X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Dropship: United Peace Force


Det er altid dejligt at smide et spil i sin PlayStation 2, der er temmelig meget anderledes fra, hvad man er vant til. Hvis jeg skal være ærlig - og det skal jeg jo - så havde jeg godt hørt lidt rygter om spillet Dropship, der skulle være en radikalt anderledes simulator. Jeg tog dog ikke nogen særlig notits af disse rygter, for sådan nogen lignende har jeg jo hørt så tit, hvor spillet så alligevel er åndsforladt og trist.
Du kan nok forstå min overraskelse, da jeg opdagede, at Dropship: United Peace Force faktisk er et ret anderledes krigsspil, hvor det ikke kun gælder om at være en ørn til at lave 6G sving i sin labre F-16. Næh, Dropship giver masser af muligheder for et meget mere nuanceret gameplay, hvor man tit skal tænke sig godt om.

UPF

Som en forfriskende afveksling fra hoben af krigsspil ude i verden, så indeholder Dropship en historie, der faktisk er ret spændende og som bygger missionerne rigtig godt sammen. Jeg har ikke fået en så god historie i et simulationsspil siden det gode, gamle Strike Commander.

Når spillet starter, er du en ny pilot, der sammen med din navigatør, Eva, er ansat hos den verdensomspændende fredsbevarende styrke United Peace Force (UPF) - en fremtidig pendant til FN, skulle jeg mene. UPF opretholder freden overalt på jorden ved at sætte sine styrker ind mod alle de personer, der truer UPFs interesser på den ene eller anden måde.

Gameplay

Du starter din karriere i UPF som pilot i et dropship, hvor det er din primære opgave at hente og bringe f.eks. rekognosceringsgrupper i små pansrede kampvogne, der kan køres ind i dit fly. Som det måske kan læses udfra navnet dropship, så er et sådant fartøj ikke ligefrem manøvredygtigt, så man får virkelig følelsen af, hvordan det er at være transportpilot under en krig, hvor man skal fragte soldater gennem en regn af missiler og fjendtlige fly - uden at kunne gøre nævneværdig modstand.
Efterhånden som du får fløjet nogle dropship missioner, så stiger du i graderne og kommer senere til at flyve masser af nye flytyper - bl.a. små, lette fightere, så der er altså også masser af dogfights i Dropship.

Alle fly i spillet kan flyves på to forskellige måder: Ved at dobbeltklikke på X, så kan du skifte mellem Hover og Flight. I hover-mode kan flyet stå stille i luften som en helikopter, hvilket gør det betydeligt lettere at lande, når man f.eks. skal landsætte tropper midt i fjendeland. I hover-mode er man dog ikke så hurtig og er derfor et nemt mål.
Flight-mode kan bruges, når man er kommet fri af jorden og vil flyve hurtigere, end hvad hover tillader.

Dropship er dog ikke et spil, der kun fokuserer på fly. Allerede i en af de første missioner kommer du til at køre en pansret mandskabsvogn, fyldt med sårede, gennem et minefelt og ud fra fjendtligt område. Undervejs i samme mission kommer du også til at styre vognens tag-maskingevær, da nogle slemme helikoptere dukker op.
Senere hen kommer du også til at køre tanks, jeeps m.m. Disse afvekslinger i gameplayet er guld værd, og da alle skift mellem transportmidler hænger sammen i historien, så er det en nydelse at spille Dropship.
Hver mission foregår på et område, der er utallige kvadratkilometer stort. Man farer dog aldrig vild, da ens transportmidler altid har velfungerende navigationsinstrumenter, der dog kan blive ubrugelige i tilfælde af stor skade.

Styringen af de forskellige transportmidler er altid rigtig god - det er dog lidt utroligt, at en tank på 50 tons kan køre så ubesværet, som de gør i spillet - men det er et mindre problem.
I starten kan man godt blive lidt negativ på styringen, da ens dropship er ligeså manøvredygtigt som en gravid yakokse. På den anden side, så gør dette, at man blot skal være en bedre pilot. Flyene bliver mere manøvredygtige efterhånden, som du kommer videre i spillet.

Grafik

Hvis der er et svagt punkt ved Dropship, så må det siges at være grafikken. Hvis du kan huske Incoming, der var nyt for ca. 5 år siden, så ligner Dropship dette spil til forveksling. Landskaberne er bare - men til gengæld er der næsten ikke noget pop-up, og man kan se helt ud til horisonten. Textures er alle ok - ikke noget utroligt, men stadigvæk ikke grimme.
Spillets framerate er derimod kippestabil! Aldrig vil dette spil hakke, hvilket er imponerende nogle gange, hvor det virkelig går hårdt til med eksplosioner og missiler.
Fartfornemmelsen er også helt fantastisk, specielt når man flyver i små kløfter, hvor den mindste fejl er lig med et styrt.

Lyd

Hvis grafikken i Dropship skuffer en smule, så bliver det næsten ophævet af lydens fortræffelighed! Alle lydeffekter er sublime - lige fra eksplosioner til lyden af dine motorer, der langsomt hæver dit dropship op fra jorden. Fantastisk! En fed del af lydbilledet er, at man under missionerne modtager et væld af oplysninger over radioen. Det er ikke til at vide, hvilke transmissioner, der er vigtigere end andre, så man må lære sig selv at lytte efter vigtig information og flyve samtidigt.
Musikken er også helt i plet! Meget militær-agtig og stemningsfuld, hvilket passer godt til missionerne.

Konklusion

Fra at være blot endnu en DVD, der kom ind til anmeldelse, så har Dropship udmærket sig ved at blive et af mine yndlingsspil til PlayStation 2. Spillets gameplay er nyt og spændende og de mange forskellige køretøjer, der kræver hver sin strategi, løfter det blot endnu højere op.
Missionerne er alle spændende og fyldt med overraskelser og nye plotdrejninger, der bygges videre på mellem missionerne.
Lyden er helt exceptionel god og man føler virkelig, at man er til stede - fik jeg i øvrigt nævnt, at lyden understøtter Surround?
Det eneste svage punkt ved spillet er grafikken, der ikke kan undgå at se en smule gammeldags ud. Det gør dog ikke noget, når man morer sig så meget med at spille spillet.

Dropship kan helt klart anbefales! Der er ingen multiplay, men når singleplay er så godt, så gør det ikke noget.
Dropship er det første spil, der giver en et indtryk af at være alt muligt andet end blot en kamppilot under en krig. Vældig flot!

Dropship: United Peace Force (EU)
Anmelders vurdering
96%

Dropship: United Peace Force   © Sony 2002   (PS2)    1/4 Dropship: United Peace Force   © Sony 2002   (PS2)    2/4 Dropship: United Peace Force   © Sony 2002   (PS2)    3/4