange frustrerende. Ofte må man prøve igen og igen, inden man klarer sig videre til næste checkpoint - det kræver altid grundig omtanke og stor snuhed at klare en mission. Udover en lidt lavere sværhedsgrad er der også tilføjet en helt ny bane. Men på trods af denne så er spillets længde dets største, ja måske eneste, svaghed. Lidt for hurtigt er man igennem spillet og ønsker bare mere af det gode.

Konklusion

Har man ikke spillet Splinter Cell før, er der ingen tvivl om, at det er denne version, man skal vælge. En bedre sammenhæng i historien, en ny bane og et lavere frustrationsniveau gør, at PS2'en lige nu har den bedste udgave af spillet. Teknisk er spillet, når man ser bort fra loadetiderne, også meget tæt på de andre versioner. Splinter Cell er et fantastisk spil, som vi kun kan anbefale, at du går i gang med.