Spy Hunter (2001)

Siddende med det her spil mellem hænderne glider tankerne tilbage til snaskede grillbarer med spillemaskiner, men mest af alt til de mange timer foran brødkassen kaldet Commodore 64.

Et af de bedste spil og som jeg brugte mest tid på er uden tvivl Spyhunter. Med et top down view kunne man ane det der skulle ligne en super sprød racer. Med 180 i timen skulle man undgå forskellige fælder, skyde fjender ned og køre alment råddent mens man lage olieslips ud efter bilen til stor morskab, når badguys kørte galt i dem.

Og hvad dumper lige pludselig ind på redaktionen... SpyHunter brought to you by Midway and Paradigm. Mums tænkte jeg, lad mig bare bruge nogle sene nattetimer og tidlige morgenstunder på hvad der forhåbentlig var en mesterlig remake af det geniale spil fra 80’erne.

Spillet har været en tur gennem den grafiske tidsmaskine, og har fundet ud af at der er noget der hedder 3D og flotte grafiske muligheder. Faktisk er jeg glad for at det her spil ikke kom på PSone, for der ville det måske nok have skuffet lidt. Men PS2 versionen her, har jeg ikke meget at brokke mig over.

Spillet er skruet sammen med en lille spion historie der ikke har den store betydning. Så den springer vi let over. Det her er ren action for alle pengene. Du bliver ansat som første kører/spion i den hyper fede G-6155 Interceptor. Bilen er udstyret med alskens finesser, nogle som du først åbner senere i spillet. Men fra start har du 2 maskinegeværer monteret skjult i de 2 forreste kofangere. De kommer frem, i realtime, når du vælger våben og så er det ellers bare med at fyre bønner af. Senere får du missiler, klynge missiler, røgslør, EMP (Electronic-Magnetic-Pulse) kanon og andre finesser. Du ender med en bil så sprød, at det bedste stykke WASA knækbrød godt kan gå hjem og lægge sig.

Det er bygget op omkring 14 missioner, der byder på meget forskelligartet udfordringer fra eskorte af andre spioner til total destruktions opgaver. Dog gælder det i dem alle at der skal tages hensyn til civilbefolkningen. Dem må der ikke ryge for mange af med i svinget... (ææv...:-)

Der er altså ikke lagt så meget vægt på baggrundshistorie og opbygning gennem spillet. Action-teamet på spillet har klart haft den bærende opgave.

Noget af det fedeste var intro/træningsbanen man starter på. Her finder du ud af hvad din Interceptor virkelig kan. Ikke nok med at du kan fræse den mest veltromlet asfalt op, så kan bilen også forvandle sig til en "hydro-bil". Dette sker i real-time i spillet hver gang transformation sker. Det ser temmelig sejt ud. På den første bane får du endda lov til at se forvandlingen i ultra cool Matrix-style. Midt i luften stopper bilen, kameraet drejer langsomt rundt og du ser hjulene trække sig ind og pontoner komme frem foran på bilen, samtidig med at en pretty cool turbine dukker frem fra bilens bagerste del. Derudover forvandler din bil sig til en meget speciel motorcykel, hvis du tager imod for meget skade, igen i real-time og igen rimelig sejt gjort.

Banerne er bygget temmelig varieret op. Der er et lille minus ved at nogle ligner hinanden og at jeg er sikker på at jeg kørte en af dem igen bare modsat retning. Med kun 14 baner kunne de godt være fuldstændig forskellige, men okay. Du kommer ud for flere gange på en bane at skulle gennem både vand, asfalt, flyvehop og skovkørsel m.m. Samtidig vælter det ind fra højre og venstre med fjender i alle afskygninger. Helikoptere, skydetårne, missilsiloer, motorbåde, jetjagere, jeg kunne blive ved...

Det hele foregår i en rasende fart, men ikke hurtigere end at man efter nogen øvelse kan formå at nå alle sine mål i opgaven udover at skyde det hele i smadder.

Missionerne er bygget op med et primært mål man skal udføre for at afslutte banen. Men derudover er der 3-8 forskellige andre krav til hvad du skal gøre på banen. For at komme videre til den næste bane er det nemlig ikke nok at udføre det primære mål, der tælles sammen hvor mange "objectives" du har udført i alle missionerne og det kræver et vist antal for at åbne de andre baner. Så man kan altså ikke skøjte igennem spillet, men er tvunget til at finde smutveje der kan hjælpe til total gennemførelse af alle opgaverne i en enkelt misson.

Der er desuden tilføjet en 2-player del i spillet som giver en øget holdbarhed og sjov sammen med kammeraterne.

Grafisk er spillet flot. Det er ikke noget Wauuw-kan-man-virkelig- det-her-på-en-PS2-oplevelse. Men det ligger dog pænt over middel. Din bil er en sej øse og omgivelserne er rigtig godt bygget op med vægt på alsidighed i banedesign. Der er også nogle rigtig flotte CG scener, men de er meget korte og når kun lige at give den kendte Woow-oplevelse inden de er slut. Men seje er de!!

Og som nævnt er bilens detaljer med maskingevær der popper frem og missiler der kommer frem i affyringsrampe oven på taget (yep U guessed it, i real-time) vildt seje.

Lyden i SpyHunter. . . Det første jeg tænkte var, er det kendte tema mon bibeholdt. Jeps, da jeg startede op brummede højtalerne løs med temaet fra Peter Gunn. Du kender det måske mest fra Blues Brothers filmene, men det er altså også det de brugte tilbage i de glade firsere. Motorlyden fra Interceptoren er sej, tyktflydende og tilpasset rigtig godt. Lydeffekter fra eksplosioner og specielt når du fyrer et par hundrede bønner af i maskingeværene er suveræne. Her har Midway/Paradigm virkelig sluppet godt afsted med opgaven.

Helheden lyder jo meget godt, og det er det bestemt også efter min mening. Men der er lige det med de lidt for få missioner der kan trække lidt ned og så det faktum at når man senere i spillet opgradere til en anden Interceptor bil, sker der ikke rigtig noget i fartfornemmelsen, selvom speedometeret viser en øget hastighed. Men det er småting der end ikke laver småridser i lakken på din seje spion-øse. Hvis du vil have et spil med fart og masser af action så kan Spyhunter klart anbefales. Hvis du har spillet det i "de gamle dage" vil du finde en masse smådetaljer der gør dig glad igen og mindes et fedt spil dengang og glædes over at du sidder med en cool opdatering af spillet til din PS2.