X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NHL 2002


EA spytter hvert år en række sports-spil ud. De dækker næsten alle genre lige fra rugby, golf, baseball, fodbold til basketball, boksning og ishockey. Alle disse mange genrer får en ny udgave hvert år, og så kommer spøgsmålet : Er det egentligt ikke bare det samme spil, bare med et nyt cover ? Jeg kan ikke svare for de mange andre, men jeg kan give et svar for NHL 2002; og der er sket mere end blot et nyt cover !

Ice Cold

Jeg hører til den generation, for hvem Super Nintendo'en var grunden til, at sommerferien var så god, som den var. På min Nintendo spillede jeg NHL 95. Dengang var det med en ret grim 2D grafik, men gameplayet var der, og det er dét, EA er bedst til.
NHL 2002 bliver præsenteret med en ret vild og flot intro. Denne intro giver en vild lyst til at flyve over isen og knalde pukken i nettet. Når man nu kommer ind i spillets menu, bliver man stillet over for en række muligheder:
Der er den normale quick play, hvor man bare bliver smidt ud i en kamp med to tilfældige hold. Så er der Tournament: Her kan man sætte en turnering i gang - både med NHL hold og landshold (ikke Danmark). Man kan også springe direkte ud i play-off, det er den slags turnering, man kalder slutspillet - det vil sige, at hvis man taber en kamp, så er man ude. Og nu til den vigtigste: Sæson! Her vælger man et hold og kan spille sig igennem flere år i NHL, og måske kan man vinde selveste Stanley Cup !

Gameplay

Der er tilføjet mange nye elementer til NHL 2002, som giver spillet et ekstra boost op af karakter stigen. Når man nu starter sin sæson, vil man hurtigt lægge mærke til, at det er alt for nemt med den på forhånds indstillede sværhedsgrad så skynd jer at sætte den op, da modstand styrker karakteren. I spillet har man har de sædvanlige muligheder: Man kan se en masse statistik over ens hold, hvor mange mål ens spillere har lavet, og hvor mange minutter de har brugt i straffeboksen. Man kan, som i de tidligere udgaver, lave sine egne spillere. Der er ikke nogen begrænsninger for, hvor god du kan lave spilleren.
"Face in the game" vil sige, at du kan importere dit eget billede ind i Create Player menuen, og derefter klistre det på din spiller. Dette giver dog for det meste nogle ret komiske resultater men virker dog nogen gange.

Men nu til det vigtigste - kampen. Man vil hurtigt lægge mærke til, at der virkeligt er kælet for alle detaljer. Grafisk er det et af de flotteste sportsspil, jeg har set i meget lang tid, og jeg tror at mange af jer, der har spillet NHL 2001, vil give mig ret, når jeg siger, at NHL 2002 er meget flottere end dets forgænger. Tilskuerne er blevet gjort meget mere livlige, spillerne ligner rigtige mennesker osv. Kontrollen af disse spillere er også blevet gjort meget mere realistisk: Man kan med fart på ikke vende på en 25 øre, for så falder man. Man bliver nødt til at vende sig i en længere bue. Det er også blevet muligt at lave endnu flottere mål ved hjælp af forskellige kombinationer. Her kommer der også en lille klage: Nogle gange når man ser sit mål i replay, er det taget fra en meget dårlig vinkel, og man kan faktisk ikke se sit ellers smukke mål.
Kommentatorene er også blevet en del mere livlige. De kommer med en masse sjove kommentarer til ens spil, og de fyrer en masse vittigheder af. Selvfølgelig kommer der også den sædvanlige og særdeles medrivende ordstrøm, når man har lavet et mål. Rart at nogle sportsspil kan have kommentatorer med, der ikke lyder som to zombier på LSD.
Når man nu er i gang med sin kamp, vil man lægge mærke til en del ændringer, ikke så meget i måden man spiller på, men de ting, der sker imens man spiller. Der er kommet et Emotion meter (stemnings måler), der går op og ned, alt efter om man scorer eller bliver scoret på, om man er på hjemme eller udebane og så videre. Hvis dette Emotion meter er i top, vil dine spillere spille som en drøm, der vil være hurtigere og mere hårdføre med deres skud og tacklinger.

Netop dette med skud og tacklinger er der blevet udviklet lidt i. Hvis du laver en hård og flot tackling, vil spillet fryse (noget lig med Max Paynes bullet time). Kameraet vil komme tættere på, og man vil se sin takling i ultra slow motion - det samme sker, hvis målmanden laver en god redning og/eller en spiller laver et godt skud. Nu tror du måske, at det er mere irriterende end fedt, men det er det ikke, for det fungerer rigtigt godt og giver en meget mere "in the game" stemning - som om man virkelig er helt nede på isen. Som en anden ny ting kan man tjene point ved at være den første, der scorer et mål i en kamp, eller hvis en af ens spillere laver et hattrick osv. Når man har tjent nok af disse point, kan man købe en pakke NHL kort i spillet. Ud over at det er ret sjovt at få samlet dem alle sammen, så kan man også bruge dem under selve kampene. Lad os nu sige, at Mark Messier fra NYR spiller lidt dårligt, og du har hans kort. Ved at spille dette kort under kampen, kan du gøre ham til en "hero" - helt, det vil sige, at tilskuerne jubler, hver gang han har pukken eller laver en god takling. Det er en sjov lille detalje, men man behøver ikke at spille med den.

Grafik

Som sagt i starten af denne anmeldelse er grafikken meget flot og særdeles velfungerende. Den er ren og pæn, men kræver samtidigt en del af maskineriet for at få den op i en detaljegrad, der virkelig sparker numse. Spillerne ligner rigtige mennesker, isen er meget flot, og selv om tilskuerne stadig er i 2D (de så kaldte sprites), er de alligevel meget godt animeret og virker meget livlige.

Lyd

Crash, Boom, Bang og lyden af tusinde jublende tilskuere, taklingerne lyder godt, og lyden af pukken, der banker ind i banden ved et mindre heldigt målforsøg er ikke til at beskrive - man skal næsten opleve det. Kommentatorerne er gode og ganske velfungerende, samt de er ganske sjove fra tid til anden.

Konklusion

Er du en lille sports-fan, vil NHL 2002 være et meget godt køb. Er du en stor fan, vil NHL 2002 være et must, og du har nok allerede investeret dine surt optjente penge i denne lille guldskive. For NHL 2002 er af allerhøjeste kvalitet.
Grafisk er det alle sine konkurrenter meget overlegne, og lyden samt gameplayet har ikke fundet sin overmand endnu, og skal nok også vente til år 2003, før dens overmand vil komme.

NHL 2002
Anmelders vurdering
94%

NHL 2002   © EA 2001   (GBA)    1/3 NHL 2002   © EA 2001   (GBA)    2/3 NHL 2002   © EA 2001   (GBA)    3/3