X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Crazy Taxi


Hvis man kan sige noget positivt om Dreamcastens sørgelige endeligt, så må det være, at der nu bliver mulighed for at få alle SEGAs fede spil ud på alle andre platforme. Senere på året kan vi se frem til at spille Eighteen Wheeler m.fl. men lige nu, så står den på Crazy Taxi til PlayStation 2 ejerne.

Enkelt taxiræs

Som de fleste nok ved, så er Crazy Taxi en såkaldt 'port' af det originale spil til Dreamcast, der nu kan fås til PlayStation 2.
Spillet er meget enkelt, og tager ikke lang tid at lære. Desværre er det måske lidt for enkelt, hvilket går ud over holdbarheden.

Gameplay

Crazi Taxi er et spil, hvor alt hvad man skal lave, består i at køre rundt i en af fire forskellige taxier, og derefter samle lovende kunder op og sætte dem af, hvor de skal hen. For at man ikke skal tage den lidt for meget med ro, så vil hver kunde ankomme til destinationen indenfor et vist stykke tid. Jo hurtigere man når frem, jo bedre.
Desværre er det ikke lige sådan helt til at drøne afsted i Crazy Taxi. I toppen af skærmen har man en pil, der viser en, hvilken vej man skal køre. I modsætning til Grand Theft Auto, så viser denne pil rent faktisk, hvilke veje man skal tage, hvilket er meget fornuftigt.
Udover at finde rundt i de mange vejkryds, broer, jernbaner m.m. så skal man derudover også passe på ikke at blive sinket af den øvrige trafik. Når jeg siger sinket, så mener jeg ikke, at man sidder i en endeløs kø - men derimod, at man mister et par sekunder, hvis man kører lige ud i et kryds, hvor man smasker en uheldig modkørende mange hundrede meter hen af gaden. Der er ikke noget med at være en 'safe driver' i Crazy Taxi, og selv taxi-kunderne må hoppe og springe for ikke at blive kørt ned, når man prøver at samle dem op så hurtigt som muligt.

Inden man kan komme ud og gøre vejene usikre i sin gule taxi, må man først vælge, om man vil køre Arcade eller Original. Forskellen i de to ligger egentlig kun i det faktum, at man i Arcade kører på den originale bane fra arkadehallerne, og at man i Original kører på en specialdesignet en - selve gameplayet er præcist det samme. Apropos gameplay, så kan man endvidere vælge, om man vil spille efter de 'rigtige' regler, hvor man starter med meget få sekunder, og hvor det derefter gælder om at tjene både tid og penge ved at køre folk rundt. Synes man dette er for stressende, eller vil man lige lære byerne at kende først, så kan man vælge at køre frit omkring i enten 3, 5 eller 10 minutter.
En yderligere mulighed i Crazy Taxi er Crazy Box, der er en række øvelser, hvor man lærer at kontrollere sin taxi.
Til sidst skal man vælge, hvilken af de 4 biler og førere man vil styre. Der er følgende at vælge imellem: Axel - en smart grønhåret fyr. Gena - den lækre sild. B.D. Joe - en cool sort fyr. Gus - en latino i hawaiiskjorte. Hver af de fire førere har deres egen bil, der kun adskiller sig fra hinanden i udseende.

Noget, der skuffede mig lidt, var de begrænsede styringsmuligheder spillet byder på. Man kan kun vælge mellem 2 forskellige, og ingen af dem er perfekte. Den ene prøver at efterligne styringen på Dreamcast, hvor man bremser og kører med R og L knapperne. Den anden mulighed passer lidt bedre til PlayStation, men desværre er bremseknappen blevet lagt på O-knappen, hvilket ikke er normalt på PlayStation, hvor den almindeligvis er at finde på firkant-knappen. Dette
skyldes, at man i bilspil på Dreamcast bremser på den knap, der sidder, hvor O-knappen sidder på en PlayStation controller - og dette har man valgt ikke at ændre. Det kan godt blive lidt irriterende, hvis man har spillet en masse andre bilspil inden Crazy Taxi, hvorfor det tager tid at vende sig til den nye bremseknap.

