Conflict Zone

Hvornår lære spil-udviklerne at nogle spil gør sig bedst på Pc, mens andre gør sig bedst på konsol? Hvornår lære de at både Pc og konsol har muligheder og begrænsninger, når det kommer til spil. Her tænker jeg ikke på grafik eller lyd. Jeg snakker om simpel funktionalitet. Nogle spil hører simpelthen ikke hjemme på konsol, fordi de fungerer dårligt på konsol, uanset hvor smuk smukt spillet ellers måtte være. Conflict Zone, oprindeligt designet til Pc, er et sådant spil og så er det ikke engang smukt.

GHOSTbusters

Med Conflict Zone er vi helt tilbage til rødderne hvad angår plot. Vi er røget et par år ud i fremtiden til år 2010, hvor vi har de gode, der kæmper for frihed, lighed og broderskab og de onde, der kæmper for ussel mammon. De gode hedder ICP. Det står for Internationel Corps for Peace og består af de, på dette tidspunkt, nu hedengangne FN og NATO. De onde hedder GHOST og består af alle mulige slyngelstater med et mål: penge, penge, penge og endnu flere penge. Gransk nu dig hjertes inderste kroge og spørg dig selv hvad du tænder på: frihed og lighed eller ussel mammon?

Gameplay

Nej, plottet er ikke særlig originalt og i det store hele har gameplayet heller ikke rigtig noget nyt at byde på. Uanset om du vælger ICP eller GHOST, så er opbygningen af spillet det samme. Spillet er inddelt i missioner, og hver mission starter med en briefing, hvor du sættes ind i situationen og præsenteres for de opstillede mål. Mål, som du skal opfylde ved at udvise lederegenskaber, iskolde nerver og en umenneskelig stor portion tålmodighed og tilgivelse, hvad angår styring. I Conflict Zone er den nemlig så håbløs, som den næsten kan være. Udviklerne har forsøgt at proppe alle de taste-kommandoer, der er i spillet, og som man nemt kan lave med et tastatur på en Pc, ned på controllerens begrænsede udvalg af knapper, og det kan bare ikke lade sig gøre. Man bliver simpelthen alt for forvirret og frustreret over alle de tastekombinationer, der er, og det er alt for nemt at fare vild i tasterne.

Selv om ICP og GHOST ligger i hver sin ende af helte-skalaen, så deler de begge en række ligheder, specielt hvad angår enheder. Begge sider har infanteri bevæbnet med enten geværer, granater eller bazookaer samt forskellige former for køretøjer som jeeps , tanks og helikoptere. Man finder dog hurtig ud af, at soldatertræning ikke er hvad den har været. Soldaterne dør alt for nemt og har en irriterende tendens til altid at klumpe sammen i klynger, hvilket gør dem til en let mål for tanks. Alt der kræves er et velplaceret skud midt i soldaternes rækker, hvorefter de sendes ud på deres liv sidste flyvetur. Så er køretøjerne meget sjovere. De er mere robuste, har mere slagkraftige våben og vigtigt af alt - de kan repareres. Godt nok kan man også uddanne en samarit til at tage sig af de sårede soldater. Problemet er bare, at der ofte ikke er nogen sårede soldater tilbage. Det betyder at man før eller senere helt opgiver at træne soldater, fordi de er så ubrugelige, og i stedet koncentrere sig om at opbygge en hær af tanks, angrebshelikoptere og andet slagkraftigt krigslegetøj.

