The Operative: No One Lives Forever

Netop som førstepersons shooters var ved at løbet tør for idéer kommer No One Lives Forever og puster nyt liv i genren. En opskrift på No One Lives Forever kunne være følgende: Du tager den fabelagtige kunstige intelligens vi kender fra Half-Life drysset med lidt stemning fra Thief: The Dark Project, tilsat materiellet fra GoldenEye 007 og til sidst blendet sammen med farverig 60´er stemning og masser af humor.

Man kunne godt mistænke No One Lives Forever for at være lettere inspireret af og så kan jeg fortælle at ens mistanke ikke er helt hen i vejret. Er man til Mike Meyers og Austin Powers kan man roligt glæde sig til, at have pakken med No One Lives Forever mellem hænderne. Selve historien er ikke just nyskabende. De gode, en international antiterrorist organisation ved navn UNITY, skal forhindre de onde, en mystisk terroristfraktion H.A.R.M. i, at overtage verden… har jeg ikke set det før..?! Historien folder sig ud over 60 baner i 15 forskellige, ofte lyse og farverige, scenerier, som leverer en samlet spilletid på over 20 timer. Hver bane er gennem tænkt og godt udstyret med interaktive personer og ting, som gør dem mere interessante at spille. Missionerne variere fra at nakke de onde til at, spillets heltinde Cate Archer, skal slippe ubemærket fra et sted til et andet.

Nogle missioner kombinerer disse to elementer på overraskende vis. Når man har gennemført en bane bliver man bedømt og her er en stor del af scoren baseret på at gennemføre banen uset.

Hver duel er meget spændende og nervepirrende takket være den kunstige intelligens. Dine fjender vil angribe en grupper, men hvis de er alene eller i par, vil de ofte løbe i skjul eller skifte position hvis de ved hvor du er. De vil vælte møbler de kan gemme sig bag, undersøge evt. døde kamerater eller skyde om hjørne. Deres opførsel virke til dels planlagt, men hvis du prøver forskellige angrebstaktikker, vil

det ofte resultere i nye bevægelser fra fjenderne. Det giver dig fornemmelsen af at spille mod livende modstandere. Oven i købet vil dine fjender have diskussioner sammen for at slå tiden ihjel. Disse diskussioner varierer fra advarsler til emner man ofte vil relaterer til øldrikning. Fjendernes ”motion-captured” animationer er også i top klasse. Selvom omfanget af forskellige fjender ikke er særligt stort, kan de udtrykke følelser gennem deres kropssprog.

Grafikken er leveret af den nyeste version af Monoliths ”Lithtech engine”. Grafikken virker ikke nær så avanceret og naturtro som f.eks. Quake III eller Unreal Tournament og billedet kan til tider virke ret grovkornet, selv i høje opløsningen. Til gengæld er personernes bevægelser, som nævnt, i absolut topklasse. Desværre har Lithtech altid haft tilbøjeligheder til lange load-tider. Og dette er også et problem i No One Lives Forever, men måske vil dette løse sig selv ved at hælde godt med Ram i computeren. Spillet blev kørt med de anbefalede 64 mb, men måske man ville foretrække 128 - Specielt nu hvor Ram-priserne er helt i bund. Der er lagt stor vægt på lyden og den 60-agtige musik, hvilket man strakt lægger mærke til. Musikken bliver, som man kunne have forestillet sig, trykket af på bedste 60´maner og lyd effekterne er klare og giver våbnene den helt rigtige lyd.

For at leve op til til single-player spillet, skulle multiplayer delen i No One Lives Forever være temmelig spektakulær. Kort sagt, det er den ikke, men der er heller ikke noget galt med den. Der er masser af forskellige figurer, baner og de obligatoriske modes som f.eks. capture-the-flag osv. at vælge. Problemet er at dialogen og spionstemningen der gør single-player specielt, helt mangler.

Men multiplayer har også lidt at byde på! Nemlig, motorcykler og snescootere, men udover det skiller No One Lives Forever sig ikke ud fra andre førstepersons shootere.