Driven

Sylvester Stallone’s seneste film, Driven, var ikke umiddelbart den største succes. Derfor var det ikke med de største forventninger vi satte os ned for at spille Driven, der netop er udkommet til PlayStation 2. Nuvel, der er set mere underlige ting end en god film-til-spil konvertering, så vi satte disken i og håbede på det bedste.

For dem der ikke har set filmen Driven, handler den om racerkøreren Joe Tanto (Stallone), hvis karriere er blevet ødelagt af en alvorlig ulykke, der gjorde at han måtte trække sig tilbage fra sporten. Oven i hatten er hans ægteskab gået i stykker og han har søgt trøst i bunden af en masse flasker. Tanto’s rolle på holdet er overtaget af det unge stjernefrø Jimmy Bly, som dog har lidt svært ved at leve op til forventningerne efter en lovende start, mest pga. et vildt liv uden for banen. Tanto bliver tilkaldt for at hjælpe den unge helt med at komme på rette spor og han ender, naturligvis, selv tilbage i racersædet. Bam! har nu forsøgt at konvertere denne kliché-fyldte handling til et PlayStation 2 spil.

De sædvanlige modes

Spillet starter med en ikke alt for ophidsende intro, inden man bliver ledt ind på titelskærmen. Her kan man så vælge mellem spillets ikke overvældende udvalg af gamemodes. Driven indeholder en arcade-mode, en story-mode, samt en multiplayer-mode. Desuden er der nogle få options hvor man bl.a. kan se traileren til filmen. Arcade-mode har 3 mesterskaber man kan køre i. Der er Euro-, US- og World Championships, men til at starte med har man kun adgang til det første. Man skal så vinde hvert mesterskab for at åbne op for det næste. Dette sker ved, at man opnår points for sin placering og man skal så have points nok til en samlet førsteplads, når sæsonen er afsluttet. Dette lyder alt sammen meget fint, bortset fra den faktor at mesterskaberne er meget korte. Det første mesterskab indeholder f.eks. 3 baner, som alle tager cirka 1-2 minutter at køre 3 omgange på. Derudover indeholder arcade-delen også en single-race option, hvor man, som titlen antyder, kan køre et enkelt løb på en given bane. Multiplayer giver 2 spillere muligheden for at konkurrere i både championship og single race, men man kan også køre co-operative championship, hvor man skal arbejde sammen for at føre sit hold til sejr, hvilket er en udemærket idé. Multiplayer foregår som sædvanlig i splitscreen, der er desværre ikke mulighed for at linke to maskiner sammen.

’In the zone’

Story-mode er Bam!’s forsøg på at genskabe filmens historie i spillet. Denne del har 14 scenarier, som alle skal gennemføres i en bestemt rækkefølge. Man har hovedsageligt rollen som den unge Jimmy Bly og skal så forsøge at klare de forskellige udfordringer man bliver bedt om. Til tider får man også rollen som Tanto, for ligesom at vise hvordan det hele skal gøres. Før, under og efter disse scenarier får man nogle cut-scener, der fortæller lidt om historien og hvordan den udvikler sig. Nu er der nok nogle der tænker at spillet er fyldt med cut-scener fra filmen, men sådan forholder det sig ikke. Bam! har tegnet en masse karikaturer af de forskellige skuespillere fra filmen, så det hele bliver fortalt i en slags tegneserie-udgave af filmen, dvs. helt uden animationer. Denne story-mode er faktisk en ganske glimrende idé, den er bare ikke gennemført nok. Udfordringerne varierer lige fra, at skulle køre en omgang på en bestemt tid, til at opnå en bestemt placering, eller til at skulle forsvare sin holdkammerats position ved at blokere for de andre. Problemet er, at de alle er rimelig korte, så story-mode kan ret hurtigt gennemføres og så har man kun de 3 mesterskaber tilbage, samt et blocking-challenge, som man åbner op ved at klare sig godt i story-mode. Som en ekstra bonus kan man åbne op for flere kørere, der er 12 i alt, ved at klare sig