Hvor både ICP og GHOST deler samme enheder, så er deres syn på civilbefolkningen meget forskellig. ICP har ikke glemt deres rødder og for dem kommer civile liv altid i første række. Det betyder, at hovedparten ICP-missionerne er redningsmissioner, hvor ulykkelige civile skal evakueres og bringes i sikkerhed i flygtningelejre. Dette føre os til en spillets mere interessante facetter. Som i et ethvert andet strategispil skal der indsamles ressourcer til at bygge baser og enheder for. Normalt er disse ressourcer ret så håndgribelige, men i Conflict Zone er det lidt mere flygtigt. Her er ressourcen nemlig popularitet. Jo mere populær man er hos sine

ledere, jo flere penge rasler der ned på kistebunden men hvordan man "høster" popularitet er forskellig. ICPs popularitet er tæt forbundet med antallet af civile de redder og bringer til flygtninge lejre, men også hvordan tropperne gebærder sig i kamp. Man er hele tiden under nøje observation af krigskorrespondenter, der rapportere tilbage til den frie verden om hvor godt man klare sig. Sejre giver popularitet mens tab og ødelæggelse af civile bygninger uden grund, får populariteten til at styrtdykke.

GHOST bekymre sig også om civilbefolkningen men af helt andre grunde. GHOST indlemmer dem nemlig i deres egen hær ved at fragte dem til træningslejre, hvor halvdelen af dem kommer ud i den anden ende som soldater mens resten blot forsvinder, muligvis ned i dybe fangekældre. Kameramænd er med under kampene for at fange de store sejre men fanger de i stedet nederlag, daler populariteten selvsagt.

Under kampene har man mulighed for at udnævne op til fire feltherrer. Disse kan beordres til at håndtere forskellige opgaver som du enten ikke har tid, overskud eller lyst til at gøre. En af de vigtigste funktioner, en sådan feltherre kan tage sig af, er evakuering af flygtninge. Det er en meget tidskrævende proces at få flygtninge i sikkerhed, så hvis du kan få andre til at gøre det, så lad dem endelig komme til. Problemet med de AI-styrede feltherrer er bare, at de er frygtelig dovne og nogle gange gør de slet ikke hvad de får besked på. Et andet AI-relateret problem kommer, når man beordrer sine tropper fra et punkt til et andet. Her sker det nemlig tit at tropperne, både ens egne og modstandernes, sidder fast i landskabet og her bliver de.

Grafik

Hele slagmarken vises i 3D og du kan flytte kameraet rundt som du lyster, så du får det bedste udsyn til tropperne eller kampene. Omgivelserne er meget farverige og på afstand ser de faktisk ganske realistiske ud men det varer kun til man zoomer ind. Så ser men nemlig hvor simpel og kedelig grafikken i virkeligheden er. Figurerne ligner alle hinanden og var det ikke lige for den røde og blå hjelmfarve på henholdsvis ICP og GHOST-soldater, så ser alle soldaterne ens ud. Det gør de i øvrigt også når man zoomer ud for at få overblik, hvor soldaterne nærmest falder i med omgivelserne.

Lyd

Man kan tydeligt høre, at det er her udviklerne har sparet på udgifterne. Lyden er ikke direkte hæslig men den er meget mangelfuld og særligt musikken skuffer. Man savner de iørefaldende og stemningsmættede numre fra de glade Command & Conquer-dage. Heller ikke den indtalte dialog får nogle pluspoint. Den er over middel når den er bedst og nogle steder irritere den langt mere end den gavner.

Konklusion

Conflict Zone både driller, irriterer og frustrerer mere end det imponerer. De mange kommandoer, der skal holdes styr på, er blot starten på frustrationerne. Snart lærer man også, at spillets AI er fuld af huller og at spillets tempo er alt for langsomt. Det tager lang tid at få populariteten så højt op, at der kommer nok penge på kistebunden til at bygge nye bygninger og træne nye enheder.

Hvor Conflict Zone fejler på stort set alle områder, så slår det en ting klar: realtime-strategi spil, designet til Pc, har ikke noget at gøre på konsol. Dermed ikke sagt, at genren slet ikke har noget at gøre på konsol. Vi har tidligere set hvordan KOEI's Kessen har klaret sig storartet, fordi det er designet udelukkende til konsol. Det er Conflict Zone ikke og resultatet er derfor også blevet derefter. Hvad der dog er endnu være er, at Conflict Zone, konsol eller Pc, alt i alt er et middelmådigt spil på alle fronter. Ideen med feltherre og især brugen af popularitet og civilbefolkningens rolle er meget original men gode ideer gør ikke et godt spil.