X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Vexx


Middelmådig platformer

Den lille hidsige Vexx er hovedpersonen i spillet af samme navn. Han flænser fjenderne med sine lange negle, når han høj af hævntørst og kæmper sig frem mod sit mål. Vi har lige set på Vexx til PlayStation 2 og nu er turen kommet til den næsten identiske Gamecube udgave.

Spillet starter med en kort introsekvens, der forklarer, hvad historien i spillet går ud på - det tror vi i hvert fald, at den gør. På grund af lydeffekter og musik er det nemlig så godt som umuligt at høre, hvad der bliver sagt. Men heldigvis kan man slå op i manualen og finde ud af, hvad spillet handler om. Den onde Dark Yabu angreb en dag den fredelige by hvor Vexx boede sammen med sin bedstefar Vargas. Under angrebet bliver Vargas dræbt, og det lykkes Vexx at stikke af fra byen og Dark Yabu. Under sin flugt støder Vexx på noget fantastisk - et par usædvanlige handsker med meget lange negle. Et frygteligt våben i de forkerte hænder. Bevæbnet med beslutsomhed, hævntørst og sine nye handsker begiver Vexx sig nu af sted for at finde Dark Yabu og hævne sin bedstefar.

Intet nyt

I opbygning minder spillet meget om Super Mario Sunshine. Der er en masse forskellige baner, hver med endnu flere forskellige missioner. Hvilken rækkefølge, man tager missionerne i, er ikke afgørende. Målet i hver mission er, at finde et af Dark Yabu's hjerter. Efterhånden som Vexx får samlet hjerter nok bliver flere og flere baner tilgængelige. Måden, man får hjertet på, varierer mellem missionerne - nogle gange skal man samle 100 perler, andre gange slå en boss og ind imellem er det et minispil der låser op for hjertet. Det er kort sagt ikke nytænkning, spillet er præget af. De forskellige minispil og især bosserne er dog ret underholdene. Og der er rigeligt med udfordrende missioner til at holde interessen fanget i mange timer.
En hidsig fyr

Vexx er ikke så akrobatisk som Mario og ikke så elegant som Rayman. Til gengæld er han overordentlig hidsig. Hævntørst og en syg fascination af sine lange skarpe negle gør Vexx til en næsten ubehagelig fyr. Få tryk på knapperne kaster Vexx ud i et afsindigt angreb, der hurtigt tilintetgør de fleste fjender. Er det ikke nok, kan han også lave flyvespark og at andet flyvende angreb. Der er en rimelig præcision i styringen, men den føles en smule stiv og langsom, når man hopper. Der er ingen avancerede bevægelser, Vexx kan altså det de fleste platformhelte kan. Kamerastyringen er semi-automatisk og fungerer for det meste udmærket. Enkelte gange kan det dog være svært at få det justeret i en passende vinkel og retning.

Grafik og lyd

Grafikken i Vexx er ret gennemsnitlig. Den har de sædvanlige effekter og en god figuranimation. Banerne er for det meste flotte og farverige, men i mange områder er der så mørkt, at man ikke kan se, hvad man foretager sig. Det kan blive ret frustrerende, når man i flere minutter ad gangen forsøger at finde ud sådan et "sort hul". Skal man sammenligne med PlayStation 2 udgaven er helhedsindtrykket dog en smule bedre.
Lyden i spillet er, når man ser bort fra larmen i introsekvensen, ret god. Især lydeffekterne er nævneværdige. Når man hører den dunkende lyd af et af Dark Yabu's hjerter ved man, at man nærmer sig målet. Og lyden af Vexx's skarpe negle, der flænser en fjende, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.

Konklusion

Vexx er et middelmådigt platformspil. Det har hverken Raymans humor eller Marios finpudsede gameplay. Det kan dog byde på en masse baner og mange timers spilletid. Vi kan ikke give Vexx vores varmeste anbefaling, men har du ikke nok i Rayman 3 og Super Mario Sunshine er Vexx bestemt værd at se nærmere på.

Vexx (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Vexx   © Acclaim 2003   (XBX)    1/3 Vexx   © Acclaim 2003   (XBX)    2/3 Vexx   © Acclaim 2003   (XBX)    3/3