X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Alone In The Dark: The New Nightmare


Horror/adventure genren er mange konsol-ejeres yndlingsgenre og med "Resident Evil Code: Veronica X" og "Alone In The Dark 4" til PS2, har også PS2 ejerne fået mulighed for at få fingrene i et rigtig godt RPG/Adventure spil.
Det er efterhånden mange år siden, at Alone In The Dark(AITD) serien så lyset for første gang. Dengang var det et banebrydende spil, og f.eks.er Resident Evil serien en lillebror til Alone In The Dark. Men storebror eller ej, så har Alone In The Dark 4 noget at leve op til - og mange har længe set frem til denne titel til PS2.

Mystery of Shadow Island

Spillet starter med en rigtig flot intro, hvor du får at vide, at din gode ven, Charles Fiske, er død på mystisk vis på øen Shadow Island. Du, Edward Carnby, beslutter dig for at tage til Shadow Island og undersøge din vens pludselige død.
Da man på øen har fundet mange mærkelige statuer og gammel indiansk skrift, sender FBI også en Aline Cedrac, som længe har studeret den indianske kultur og dermed også deres skrift.
Edward og Aline begiver sig afsted mod Shadow Island i en flyvemaskine, men da de endelig når øen, bliver de pga. uvejr, tvunget til at sprige ud med faldskærm. Edward og Aline lander to forskellige steder på øen, dog forholdsvist tæt på hinanden.
Efter denne flotte intro, er du klar til at spille, og det første du skal gøre er at vælge, om du vil styre Edward eller Aline.
Efter at have konstateret, at Edward var den eneste af de to, der havde et våben, fik jeg hurtigt valgt Edward og spillet var igang.

Gameplay

Det er din opgave at efterforske mordet på Charles Fiske, og lad det være sagt med det samme - det er absolut ikke en let opgave.
Du vil bruge meget tid på at lede efter ting og sager, og undervejs vil du støde på mange journaler med vigtige oplysninger i. Derfor kræves det, at du forstår engelsk på et rimeligt højt niveau, og jeg må indrømme, at jeg synes, der er lige lovlig meget læsning at tygge sig igennem.
Men bare rolig, der er også massere af monstre, der skal dræbes, og til det findes der forskellige våben gemt rundt omkring på øen.

Dem, der har lavet spillet, har virkelig forstået at skabe en uhyggelig stemning, og du sidder hele tiden og er lidt nervøs for, hvad der gemmer sig rundt om næste hjørne.

AITD 4 er et svært spil, og jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske hvornår der sidst har været et spil, hvor jeg har siddet fast allerede efter 15-20 minutters spil. Det er ikke FOR svært, og jeg synes
faktisk det er rart med et spil, der udfordrer ens små grå en lille smule.
Saving foregår på den måde, at du skal have fat i en såkaldt "Charm of saving", og først når du er i besiddelse af en sådan, kan det lade sig gøre at gemme sine fremskridt - det kan til tider være ret frustrerende.
Alt i alt, så har AITD4 et glimrende gameplay, og der er en perfekt blanding af hjerne-gymnastik og hardcore skyde-scener, hvor du pløkker løs på alt, hvad der bevæger sig. Alligevel, så har AITD4 ikke helt det, der skal til for at tryllebinde mig foran TV-skærmen og få mig til at spille en hel weekend non-stop - desværre.

Grafik

En god grafik i et Horror/Adventure spil er næsten alfa og omega. Det skal se hamrende flot og realistisk ud for at skræmme mig. AITD4 har det der skal til, men heller ikke mere.
Kameravinklerne er bygget op som i de tidligere AITD spil, og i Resident Evil - dem ændres fra scene til scene. Jeg synes det virker rigtig godt, og en god kameravinkel er tit ufattelig vigtig for at gøre en skræk-scene rigtig uhyggelig.
Spillet understøtter 60 Hz mode, men tilgengæld synes jeg godt der kunne have været brugt lidt flere polygoner, da din hovedperson og monsterne ser en lille smule firkantede ud.
Men den gode stemning overskygger de små fejl der er, og jeg må sige, at jeg aldrig har spillet så stemningsfyldt et spil.
Tilgengæld er det lykkedes mig at gå igennem en væg, med det resultat at jeg sad fast i murbrokkerne, og var tvunget til at reboote min PS2. Det er dog kun noget jeg er stødt på en enkelt gang.

Lyd

Lyd-delen er rigtig, rigtig god. Faktisk er det nok denne del, jeg blev mest imponeret over.
Udviklerne er virkelig gået i detaljer med lydeffekter, og der er ikke den ting, du ikke kan høre.
Også hér er der dog skønhedspletter - af og til kører der nemlig en VIRKELIG irriterende melodi som mest af alt minder om en Commodore 64' lyd. Men igen - det positive overskygger det negative.

Konklusion

Ud over et par skønhedspletter, så er AITD 4 er rigtig godt, og gennemført spil. Jeg elsker, når der er kælet for små detaljer, som f.eks. lydeffekter og der er virkelig blevet kælet med AITD 4.
Det er ikke et af de allerbedste spil på markedet, men jeg er overbevist om, at langt de fleste konsol-ejere vil finde AITD 4 uhyggeligt og rigtig spændende. Fans af genren har naturligvis ikke andre muligheder end at købe det, og det skal de såmænd ikke være så kede af, for AITD 4 er altså et rigtig godt spil.

Alone In The Dark: The New Nightmare (EU)
Anmelders vurdering
84%

Alone In The Dark: The New Nightmare   © Infogrames 2001   (PS2)    1/3 Alone In The Dark: The New Nightmare   © Infogrames 2001   (PS2)    2/3 Alone In The Dark: The New Nightmare   © Infogrames 2001   (PS2)    3/3