Zone Of The Enders

Hideo Kojima, en af verdens største spilmagere er nu på banen med det længe ventede mech-spil, Zone of the Enders. Forventningerne til Z.O.E har været en smule blandede, for vi ved jo alle, at Mr. Kojima løbende dedikerer masser af sin tid på et andet projekt, der nok ikke behøver nærmere omtale *host* MGS2 *host* . Z.O.E er blevet til en lille prangende delikatesse af et mellemåltid med en bitter eftersmag.
Man er ikke i ét sekund tvivl om, at Z.O.E er blevet produceret af manden bag Metal Gear Solid-serien, Hideo Kojima. Efter at have bootet spillet op på PS2'en, bliver man kastet ud i en meget flot sammensat intro, hvor man faktisk bliver lidt i tvivl om dette egentlig er CGI grafik eller spillets in-game grafiske motor. Introen består af både in-game mellemsekvenser og real-time action sekvenser. Den kører godt i spænd med intro musikken, der dufter af sød excentrisk japansk pop, og ender med nogle Enya-agtige højlandshymner, hvilket er en vellykket komponering, og sætter en god stemning i gang. Start-menuen i Z.O.E er holdt i et cool Metal Gear Solid-design, mens en kvindestemme i baggrunden smider om sig med diverse uvirkelige toner. Vi er på dette tidspunkt meget spændt på at komme i gang, da der hænger et stænk af Hideo Kojima kvalitet i luften. Det er i hvert fald, hvad der bliver lagt op til.

Pas på Leo og hans nye legetøj

Zone of the Enders finder sted i år 2172. Jorden er blevet forladt og menneskeheden er draget ud for at fortsætte sin hverdag ude i rummet på kæmpemæssige kolonier. Spillets hovedperson hedder Leo Stenbuck, og han bor på kolonien Antilia, der ligger i Jupiters bane. Befolkningen her bliver kaldt 'Enders', og anses for at tilhøre den lavere sociale klasse i samfundet, da deres koloni ligger så yderligt i rummet. Idyllen på kolonien bliver ødelagt af en gruppe marodørerer i nogle såkaldte 'orbital frames' (læs: højteknologisk mechs med mennesker i). Marodørerne er ude efter en tophemmelig mech kaldet Jehuty, som er gemt væk i en hangar på Antilia kolonien. Her komer Leo ind i billedet, da hans venner bliver dræbt foran øjnene på ham af en marodør i en 'orbital frame'. Spillet går først rigtigt i gang efter Leo har søgt tilflugt i selvsamme hangar, hvor den hemmelige mech ligger. Ved en eksplosion ryger han ind i mech'en med kodenavnet Jehuty, og efter at Leo har aktiveret mech'ens AI (læs: kunstig intelligens) går spillet i gang, og Leo smides modvilligt ud på en mission til Mars, et hævntogt, redningsaktioner m.m.

Kun tre typer af fjender?!

Træningsbanerne er opbygget i VR-form (Virtual Reality) i stil med øvelsesmissionerne i Metal Gear Solid. Et nemt og overskueligt system, sætter dig ind i de grundlæggende funktioner for at betjene mech'en med Leo i. Styringen er ret effektiv med en lock-on funktion på L2 skuldertasten. Den er særdeles præcis, og man bruger den meget, da man flere gange konfronteres af fjender, der angriber en i luften fra alle vinkler. Ydermere har man til langdistanceangreb et standard energiskud, og i nærkamp ændres det til et energisværd. En anden praktisk ting er R2 skuldertasten, der bruges til et 'burst', så farten øges og man hurtigt kan afvige fjenders skud, for derefter at udføre et dash-angreb med sit energisværd. Faktisk er det muligt at gennemføre visse missioner ved udelukkende at bruge den klassiske stealth-fremgangsmetode og derved undgå at konfrontere fjenden. Især hvis man er lav på energi, kan man med lidt snilde snige sig forbi fjendens vagtrute a'la Metal Gear Solid. Der er én overordnet mission i spillet, mens en stor del af spillet er bygget op i adskillige små missioner. De omhandler for det meste at lede efter programkoder på kolonien, der skal bruges til at opgradere sin mechs egenskaber til udførelse af special-angreb. Andre programkoder bruges til at styre diverse moduler for at bryde igennem fjendens forsvarsbarrierer og jernhånd over koloniens indbyggere. Selve specialangrebene er fjenderne også i besiddelse af, og hver gang man opgraderer sin mech med en programkode, bliver fjende-mech'en endnu stærkere. Nye angreb kan erhverves for hver programkode, men fjenden kompenserer altså for dette ved

