ZooCube

I et medie præget af efterfølgere og åbenlyse kloner, er det rart at se et originalt spil som ZooCube. Originalitet er bare ikke nødvendigvis ensbetydende med kvalitet.

I ZooCube styrer man en kube placeret midt på skærmen, hvis eneste bevægelsesmulighed er at rotere på de tre akser. I stil med Tetris og utallige andre puzzlespil flyver der farvede figurer ind på skærmen. Disse kommer fra tre forskellige retninger og danner stakke på kuben, når de lander. Bliver en stak for høj, er spillet slut. Formålet er således at få figurerne til at forsvinde igen, ved at få to ens til at lande ovenpå hinanden.

Under overfladen

Hertil kommer forskellige små detaljer som kombinationer, raketter der sprænger figurer væk og ikke mindst muligheden for at få de enkelte stakke til at rotere. Men hvad der virkelig er afgørende for spilbarheden, er muligheden for at "låse" en figur. Som i Tetris kan man trykke på en knap for at lade den næste figur falde ned, hvor forskellen her er, at figuren herefter følger kuben, når den roteres. Det betyder at man dermed i god tid kan færdiggøre arbejdet med én figur og straks tage sig af den næste. Man kan se de kommende figurer for alle retninger og således er nøglen til overlevelse, at holde sig så langt på forkant med udviklingen som muligt. Det kan lyde indviklet, men læres hurtigt.

Uprofessionel præsentation

Puzzlespil byder sjældent på meget andet end gameplay og ZooCube er ingen undtagelse. Der er så godt som ingen realtime-grafik og den pregenererede imponerer ikke. Spillet har en uren stil, hvor de forskellige figurer repræsenterer dyr, der mere fremstår fjollet end sød. Dette følges op af en endnu mere fjollet historie, der fortælles via dårlige og upassende film-sekvenser. Det virker som om udviklerne ikke har stolet på konceptet og forsøgt at skjule det. Lydsiden er ekstremt irriterende at høre på, med dyrelyde hver gang man matcher to figurer. Musikken passer ikke altid lige godt til resten af spillet, men holder sig for det meste anonym.

Svigtende holdbarhed

Langtidsholdbarhed er et nøgleelement i et puzzlespil. Desværre er ZooCube i høj grad det samme hele vejen igennem. Der er få spilmuligheder, ingenting at låse op for og meget lidt udvikling i banerne. Udover baggrundsgrafikken består forskellene stort set kun i de indfaldende figurers hastighed og forskelligheden af dem. Efterhånden som disse to elementer hober sig op, erfarer man et problem med spillets opbygning. Når det først går skidt, er situationen nærmest umulig at redde. Når bare én stak når den kritiske højde, kan man dårligt undgå at komme til at rotere kuben således, at spillet slutter. Det er også kritisk, at der findes perioder, hvor man ikke kan se de kommende figurer eller hvilken man har kontrol over. Multiplayer-moden kunne have tilføjet en ekstra dimension til spillet, men faktisk er det sjovere at spille alene.

Lige ét spil til?

Om ZooCube må man konstatere, at grafikken, lyden, præsentationen og alt det andet udenom selve spillet ikke gør sig positivt bemærket. Faktisk virker det på flere områder en smule amatøragtigt. Samtidig må man sige, at det ingen indflydelse har på spillet som helhed. Et puzzlespils kvalitet er grundlæggende et individuelt svar på spørgsmålet: Er det umuligt at lægge fra sig? Skal man altid lige have ét spil til? Fra vores synspunkt bliver det hverken et ja eller nej til ZooCube. Konceptet er interessant og i perioder er det fængslende, som en god puzzler skal være. Men det har ikke det magiske element, som Tetris eller Puzzle Bobble besidder. Det går aldrig op i en højere enhed. Puzzlefans bør overveje ZooCube i mangel af bedre, men andre går ikke glip af noget skelsættende. I det hele taget virker spillet mere oplagt til Game Boy Advance, hvor spillet iøvrigt også er udkommet.