Grandia II

Der skal ikke herske tvivl om, at Final Fantasy-serien dominerer, når det gælder rollespil til konsol. Problemet med så stor dominans er bare, at mange andre gode rollespil må leve i skyggen, og i Grandia II's tilfælde er det synd.

Mød Ryudo. En barsk kriger og dusørjæger, der flakker rundt på må og få, med sin talende fugl Skye som eneste selskab, for at lede efter muligheder for at tilbyde hans mod og klinge. En dag får han muligheden, da en præst beder ham agere bodyguard for den smukke Elena, med den betagende sangstemme, hen til et mystisk tårn. Her skal hun indgå i en ceremoni, der skal holde den onde gud Valmar i skak, men noget går helt galt. Elena bliver besat og Ryudo når kun med nød og næppe at få hende i sikkerhed. Valmar er ved at slippe ud, og tiden er knap, så Ryudo må, meget modvilligt, forlænge sit engagement og eskortere Elena til en hellig katedral, der måske gemmer på Elenas helbredelse og formlen på, hvordan Valmar skal besejres. Hvis rejsen til katedralen nu foregik nemt og smertefrit, ville alle være glade, men det vil der ikke blive et spil ud af. Heldigvis vil Valmar og hans håndlangere gøre alt hvad de kan, for at forhindre Elena i at nå frem, så Ryudo for meget at se til.

Gameplay

Grandia II er et spil, der er meget let at gå til og simpelt at spille af et RPG at være. Godt nok er det en fortsættelse til Grandia, men det bør ikke afskrække nye folk fra kigge med. Forbindelsen mellem de to spil er nemlig til at overse og har man bare en smule kendskab til RPG i al almindelighed, er man hurtig med. At Grandia II er simpelt at spille, skal ikke tolkes negativt men det er tydeligt, at udvikleren hellere ville lave et rollespil, der hele tiden udviklede sig, frem for at spilleren skulle tulle rundt på må og få, inden der skete noget. For det første er de 3D-landskaber man færdes i ikke særlig store og valgmuligheder med hensyn til rute, er meget få og egentlig uden betydning. Gameplayet drives frem af historien, der er ganske lineær. Hvor trenden i dag går på at lade spilleren træffe sine egne valg (og dermed skabe sin "egen" historie), er man bundet på hænder og fødder i Grandia II. Man bliver altså taget ved hånden lige fra første færd og for utålmodige RPG-spillere, der hellere vil handle er det meget rart at mærke, hvordan spillet hele tiden skrider frem.

Som i ethvert andet RPG er kamp en vigtig ingrediens, for det er her, man score point. Point, der så kan bruges til at udvikle ens spilfigur, give dem nye angreb, lære nye magiske formler og så videre. Selv om kamp er så vigtig en del af ethvert RPG, sker det ofte, at kampene bliver ensformige og irriterende, hvis ens færd konstant afbrydes af kamplystne modstandere. Sådan er det ikke i Grandia II. Nogle kampe er nødvendige for historien men ellers har man langt mere indflydelse på hvilke kampe man kaster sig ud i. Normalt vil man se sine fjender luske rundt og er man forsigtig kan man snige sig uset forbi dem. Har man ikke held til dette og bliver opdaget vil modstanderen styrte frem men så kan man altid tage benene på nakken og forhåbentlig slippe væk.

Når man så går i kamp, hvad enten det er med vilje eller ej, introduceres man for et letforståeligt kampsystem, der er nemt at blive bidt af. Det hele er turbaseret, så man har ingen direkte kontrol over Ryudo, men man kan bestemme hvad hans næste træk skal være. Skal han flytte sig, forsvare sig, angribe med en combo, bruge magi eller et specielt

objekt flygte og så videre. En god detalje ved kampsystemet er, at når først man har givet Ryudo ordre til, eksempelvis at angribe med et "critical hit"-slag (langsommeren end en combo, men gør mere skade), så går der lige et par sekunder inden han rent faktisk angriber. Sådan er det også for modstanderen. Det betyder, at man får et par sekunder til at forudse hvad modstanderens næste træk bliver og så handler derefter. Det fungerer rigtig godt, og nerverne bliver ekstra flossede, når man kan se, hvordan modstanderen er ved at samle energi til et massivt magisk angreb og man kun har få sekunder til at beslutte, om man skal gå til modangreb eller parere.

Nu er det ikke kun Ryudo, der må springe i aktion hver gang en kamplysten modstander springer frem. Elena kan også slå fra sig. Undervejs i spillet får man også selskab af andre figurer, blandt andet Millenia, der egentlig er i Valmars tjeneste men som arbejder udfra hendes helt egen dagsorden.

Grafik

Her er ingen grund til at cirkle rundt om den varme grød: Grandia II er ikke noget Final Fantasy IX eller X og får langt fra maskineriet til at svede. Til gengæld fungerer grafikken uden de store problemer. Spillet er i 3D med et drejeligt kamera, der let og elegant kan svinges rundt ved hjælp af skulderknapperne på controlleren, så man kan se, hvor man går. Man kan dog ikke zoome ind eller ud, hvilket er lidt irriterende. Figurerne og omgivelserne er nemlig ret så farverige og kombineret med figurens lille størrelse og kompakte design, glider det hele nogle gang ind i hinanden, i sær på små fjernsyn. Det irriterer og hindrer overblikket. Under kampene liver grafikken lidt mere op med dramatiske kameravinkler og de visuelle effekter, der produceres af de magiske angreb, er ganske flotte. Det når dog aldrig op på et stadie, hvor det imponerer eller overasker.

Lyd

Heller ikke her scorer Grandia II mange point, selvom stemmeføringen er en hel del bedre end den man normalt plejer at høre. Nu er det meste af dialogen i Grandia II udelukkende tekst, der løber henover skærmen men enkelte steder er dialogen indtalt. Det er gjort af skuespillere, der formår at leve sig godt ind i rollerne uden at overspille eller overfortolke. Musikken er heller ikke værst. Den sætter ind på de rigtige tidspunkter men efter noget tid, lægger man ikke rigtig mærke til den mere.

Konklusion

Nej, Grandia II imponerer ikke hverken grafisk eller musikalsk men lad ikke dette tale imod spillets kvaliteter, hvad angår gameplay. Spillet er nemlig præcis lige så opslugende som andre hits i genren, mest i kraft af historien. Figurskildringen er meget god og selv om figurlisten måske er en smule for klicheagtig enkelte steder, så fremstår alle som helstøbte figurer, som man kommer til at føle med. Kampsystemet er spillets lille guldklump og hver gang man går i kamp mod en eller flere modstandere, er det med et lille sug af spænding i maven frem for en "ikke nu igen"-attitude.

Grandia II er et spil, der vil tiltale alle fans af japanske rollespil men også folk, der ikke normalt foretrækker at give sig hen til rollespil. Som tidligere nævnt, så bliver man taget i hånden fra første færd, så historien hele tiden er fremadskridende. Selve rollespilselementet er heller ikke særlig tungt, så alle kan være med. Blot man har lysten til en god historie, et solidt gameplay og ikke forvente et overflødighedshorn af flot grafik og musik.