X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Aggressive Inline


Z-Axis har tidligere imponeret med Aggressive Inline til PlayStation 2. En slags udvidet udgave af Tony Hawk-serien med bedre sans for humor, større baner og generelt mere sjov. Xbox-udgaven afviger heldigvis ikke fra det koncept, hvis den overhovedet afviger...

Allerede før spillet er startet, kan man godt mærke, at Aggressive Inline er et velpoleret produkt. Lækre menuer, godt design og alle de options, man kunne ønske sig. Her er både træning, karrieremode, multiplayer og endda mulighed for at lave sine egne baner - omend simple. Som titlen antyder, er der tale om et ekstrem sportsspil med inline-skatere. Man kan vælge blandt en håndfuld kendte navne og et par fiktive personer, plus at der er endnu flere at låse op for.

Muligheder en masse

Spillets force er karrieremoden, hvor man langsomt træner sin udvalgte karakter op. Man får erfaring for stort set alt og da der ingen tidsbegrænsning findes i spillet, betyder det at man hele tiden belønnes, uanset hvor god eller dårlig man er. Hver bane har en lang række delmål, der skal opfyldes for at tjene yderligere point. Disse kan bruges på at låse flere baner op, ligesom der kan findes nøgler til at låse op for andre områder på banerne. Der er så mange udfordringer i spillet, at det nærmest er uoverkommeligt at nå det hele.

Naturlig styring

Dem der er vant til genren, vil nikke genkendende til styringen i Aggressive Inline, men andre kan også hurtigt være med. Der bruges én knap til at hoppe, én til at grinde, én til at lave tricks og én til at interaktivere med omgivelserne. Altsammen kan så kombineres med hinanden, retningstryk og kombinationer af retningstryk. På papiret kan det hurtigt blive indviklet nok, men når man først sidder med kontrolleren i hånden, kommer det hele naturligt - og hvis ikke, så er der en solid oplæringsfunktion. Desværre opfører den digitale styring med Xbox-kontrolleren sig nogle gange noget mærkeligt, og den analoge har desværre ikke helt den samme præcision til denne slags spil.

Ekstravagante baner

Lige så vigtig for et trick-spil som styringen er banerne. Aggressive Inline byder på syv af slagsen, der alle er relativt varierende i både udseende og stil. Ved første øjekast kan et par af dem virke små, men man
finder hurtigt adgang til andre områder og etager, der afslører enorme baner. Dette er vel og mærke ikke opnået ved at lave store, tomme områder eller masser af gentagelser. Banerne er spækket med objekter man kan skate på, over og under, et utal af kombinationslinier og masser af andre elementer. Der er så meget at udforske og lege med, at man ofte fortaber sig i det. I Xbox-versionen er der desuden en ny eksklusiv bane, men den kan ikke spilles i karrieremode og kræver en meget stor indsats at låse op for.

Visuelt værdigt

Grafisk er Aggressive Inline også godt med. Som sagt er områderne store og der er masser af aktivitet. Heldigvis er der også en perfekt framerate på 50 eller 60 fps, der i modsætning til PS2-versionen aldrig dropper ned. Opfindsomheden i karakterdesign, baner og animation er - for genren - høj og generelt lækker. I sammenligning med PS2-udgaven er billedet en smule mere klart, men til gengæld er motion blur-effekten væk - den gav ellers spillet et unikt udseende. Som nævnt understøttes 60Hz og også widescreen, men af uforklarlige grunde ikke begge dele på én gang.

Eneste skuffelse

Skal der være et svagt punkt, så må det være lydsiden. Selve effekterne er udmærkede og der er for så vidt ikke noget galt med musikken, der er den typiske omgang alternativ rock. De enkelte numre er udmærkede, men med de mange timer, man hurtigt lægger i spillet, bliver de snart enerverende. Her træder Xboxens mulighed for egne musiknumre til og selv om det er så rodet lavet, at det næsten er nemmere at tænde anlægget, så er det en tiltrængt tilføjelse.

Og vinderen er...

Hvad Aggressive Inline gør rigtigt, kan opsummeres i én sætning: Det er bare sjovt at spille. Alle de mange gode elementer går op i en højere enhed og resulterer i et af de klart bedste spil inden for ekstrem sport-genren - hvis ikke det bedste. Med de mange skatere og muligheder samt de omfattende baner, er der underholdning til rigtig mange timer. Kort sagt er Aggressive Inline et spil som fans af Tony Hawk's Pro Skater, Dave Mirra Freestyle BMX, SSX og beslægtede titler bare skal eje. Alle andre burde også kigge nærmere på det - måske går de også hen og bliver fans af genren... Om man vælger Xbox- eller PS2-udgaven, gør i praksis ingen forskel.

Aggressive Inline (EU)
Anmelders vurdering
...kan opsummeres i én sætning: Det er bare sjovt at spille. Alle de mange gode elementer går op i en højere enhed og resulterer i et af de klart bedste spil inden for ekstrem sport-genren - hvis ikke det bedste.
5/6

Aggressive Inline   © Acclaim 2002   (PS2)    1/4 Aggressive Inline   © Acclaim 2002   (PS2)    2/4 Aggressive Inline   © Acclaim 2002   (PS2)    3/4