Wipeout Fusion

Tænder du på tophastigheder ud over det sædvanlige, er det længe ventede Wipeout Fusion endelig landet på PS2. Som det femte spil i serien håber man på, at det kan mere end bare at hvile på sin oprindelige succes. Men som man siger: ”If it aint broke, don’t fix it”. Læs i vores anmeldelse om denne teori holder.Siden det store næste-generationsboom midt i ’90erne er der sket store tekniske omvæltninger. Én uændret ting skinner dog igennem for visse typer af spil, for hvor et nyt frisk gameplay oprindeligt medførte stor succes for et spil, vil det samme gameplay seks år senere muligvis virke forældet. Wipeout-serien har gjort sin entré på PSOne, Saturn, N64 og nu PS2 med dét formål, at levere en uhørt høj underholdning på hastigheder over 1500km/t. Med velkendte teknokunstnere på lydsporet, er serien nærmest en high-tech udgave af Ridge Racer i hover-fartøjer i stedet for på fire hjul. Tiderne skifter og vi burde ikke forlange mere, men det gør vi imidlertid alligevel pga. den hastigt fremskredne udvikling i konsolbranchen. Hvor det tidligere var, det nu Sony-opkøbte Psygnosis, der stod for udviklingen af Wipeout, er det nu Sony’s Studio Liverpool (bestående af Psygnosis-folk), der står for det enorme ansvar. Men er der sket noget revolutionært i serien af den grund? Nej, egentlig ikke, for bortset fra enkelte nye tilføjelser, ligner serien mere eller mindre sig selv. Vi havde faktisk håbet på at få indfriet vores forventninger i højere grad end dette. Wipeout er ikke mere, hvad det engang var, men om Wipeout Fusion er et fremskridt for serien, skal nok vurderes ud fra, hvad man stiller af krav, da det er en ny tilføjelse i serien baseret på en gammel holdbar opskrift. Det har fået en ny kulør. Måske lidt som at sammenligne den første Resident Evil-titel med de senere titler, hvor den oprindelige stemning manglede? Drag selv din egen konklusion efter at have læst vores anmeldelse.

Gameplay med muligheder

Wipeout Fusion udnytter, som sine forgængere, et "låst gameplay", ment på den måde, at spilleren fra starten ikke får det hele foræret, men selv skal lukke op for diverse nye baner, ligaer, teams, fartøjer m.m. Det kan tage lang tid, men belønningen ligger og venter på én, hvis man har tålmodigheden. I begyndelsen virker det som om, man ligger og ræser rundt på de samme 3 baner (ud af de omtrent 21). Men der er en masse alternative ruter ved f.eks., at skyde nogle barrierer ned på en bane og i det hele taget udnytte sig af hele banemiljøet for at finde en genvej. Banerne er fuldstændig omdesignet og byder på mere frihed end i de tidligere spil. Af game-modes er der flere end nogensinde: arkade, anti-gravity league, challenge og multiplayer. Anti-gravity league er den sædvanlige championship-mode, hvor man fra begyndelsen kan vælge mellem tre teams og tre fartøjer. Vores valg faldt først på det originale Wipeout-fartøj designet af team Feisar. Styringen forekommer at være 100% intakt. Man skal, som altid, have opnået en "gefühl" for den umiddelbare klodsede styring, før spillet bliver rigtigt underholdende. Selve hovedelementet er, at gå efter enten Bronze, Sølv eller Guld-medaljen, hvilket låser op for f.eks. alternative ruter i en bane, spejlvendte versioner eller endda helt nye omgivelser.

Modstandernes AI er der arbejdet gevaldigt med og de kan faktisk bære nag, så de senere hen kører en personlig krig på spillerens fartøj, hvis man f.eks. har ramt vedkommende med et lock-on missil. De forskellige powerup-felter ligger spredt udover banerne, men det er helt tilfældigt hvilken powerup, man bliver tildelt for hver gang et felt rammes.

Musetrapper i højhastighed

Grafikken i Wipeout Fusion råber "musetrappegrafik" (musetrappegrafik=aliasing=hakkede kanter) hele vejen ind til benene. Det er næsten det første øjet skuer og generes ved når man kommer i gang. Det er ikke nær så udpræget, som set i Namco’s launch-titel til PS2, Ridge Racer V - men nu, mere end et år senere, har mange udviklere stadig ikke formået at eliminere dette "musetrappe-agtige look", hvilket desværre er tilstedeværende i langt størstedelen af PS2-titler. Men så længe farthastigheden er optimal, er der intet at sætte en finger på – grafisk set – for så glemmer man hurtigt det upolerede look. Ironisk nok er spillets svaghed også dets styrke. Hvis grafikken havde været mere rig på detaljer, ville hastigheden af spillet utvivlsomt være blevet ringere.

Livlig tekno

Der er desuden en god portion liv i banerne. Lader man spillet køre en demo, vil man via replay-lignende kameravinkler kunne lægge mærke til andre fartøjer, der flyver omkring i de hypermoderne high-tech-omgivelser, nærmest en miniature-udgave i lavopløsning af verdenen i Luc Besson’s film, Det Femte Element. Wipeout handler i bund og grund om svimlende hastigheder i takt med en dundrende tekno på højt plan - og der er nok af begge dele. Musikken vil for nogle forekomme bekendt, som en slags kick til at komme ind i den gode gamle "Wipeout-stemning".

Holdbart, men…

Et irritationsmoment i Wipeout kan, som i de tidligere spil, være selve hastigheden af spillet og den til tider træge styring af fartøjerne. Gameplayet foregår oftest i "Tilbage Til Fremtiden-fart", men det kan også gå kvalmende langsomt. Især fordi man konstant har en modstander på halen, som synderbomber én med målsøgende missiler, photon cannons m.m. En kvindestemme informerer løbende køreren om disse problemer - konstant! Man bliver tit ramt, medmindre man kan undvige ved f.eks. at køre over de meget nyttige shield- eller turboboost-felter på en bane. Ens klodsethed kan også medføre, at man ryger ud i barriererne på pinball-manér. Når stemmen siger ”Warning, Warning!”, er man godt på vej ud i en eksplosion og må køre ind i en form for energiopladning a la F-Zero (N64). Tro os, det vil ske tit. Lyseffekterne i eksplosionerne er endda ret flotte ligesom resten af effekterne fra de forskellige våben. Sneglefartsmomenterne og en egentlig tung sværhedsgrad gør, at Wipeout Fusion til tider kan virke frustrerende. Et must er - ligesom i de foregående titler - at mestre styringen af ens fartøj og have en god portion tålmodighed, så der kan blive åbnet op for de lukkede sektioner i spillet. Grundet et nyt og "set før"-agtigt design samt enkelte tekniske mangler, er man ikke helt så imponeret over denne udgivelse som håbet. På trods af dette er det friske banedesign og de mange gamemodes et plus på karaktersiden, da langtidsholdbarheden er i top.