Evil Twin

Forstil dig et sted, et sted mellem tid og rum. Du har aldrig været der, men du kender det alligevel. Tag så et let Lsd-trip og tænk tilbage på de uhyrer som du var overbevist om boede under din seng og som du frygtede allermest. Man kunne høre dem kradse mod undersiden af sengen, deres lysende øjne kunne se lige igennem dig. Angstens sved var en naturlig følge af et godnat, og et klik på lyskontakten, fra far og mor. . .

Dette er lidt stemningen som jeg har haft mens jeg har spillet Ewil Twin. Det er ikke noget gyser spil, sådan direkte. Men følelsen af et kommer frem i spillet. Det syrede nævnte Lsd-trip, er sagt med henblik på de geniale spil udviklere der har haft fingrene i dette lille spil. Spillet er en blanding af traumatiske barndomsminder, sygelige angst-fobi’er og ren god, sjov underholdning.

Spillet går "kort" ud på, at du får rollen som Cyprien. En lille unge der skal til at fejre sin fødselsdag på et meget skummelt børnehjem. Det første traumatiske der opstår, er at hans forældre døde netop på en af hans tidligere fødselsdage. Det har efterladt Cyprien i en lidt misfornøjet opfattelse af hans fødselsdage. Han syntes ikke længere at de er så skide fede at afholde og blive mindet om. Nogle af hans venner har dog bikset en lille kage sammen til ham og vil fejre ham. Cyprien kammer fuldstændig over og bliver mildt sagt skide arrig. Denne arrigskab fremkalder en monsterlignede "ting", som bortfører dem alle til en anden verden. Lige bortset fra Cyprien, han skred jo fra selskabet. Efterfølgende begynder hans teddy-bamse at tale virkeligt med Cyprien og provokere ham. Cyprien bliver, igen, pissed off på lille teddy. Til sidst trækkes både bamse og Cyprien også ned i denne verden.

Cyprien har ikke opdaget at hans venner blev bortført, og selvom han havde ville han nok alligevel haft den samme egoistiske livs anskuelse, som han fremviser efter at være kommet til den dystre verden UNDABED (monstre under sengen!!).

Cyprien vil hjem, det er det eneste der tæller.

Men selvfølgelig hænger det sådan sammen at han skal igennem en masse forskellige levels for at komme tilbage. I løbet af disse udvikler historien sig både dystert og temmelig humoristisk. Og gennem spillet bliver den lille Cyprien mere og mere sympatisk og får øjnene op for nogle sande værdier i livet, i stedet for det rimelig "gloomy" blik han starter med.

Spillet er bygget op som et platformspil, hvor du ser Cyprien i 3. person. Kameraet kan du frit svinge rundt og nyde Undabed’s mørke opbygning, og her kommer en af de irriterende små fejl. Spillet kunne godt have haft en lidt bedre kamera styring. Man kan altid rette den til, men det ville have været perfekt hvis den havde været optimeret. Den er lidt "kantet" i sine ryk, når spillet selv styrer den.

Men man kan, som sagt, selv rette det til og det er ikke så galt at det direkte ødelægger spillet. Bare en lille fejl som er ærgerlig.

Der skal udføres en række opgaver på hver level (der er over 70), og så er det videre til næste del af Undabed.

Der er en masse små finurligheder i spillet, de skal ikke afsløres.

Kun lige lidt om Cyprien’s alter ego, Super Cyp. Man kan skifte til denne, ved at indsamle nogle energier der så kan omskifte dig til S.C. Du kan så hoppe længere, lave special moves og forskellige andre ting i løbet af spillet.

Der er masser af spilletid i Ewil Twin. Banerne vælter frem. Udfordringerne svinger fra det nemme i starten til de mere komplekse senere i spillet. Der er en rigtig god indlæringskurve i spillet, ikke noget monotont niveau der får dig til at skifte skive og stille spillet over i den støvet ende af reolen.

Hele universet som spillet forgår i er virkelig alsidigt bygget op. Fantasien er i overdrive og man ved ikke helt hvad man kan forvente af fjender og omgivelser rundt om næste hjørne i spillet. Cyprien er genial lavet, da jeg spillede det første gang syntes jeg han mindede om Chucky (du ved den lille dukke der jagter folk med en slagterkniv m.m. i Chucky filmene).

Omgivelserne ledte hen på tanker om en programmør med dybe depressive og temmelig dunkle tanker. Ment på en absolut positiv måde.

De 100 forskellige figurer og fjender der dukker op i spillet, må så være udtryk på et fantasifuldt syretrip, hvor man først får en absurd tanke og så gør det mere. . . Ja, absurd.

Grafikken i spillet er efter min mening rigtig flot og detaljeret. Det er ikke det flotteste som PS2 kan formå. Men til spillet passer det perfekt. Figurerne har en tegnefilmsagtig form over sig, det gør at man lever sig mere ind i hele universet omkring Cyprien. Omgivelserne skal bare opleves. De rigtige farver sat på de mest absurd, rigtige, omgivelser :-). Der er et væld af cut-scenes og filmbidder, hovedsagligt holdt i in-game grafik. De understøtter historien virkelig godt og bringer endnu mere dysterhed og morskab ind i spillet

Musikken og lydene i spillet kan man absolut ikke sætte en finger på. Det skulle da lige for at pointere hvor godt og dystert de understøtter hele oplevelsen. Det er musik du ikke vil opleve i dit værste mareridt. Faktisk troede jeg nogle gane at jeg levede i Undabed og var deraf lidt skræmt for at gå udenfor døren. . .

Ubisoft har her begået et lille fransk mesterværk. Spillet har en god styring, fedt univers, dyster underholdning og masser af humor (specielt den sorte af slagsen). Jeg ærgrer mig over at jeg ikke har nok tid til at have spillet den helt igennem endnu. Men jeg skal nok finde tiden til det. Det er sikkert.

Jeg vil give spillet et "Anbefalet" stempel. Og tilføje at du ikke bør snyde dig selv for oplevelserne i selskab med Cyprien.