Star Peace

Udvikleren Monte Cristo beskæftiger sig udelukkende med spil, der på en eller anden måde simulerer noget fra den virkelige verden, hvor økonomi, planlægning og den slags spiller en stor rolle.

Deres nyeste påfund er uden tvivl inspireret meget af klassikeren Sim City 2000 – og til tider tror man faktisk det er det, man spiller.

Monte Cristos Sim City klon hedder Starpeace, men selvom det bl.a. går ud på for spilleren at bygge huse og fabrikker rundt omkring i en stor verden, så adskiller det sig fra Sim City på i hvert fald 2 punkter. For det første er Starpeace et rendyrket online spil, der kun kan spilles over Internettet. For det andet er der lagt meget mere vægt på handel og politik i Starpeace, end der er i Sim City.

Min egen online by

Året er 2030 og Jorden er blevet så forurenet at menneskeheden søger mod nye planeter for at undgå det voksende kaos på Jorden.

Som spiller kan man vælge at slå sig ned på en af mange planeter, der findes ude i rummet, og hvor folk fra Jorden kan slå sig ned.

Når man først ankommer til en planet modtager man 1.000.000.000 dollars, som man skal bruge til at hjælpe ens nye hjemplanet til at blive den bedste og førende i det store samarbejde. Dette gør man selvfølgelig bedst ved at starte et firma op.

Det første man skal bygge er et hovedkvarter, og det foregår nogenlunde ligesom i StarCraft: Man vælger bygningen og placerer den et ledigt sted på kortet. Herefter bliver den langsomt bygget. Når ens hovedkvarter er færdigt kan man begynde at se på, hvilken slags handel man skal starte med. Inden man bestemmer sig er det en god ide at kigge på, hvad der egentlig er brug for i den verden man lever i. Dette kan man få at vide enten af konkurrerende spillere, der måske er interesserede i at danne en alliance, men man kan også få hints i verdenens aviser og fra diverse grafer m.m.

Der er mange forskellige ting at handle med og en god ting at starte med er f.eks. en bilforretning, der giver et rimeligt overskud. Mens man bygger sit bilforretning op, der gerne skulle blive til en kæde, kan man forske i andre måder at tjene penge på, så man senere kan bygge TV stationer, supermarkeder, kiosker og biografer. Senere hen, når der virkelig er kommet gang i ens finanser, kan man begynde på de mere vilde ting.

Der er masser af forskellige slags firmaer at vælge imellem, og man kan selv ansætte og fyre folk, bestemme priser på ens varer og alt enhver anden direktør er i stand til.

Kommer det til at gå så godt for en, at man bliver en del af verdenens bedre selskab, så kan man foruden at passe sit imperium også gå ind i politik, og dermed få adgang til at stemme om ændring af skat m.m. Føler man sig meget selvsikker kan man også stille op til borgmester!

Det lyder jo som om Starpeace er guds gave til spillere – og det er da også vældig sjovt – men for det meste føles det ikke som om man faktisk spiller mod andre mennesker. De kunne lige så godt være en computer.

Når man får denne følelse under et spil, så kan det være svært at forstå, hvorfor man efter den første måned skal betale et månedligt beløb på 10 euro (Ca. 100 kr.) for at kunne blive ved med at spille.

Mennesker eller computere, Starpeace er stadig rigtig sjovt og man kan spille det i dagevis i træk. Da spillet er internetbaseret kan jeg anbefale en flatrate ordning (Som NetExpress), da ens telefonregning ellers kan vokse sig så stor, at den holder døren for en.

Starpeace 3000

Grafisk fejler spillet ikke noget. Der er masser af farver og flotte bygninger, men jeg synes nu at Sim City 3000 har en pænere grafik. Det er heller ikke muligt at zoome så meget ind på de ting i byen som det er i førnævnte.

Lyden i Starpeace er ikke noget særligt. Der er lidt dyt og båt fra biler i gaderne og, hvad der nu ellers hører til en by. Musikken derimod er noget helt andet. Den er virkelig god! Specielt spillets intromelodi er meget smuk, og jeg ville tro den sagtens kunne sælges i forretninger.

Starpeace er et spændende spil med en uendelige levetid, hvor man kan teste sine evner i en verden med tænkende modstandere og allierede i stedet for de sædvanlige dumme computere. Desværre koster det penge at blive ved med at være en del af spillets samfund, hvilket er svært at retfærdiggøre, når man tit tror det er computere man spiller imod.