Anmodning om hjælp


Nyhed
Siden vi for 20 år siden påbegyndte vores projekt med at indsamle, bevare og tilgængeliggøre historien for computerspil, har det været undertegnede (Rune) og min far (Eddie), der har lavet og betalt for alt.

Det var aldrig meningen, projektet skulle vokse sig så stort, men i takt med at det blev klart for os at ingen andre gjorde noget, så betragtede vi det som vores pligt, at indsamle hvad vi kunne af spilhistorien, før det var for sent. Det er endt som verdens største spilsamling, med en fysisk størrelse på over 5.000 m2, og blandt andet ca. 25.000 spil, 1.000 konsoller og 1.700 arcademaskiner.

Det var aldrig meningen, vi skulle varetage opgaven til evig tid, og politikere, ministerier, museer og biblioteker blev ved med at love, at en løsning var om hjørnet. Så samlingen kunne varetages af staten på tilsvarende niveau som anden kulturhistorie som bøger, film og musik, som det forlængst er vedtaget ved lov.

Til sidst fik vi nok af at vente på det offentlige i Danmark og i andre lande, og besluttede i stedet at udstille hvad vi har nu, i eget regi og for egne midler. Så vi også selv kunne nå at få glæde af samlingen og glade besøgende - før det var for sent. Også selvom det er et alt for stort projekt, for to mand.

Men dét er planen med vores 1600 m2 store udstillingslokaler ved Løgstør, som vi gennem det sidste år har udvidet og tilbygget, så den væsentligste del af samlingen kan tilgængeliggøres. Byggeriet er nu i grove træk færdigt, og klar til indretning og indflytning, som skulle færdiggøres over de næste måneder.

Og netop da skete det, at Eddie trådte et trin forkert på en trappestige, og faldt og brækkede hoften. Han blev opereret samme dag, men fik så dertil en hjerneblødning under operationen.

Det er nu halvanden uge siden, og Eddie er stadig indlagt. Han kan dårligt bruge det ene ben grundet hoften, og kan næsten ikke bruge den anden arm, og har svært ved at tale, grundet hjerneblødningen. Han er meget træt og udslidt, men heldigvis tænker og husker han stadig ganske klart. Der er få og små fremskridt, men det er selvfølgelig altsammen meget svært og sort, og har selv i bedste fald meget lange udsigter.

Både han og jeg er dog enige om, at alt det arbejde, tid og ressourcer der er investeret i projektet, ikke må være forgæves. Det skal stadig gøres færdigt, så folk kan komme og få glæde af det. Det mål holder os oppe.

I de 20 år har vi lavet næsten alt selv, og ikke bedt om hjælp. Men jeg kan ikke nå i mål alene. To mand var for lidt, men én mand er alt, alt for lidt. Så nu beder jeg om hjælp. Alle der gennem tiden har sagt, at de ville bidrage - nu er det muligt. Og nødvendigt.

Jeg har ikke den endegyldige plan, men et rimeligt overblik over, hvad der skal laves. Der er forskellige opgaver, og de kræver forskellige grader af kompetencer. Noget kan de fleste lave; andre ting kræver professionelle. Jeg håber at kunne udnytte alle gode ressourcer, ved at få hjælp til en række ting, og betale os fra resten.

Konkret har alle der læser dette, mulighed for at kunne hjælpe på tre måder - og det kan gøres lige nu:

1. Arbejdsindsats. Meld hvad du kan lave, og hvornår, hvis du kan komme til Løgstør. Så planlægger jeg efter det, og koordinerer indsatsen. For mange er Løgstør langt væk, og offentlig transport er ikke for god, men dog muligt. Er man frisk på det, så er der fire kontorer der kan bruges til værelser, så man kan få et aflukket, med en seng og overnatte. Her er strøm, fiber, skærme, spil og mad, samt toiletter og bad. Og ellers er der også hoteller, campingpladser, feriecenter og diverse turiststeder indenfor få kilometers afstand.

Vi har groft opsummeret brug for følgende type arbejder:

- Spartle og slibe
- Male
- Snedker
- Mure
- Grave
- Elektriker
- Elektronik
- Flytte (varevogn/lastbil)
- Diverse

2. Økonomisk. Projektet er allerede fuldt ud betalt, som det er, uden lån eller andet. Vi er ikke ude på at sælge ud. Men her og nu kan penge bruges til at få udført det arbejde, som vi ikke længere selv kan, og som der ikke var budgetteret med udgifter til. Derfor lukker vi nu op for indmelding/kontingent til støtteforeningen, som bliver et krav for at besøge samlingen. Det kan betales nu, og kontingentet gælder så i ét år, fra det tidspunkt, hvor det bliver muligt at besøge samlingen. Se detaljer og indmeld på https://www.playright.dk/museum/medlem

3. Bring budskabet videre til andre, der kunne tænkes at hjælpe.

Venligst skriv en besked eller e-mail til undertegnede, hvis du er interesseret i at hjælpe, på den ene eller anden måde. Det kan sikkert også være på andre måder eller tidshorisonter, end skitseret ovenfor. Jeg forsøger at svare alle, men bær over med, at det kan være svært.

På forhånd tak.

Rune (rune@spilmuseet.dk)