Fem planeter, svævende byer, undervandsbyer, evige krige og sand i uendelige mængder. Det er nogle af de leveforhold, som hersker i galaksen Theophilus. Crimson Sea er et 3d-action/skydespil med lette rollespilselementer set fra tredjepersonsvinkel. Det er næsten Zone Of The Enders-spillene til fods.

Føj hertil tusindvis af kæmpeinsekter, en flok excentriske musikarkæologer og en intergalaktisk efterretningsflåde ledet af et hårdtpumpet hunkøn. For ikke at blive forvirret over spillets omfattende univers, har man adgang til et opslagsværk over såvel fjender som kulturelle fakta om de forskellige miljøer, man befinder sig i.

Historien centreres omkring dusørjægeren Sho og hans mindreårige sidekick Yangqin: to anime-stereotypiske karakterroller. For den rette betaling kaster Sho sig ud i hvad som helst og hyres af efterretningsflåden IAG (Intelligence Agency of the Galaxy) som en sidste udvej overfor en galaktisk trussel ved navn "Mutons": krigeriske insektlignende væsener som formerer sig med en utrolig hastighed på alle fem planeter i Theophilus-galaksen.

Sho er, uden han selv ved det, en del af den sjældne race "Vipa": en sjælden hybrid mellem mennesker og aliens. Derfor besidder han nogle særlige kræfter, som lader ham omdanne lyd til destruktive eller beskyttende formål.

<b>Intelligent våbensystem</b>

Som det første skal spilleren gennem en praktisk træningsbane. Her lærer man at udføre, det for genren, traditionelle dash til siderne, løbe og hoppe sidelæns, fastlåse sit sigte på fjenderne og lave 180 graders-vendinger. Et førstepersonsperspektiv kan bruges til præcisionsskydning.

Disse bevægelser bliver hurtigt en nødvendighed, hvis man vil overleve i pressede situationer, hvor man er omringet af fjender. Styringen volder desværre nogle problemer, som klarlægges senere i anmeldelsen.

I Crimson Sea har man lagt stor vægt på et struktureret angrebssystem. Man har et multivåben med en pistol og et lyssværd indbygget. Der findes flere varianter af disse multivåben, der som helhed er sammensat af tre opgraderbare, mekaniske dele. En del øger fx våbnets styrke, skudrækkevidde og hurtigere energiopladning, mens en anden del tilfører granatspredning som udgangseffekt på pistolen. En tredje del kan gøre lyssværdet længere med nye angrebsmønstre og udgangseffekter såsom energibølger.

Våbnets generelle styrke øges via erfaringspoint, mens nye våben og mekaniske opgraderinger kan købes i hovedkvarterets shop. Nogle kan sågar erhverves gennem missioner.

Spilleren har dertil en række overnaturlige kræfter til rådighed. Disse kan bruges enten defensivt eller offensivt. Fx til at fastlåse en fjendes bevægelser kortvarigt, fornyelse af energi mens en anden kraft laver en kuppel af luft, der gradvist udvides og effektivt påfører skade på svagere fjender i hobetal.

Disse kræfter kan læres via erfaringspoint eller købes. Med andre ord lægger spillets angrebssystem op til en god intuitiv frihed med mulighed for at sammenkæde forskellige angreb alt afhængig af den type af fjender, man står overfor.

<b>Japansk charme</b>

Selv i situationer med over tusinde fjender på skærmen oplever man ikke skyggen af nedsættet hastighed. Sigtbarheden i horisonten er ligeledes imponerende, og figurerne er flot udsmykkede med velpolerede former og detaljer. Bosserne er store og opfindsomt designet. De mere traditionelle fjender er spredt ud over hele spilforløbet som repetition, og er som sådan ikke til for at beundres, men tilintetgøres en masse.

Audiovisuelt udstråler Crimson Sea en hel del japansk charme. Der er gjort meget ud af spillets organiske omgivelser, da man rejser fra planet til planet og dermed stilles overfor forskellige kulturer. Det kan være en inspirerende oplevelse at gå fra en simpel kultur på overfladen til et højteknologisk metropolis under vandet.

Desværre passer den overspillede, amerikanske stemmelægning ikke ind i spillets univers. Den er en stor hindring for den følelsesmæssige dybde, spillets historie ellers prøver at udtrykke. Et originalt lydspor med undertekster havde været at foretrække. Til gengæld er musikken meget flot iscenesat af et dygtigt orkester.

Crimson Sea indeholder 25 missioner fordelt over seks baner. Missionerne i hver enkelt bane skal ikke nødvendigvis løses i rækkefølge. Man har frihed på hånden til at opbygge kræfter og tage de sværeste missioner senere. Flere af disse har det tilfælles at være baseret på tid, hvilket i perioder kan føre til et irriterende tidspres, når visse opgaver skal løses. Jeg oplevede hyppigt at skulle gennemspille dem adskillige gange. Det viste sig på den anden side at være et givende mål i sig selv.

For jo bedre man klarer opgaverne indenfor nogle forudbestemte parametre, jo mere belønnes man med penge til køb af våbenopgraderinger og diverse medikamenter. Så mine gentagne gennemspilninger af diverse missioner resulterede i en bedre forståelse af spillets struktur.

<b>Solid underholdning</b>

Andre udviklere bør tage ved lære af kameraføringen i Crimson Sea, som er blandt de bedste, jeg har oplevet. Den viser sig at være en afgørende faktor for spiloplevelsen i det hele taget. Med højre styrepind kan man frit panorere omkring sin spilfigur i fleksible vinkler, mens objekter i forgrunden bliver transparente. Førstepersonsvinklen virker derimod ikke væsentlig, for det bliver hurtigt frustrerende, at perspektivet kun kan bruges, når spilfiguren står stille. Samme problem gør sig gældende med 180 graders-vendingen. Ikke særlig praktisk da Crimson Sea for det meste består af nonstop action.

Som nævnt indledningsvis finder jeg styringen problematisk, og det er et kritikpunkt, som bør fremhæves over alle andre. Styringen besidder desværre ikke kameraets fleksibilitet. I et spil af denne type må man kunne forvente smidige bevægelser. Men som Gun Valkyrie er Crimson Sea også tung i bagen. I førstnævnte spil kan styringen i det mindste mestres med tiden. I Crimson Sea er dette nærmest en umulighed grundet en alt for lav reaktionstid.

Selv ikke efter to gennemspilninger, er jeg blevet mere tryg ved styringen i hektiske kampsituationer. Men det er til at overkomme, for spillet bliver aldrig frustrerende svært, men føles tilpas afbalanceret. Våbensystemet betragter jeg som værende spillets største force, da det sikrer spilleren en dynamisk frihed til at opbygge forskellige våben baseret på egen spillestrategi. Det kan samtidig lægge op til flere gennemspilninger efter første gennemførsel, fordi man bliver nysgerrig efter at prøve andre ting af også.

Crimson Sea blev desværre ikke udgivet i Danmark, og er dermed vældig overset. Det er synd, for spillet fortjener anerkendelse i genren. Med mindst femten timers spilletid er det blandt de mest langtidsholdbare og intense 3d-action/skydespil, jeg har prøvet. Ikke desto mindre kan man savne en mulighed for, at flere spillere kunne samarbejde i missionerne. Crimson Sea 2 til PlayStation 2 skulle heldigvis byde på et sådant tiltag.



Kommenter anmeldelsen...