Grafik

Crazy Taxi var et flot spil på Dreamcast, og udgaven til PlayStation 2 er faktisk akkurat lige så flot. Det siger desværre ikke så meget, når PS2 nu er en hel del bedre end Dreamcast. Alle unoderne fra Dreamcast versionen er med på PlayStation 2, hvilket er ærgerligt, da PS2 har den ekstra maskinkraft, der skal til for at slippe af med f.eks. det fantastisk irriterende pop-up, hvor bane, biler og fodgængere pludselig kommer ud af det rene ingenting. Man kan dog ikke bruge dette mod Acclaim, der har kopieret spillet til perfektion - men hvorfor tog de ikke lige det ekstra skridt? Udover pop-up og lidt fald i frameraten, er der ikke nogen problemer med grafikken - den er ikke måbende flot, men heller ikke kedelig eller grim.

Lyd

Lyden er helt klart det svageste punkt ved Crazy Taxi. Motorlyden er skam udmærket, og det samme gælder udskridninger m.m. Det, der irriterede mig, var de evindelige råb og udbrud fra både kunder og ens egen chauffør. Kører man en stille tur gennem byen bliver man råbt på af hundredvis af potentielle kunder, der gerne vil have et lift. I længden kan råb som 'Hey taxi!', 'Pick me up!' m.m. blive meget irriterende at høre på. Bedre bliver det ikke, når man samler en kunde op. Både kunde og chauffør har et meget begrænset ordvalg, og de siger meget tit det samme igen og igen. Et yderligere irritationsmoment er det faktum, at stemmerne er totalt overspillede. F.eks. endte det med, at jeg ikke gad at samle unge kvinder op, da deres små glædesudbrud under vild kørsel er noget af det mest belastende, jeg nogensinde har `ørt.

Crazy Taxi praler bag på pakken med, at grupper som Offspring og Bad Religion har leveret musikken til spillet. Det er da også rigtigt nok, og musikken er da også udmærket. Desværre er der lidt for lidt af den, og så minder de forskellige numre rigtigt meget om hinanden.

Konklusion

Crazy Taxi til PlayStation 2 er præcist det samme som Crazy Taxi til Dreamcast - på både godt og ondt.
Spillets lidt kedelige grafik, irriterende lyd og dårlige styring bliver ikke helt kompenseret for af det morsomme gameplay. Crazi Taxi er på ingen måder et dårligt spil, det er bare ikke et spil man tilbringer flere dage sammen med. Højst et par timer hver tredje dag er, hvad man kan klare, hvis man ikke lige er anmelder, og derfor må spille betydeligt mere.
Sagen med Crazy Taxi er nemlig den, at det hurtigt bliver lidt ensformigt, hvilket får en til at lægge det væk i et stykke tid.
Hvis Crazy Taxi havde understøttet flere spillere, ville det have været alle tiders party-spil, når man havde et par venner på besøg. Desværre er der ikke mulighed for at spille mere end en, hvilket er et ret stort kritikpunkt i sig selv.
Hvis man allerede ejer Crazy Taxi til Dreamcast, så er der bestemt ingen grund til at investere i PS2 udgaven. Har man ikke Dreamcast udgaven, så er PlayStation 2 versionen et køb værd, men hvis dit budget er stramt, så vent hellere på Gran Turismo A-Spec eller Twisted Metal Black, der begge ser ud til at blive bedre spil end Crazy Taxi.

Crazy Taxi (EU)
Anmelders vurdering
80%

Crazy Taxi   © Acclaim 2001   (DC)    1/3 Crazy Taxi   © Acclaim 2001   (DC)    2/3 Crazy Taxi   © Acclaim 2001   (DC)    3/3