X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

XGIII: Extreme G Racing


Extreme G serien, der nu tæller sit 3. medlem, er en af de spilserier, der fokuserer udelukkende på fart, hurtige reflekser og masser af action. I mange år var 1'eren og 2'eren de bedste bud på et Wipeout lignende spil til Nintendo64 - indtil Wipeout udkom til netop den konsol.
3'eren i Extreme G serien har været ventet længe, og nu hvor den endelig er her, kan jeg fortælle, at det lever fuldt op til forventningerne. Faktisk er XG3 et af de vildeste fart- og adrenalin rushes du kan få til PS2.

Beyond All Racing

Uden på XG3 ondpakningen står der med store bogstaver det følgende: "Beyond speed, beyond combat, beyond all racing" - hvilket må siges at være rigtigt. Extreme G spillene har fundet en niche, hvor de dominerer totalt; nemlig de før omtalte super-hurtige racerspil krydret med våben.

Gameplay

I XG3 kan man vælge at starte på enten en Career eller en Team Career. Efter at have valgt en af disse to muligheder, vil man få mulighed for at køre time trials, league og arkade. Career er, kort sagt, spillet for én person, mens man, hvis man vælger Team Career, kan spille to personer. Sagen er nemlig den, at man i XG3 er medlem af et af i alt 6 hold, der består af hver to ryttere og to supertunede futuristiske motorcykler - for i XG3 er det på disse motorcykellignende bæster, at man forsøger at vinde så mange løb man kan.
Fra start af kan man vælge mellem 5 ud af de seks hold, og hvis man spiller to spillere, så kommer man begge på det samme hold, og skal derefter arbejde sammen om at vinde.
Hjertet i spillet en den såkaldte league. Her kører man ræs i fire divisioner på spillets i alt 10 baner. Inden hvert ræs får man at vide, hvilken placering man minimum skal opnå, hvis man vil gå videre til det næste løb. De tre af de fire divisioner består af i alt 3 løb, så det gælder om at få en god placering på de tidlige baner, så man ikke skal have en så høj placering til sidst.
Efter hvert løb bliver man tildelt en pengepræmie alt efter, hvilken placering man kom ind på. Disse penge kan man så bruge i det såkaldte XG Mall, hvor man kan købe alskens udstyr og dingenoter til sin bike. Noget af det vigtigste er motoropgraderinger, så man kan følge med på de senere baner. Udover det, så kan man også købe et væld af forskellige våben og forsvarsmekanismer, der hurtigt kan gøre det surt for alle, der nærmer sig en. Desværre bruger AI spillerne også våben, så det gælder om at have styr på sine våben, hvis man vil vinde et ræs.
AI'en i XG3 er generelt meget tilfredsstillende, og modstanderne kan være særdeles ondskabsfulde overfor sagesløse spillere.

Muligheden med XG Mall gør, at man som spiller, kan købe præcis det udstyr man ønsker, og derved stille og roligt kan udbygge sin bike, så den til sidst er en decideret rullende fæstning.
For at et spil som XG3 skal være virkelig sjovt, så kræver det nogle interessante baner, hvilket der - til dels - også er. Desværre er kun 10 baner måske lidt i underkanten, men man kan stadig leve med det.
Banerne er generelt meget fantasifulde, men ikke så flotte som de kunne være. Med dette mener jeg, at man med fordel kunne have brugt lidt flere lyseffekter på banernes omgivelser, da det ser ud som om de konstant er badet i skarpt sollys. Bevæger man sig ind på banen, så fejler lyset skam ingenting.

Styringen af ens motorcykel kunne godt være bedre, da jeg ikke synes analog-stickenes muligheder udnyttes fuldt ud, hvilket er ærgerligt. Det er stadig en nydelse at styre spillet, men bavægelserne er nu lidt hårde og hurtige - men det er jo en smagssag.

Grafik

For at et hurtigt spil som XG3, hvor man kører med op til 800 km/t, skal blive et hit, så kræver det, at grafikken også er hurtig og flydende. Jeg kan med glæde siger, at XG3 kører med dejlige 50 billeder i sekundet hele tiden. Der er desværre ingen 60Hz mode.
Opløsningen er dejligt høj og textures er alle meget flotte og fyldt med detaljer. Det eneste jeg kan sætte en finger på, er den lidt mangelfulde belysning udenfor banen, hvilket ville have givet et meget bedre æstetisk indtryk. Det er dog til at leve med, når banerne er så interessante og flotte som de er. XG3 har ikke ligeså spændende baner som f.eks. Rumble Racing, men for et spil af sin slags, så er der masser at kigge på, mens man drøner rundt.

Lyd

Xg3 er ikke et af de spil, der smider omkring sig med flotte eller afvekslende lydeffekter. Nu er det muligt, at min dømmekraft er blevet svækket, da jeg har tilbragt uforholdsvis meget tid sammen med Myst III, der indeholder et af de mest pragtfulde lydspor, men jeg maner stadig, at Acclaim godt kunne have lagt lidt mere arbejde i lydeffekterne - måske med nogle kommentarer fra de forskellige kørere?
Hvad musikken angår, så er den faktisk forbløffende god! Det er alt sammen forskellige techno numre, men de er alle ret gode, og ikke så 'vilde' som vi er vant til. Ros til Acclaim for denne velvalgte musik.

Konklusion

XG3 er et udmærket spil med masser af gameplay til mange timers spil. Når man gennemfører Carrer-mode, så kan man kaste sig over Team Career med en ven, med hvilket man garanteret kan få mange, mange timer til at gå.
Jeg vil ikke gå så langt, som at udnævnte XG3 til det bedste arkade racerspil på Ps2, for jeg synes stadig EA's Rumble Racing er flere længder bedre. XG3 har dog den fordel, at det - om muligt - er endnu mere arkadepræget end førnævnte, hvilket nok skal skaffe det en hel del fans. XG3 er i hvert fald velkommen i min PlayStatin2 til hver en tid - specielt hvis jeg har en ven på besøg.

XGIII: Extreme G Racing (US)
Anmelders vurdering
80%

XGIII: Extreme G Racing   © Acclaim 2001   (PS2)    1/3 XGIII: Extreme G Racing   © Acclaim 2001   (PS2)    2/3 XGIII: Extreme G Racing   © Acclaim 2001   (PS2)    3/3