godt i story-mode. Alle disse kørere har forskellige stats, men kan kun bruges i arcade-mode. Noget af det som Bam! prøver at sælge spillet på, er den specielle ’in the zone’-mode. ’In the zone’ beskriver den situation hvor kører og maskine bliver et og alt andet omkring én bliver et vakuum. Denne tilstand opnår din kører hvis han i en periode kører fejlfrit, men skulle man så lave en fejl, mister han koncentrationen og er ikke i ’zonen’ længere. Når man så er i ’zonen’ forsvinder al lyd omkring dig og man hører kun vindens susen, men til gengæld kan man køre lidt hurtigere og dreje lidt bedre end normalt. Grafisk vises dette ved at kanten om skærmen bliver sløret og utydelig og kun det der er lige foran dig er tydeligt.

Arcade? Simulation?

Nu lyder Driven jo indtil videre som et ganske udmærket spil, men det har nogle problemer som ikke er til at komme udenom. Det altoverskyggende problem er styringen. Bam! har udviklet en arcaderacer, der har noget så underligt som en simulationsstyring. Det er ganske normalt i en arcaderacer at man kan lave småfejl og køre ind i alskens mure og vægge, uden at man mister andet end fart. Sådan er det ikke her. Den mindste fejlacceleration i et sving får din bil til at lave 1½ omdrejning om sig selv, hvorefter man så skal kæmpe for at få den på rette spor igen. Kommer man i sin iver så til at trykke på speederen bare en anelse for tidligt, så drejer bilen igen 1½ omgang og så begynder man så småt at blive hidsig. Styringen er så følsom at den mindste overstyring udløser ovennævnte situation og det er himmelråbende frustrerende! For ligesom at modsige sig selv, har Bam! sørget for at man ingen, og vi mener ingen, mulighed har for at ændre opsætningen på bilen, ved f.eks at justere downforce, ændre dæk eller andet der kunne påvirke bilens præstation. Udover dette har man 5 liv i hvert løb, så mister man et dæk, beder spillet dig om at trykke L1 og vupti, så har man en ny bil og kan køre videre. Ulykkerne er ekstremt overdrevne og det er muligt at blive påkørt og derefter se sin racer flyver 50-100 meter gennem luften og kun miste et dæk ved landingen. Frontvingen og hjulene er det eneste der kan falde af bilerne, så selvom ulykkerne var noget af det mest spektakulære ved filmen, så har udviklerne let og elegant hoppet hen over denne mulighed for at lave nogle spektakulære crashes, ála dem i Cart Fury. Desuden er løbene temmelig uinteressante, der er kun 6 biler på banen og banerne er, som nævnt, ekstremt korte, så man bruger næsten mere tid på at loade baner og story-scener, end at spille. Når vi nu er ved dårlige ting, kan vi jo nævne lyden. Musikken er noget af det mest elendige vi længe har hørt og stemmeførigen er så sjæleløs at det gør ondt. Stallone kan sige ”Gentlemen, start your engines” på 5-6 forskellige måder og hans dialog i story-mode lyder som noget han har lavet mens han sov. Grafisk er spillet såmænd ganske udmærket uden at være prangende. Spillet har en glimrende fartfornemmelse og banerne er ganske troværdige, men man når dårligt at se dem før man er færdig med at køre.

Dårligere end Cart Fury?!

At lave en arcaderacer med en styring der lugter af den ondeste Formel 1 simulator, er det samme som at skyde sig selv i foden. Det ødelægger totalt spillet, som kunne have været udmærket. Driven har nogle gode idéer som andre kunne lære lidt af, men spillet er bare så dårligt og fejlfyldt at det kan være ligemeget. Endnu engang står vi tilbage med en filmkonvertering der er helt urimelig håbløs og selvom Bam! skal have kredit for at have forsøgt at tilføje nye elementer i race-genren, så har de glemt det vigtigste, nemlig gameplay. Selv den største Stallone-fan vil synes dette spil er forkasteligt og selvom et spil som Cart Fury var ganske elendigt, så har Bam! præsteret at lave et der er værre.