at øge sin udholdenhed og hastighed, og ligesom en selv, kan de nå op på 8 levels i styrke. Desværre virker forbruget af specialvåben ikke afbalanceret, da de fleste fjender kan udslettes ved simpel udførsel af standardangreb gennem hele spillet, ligegyldigt hvor stor deres udholdenhedslevel er vokset. Det er for tyndt! Der findes omtrent tre typer af fjende-mechs med kun få variationer i deres angreb. Man har selv nogle seje specialangreb til rådighed, men man føler aldrig rigtig nogen grund til at tage dem i brug. De fedeste angreb fås i slutningen af spillet, men det er kun mod bosserne, at nogle af dem virker praktiske. Nåh...ja, de 3-4 bosser der er i spillet. Konami har ry for at lave imponerende bosser og Z.O.E er ingen undtagelse. Der er simpelthen bare for få af dem!

Superb lyd, flot grafik, men ingen variation

Den grafiske motor i Z.O.E viser tydelige tegn på at stamme fra den selvsamme grafiske motor i Metal Gear Solid til PSOne. Selvfølgelig optimeret så det hele ligner noget fra en CGI animeret James Cameron film med udgangspunkt i den kraftige PS2 hardware. Designet på ens mech-kriger er utrolig detaljeret, og flotte partikel effekter svæver hen over skærmen, når man bevæger sig rundt i luften. Generelt er grundpillen i grafikken selve lyseffekterne, der udnyttes til fulde, for Z.O.E foregår i et mørkt, dystert grafisk miljø. Det fører derimod ikke til megen variation i omgivelserne. Vi befinder os jo på en rumkoloni og efter marodørernes angreb, er byer lagt øde. Der skal faktisk ikke noget til, før man kommer til at ødelægge en bygning eller et hus på kolonien. Her er alt fra den klassiske Metal Gear Solid-lignende 'motion blur', endda real-time, mens man kæmper mod fjender, afhængigt af den måde man konfronterer dem på. Der lægges i Z.O.E vægt på, at man tager hensyn til de uskyldige intetanende beboere på kolonien, der alle befinder sig indenfor deres døre, mens kæmpemæssige mechs flyver rundt udenfor og laver hærværk. Her skal du i din mech udføre nogle enkelte redningsaktioner ved at overmande fjende-mechs og samtidig passe på ikke at skade omgivelserne. Jo flere procent indbyggere der evakueres, jo mere bliver du belønnet i sidste ende i form af en karakter fra A-E. Dog kan man ikke afholde sig fra at destruere et enkelt højhus i ny og næ, for det ser kodylt flot ud. Lyden i ZOE er udmærket. Musikken skifter stil, afhængig af den situation man befinder sig i, mens en mission udføres. Der er både tekno og til tider meget stemningsfuld baggrundsmusik. Karaktererne i Z.O.E virker derimod ikke troværdige. Stemmeføringen er egentlig ok, og kunne have været værre. Man forventer bare en smule mere dybde i personernes følelsesmæssige udfoldelser, når man tænker på, at deres koloni faktisk er ved at blive udryddet.

6-7 timers spilletid...hmm

Den endelige vurdering af Zone of the Enders er desværre, at spillet er alt for kort. Selv med noget 'backtracking' frem og tilbage på kolonien i de forskellige sektioner for lige at tjekke om man har overset noget, kan spillet faktisk gennemføres på 6-7 timer. Herefter er der ikke det store at vende tilbage til, medmindre man har lyst til at forbedre sin karakter i nogle få redningsaktioner. Og så er der som bonus en 'Versus mode' for 2 spillere, når spillet er gennemført. Det er det. Gameplay'et er i begyndelsen fængende, men senere føles det, som om det kører i samme spor. Der er for få overraskelser bortset fra bosserne, og de er bestemt højdepunktet i dette spil. Det skal så også understreges, at Z.O.E er det eneste i sin genre til PS2, der findes i et så lækkert gennemført design, men med alt for lidt variation i omgivelserne. Man føler dog virkelig, at man befinder sig på en koloni ude i rummet, altså en god virtuel fornemmelse af omgivelserne på rum kolonien. Alt i alt har Hideo Kojima vidst ikke haft megen tid til overs til at beskæftige sig fuldt ud med produktionen af Z.O.E samtidig med at have finpudset Metal Gear Solid 2 demoen, der følger med købet af Z.O.E. Desværre ender det nok med, at de fleste kun vil komme til at huske Zone of the Enders, som værende det spil man købte udelukkende pga. den medfølgende MGS2 demo.