X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

007: The World Is Not Enough


Er du fan af James Bond - kan du lide spil som Medal of Honor, Syphon Filter, Metal Gear Solid osv., ja - så må du hellere skynde dig ud og bruge dine surt tjente penge på 007-The World Is Not Enough, hvis du ikke vil gå glip af et formidabelt first-person shooter.

Historien starter med at en fortrolig rapport fra det russiske atomenergidepardement, bliver fjernet fra liget af en myrdet MI6-agent. Rapporten bliver købt af Sir Robert King, der mener at den indeholder oplysninger om de terrorister, som har angrebet hans rørledning i Kasakhstan. I mellemtiden har mellemmanden Lachaise tilbudt at returnere Sir Roberts penge, og man har nu til opgave at opsøge Lachaise og finde ud af, hvem der dræbte MI6-agenten og samtidig snuppede pengene. Sådan starter spillet og herefter tager tingene fart. I bedste spionstil skal man snige sig rundt uden at vække opmærksomhed og andre gange likvidere så mange fjender som muligt.

Atmosfæren i spillet giver den helt rigtige Bond-stemning, ikke mindst på grund af flere velkendte elementer fra filmen: Inden hver mission får man en missionsbriefing af M, oplysninger om nyt udstyr og nye våben af R, samt velmente råd fra Moneypenny. Det hele emmer og oser af 007, og man føler virkelig at man er i Bond's sko gennem hele spillet. Filmsekvenserne mellem missionerne understøtter hele denne atmosfære og tilfører samtidig spillet en helhed, der gør at man føler, at det er et virkelig gennemarbejdet og fuldendt spil.

The World Is Not Enough indeholder flere forskellige typer missioner, som hver især kræver at man tænker over, hvilke våben og hvilket udstyr er mest hensigtsmæssigt at bruge i den pågældende mission/opgave. Nogle missioner kræver at man sniger sig ubemærket rundt og undgår kontakt med fjenden, og her har man et raffineret udvalg af våben/udstyr til sin rådighed. Først og fremmest har man sit standardskydevåben, en Wolfram P2K - et effektivt våben med lyddæmper og 16 skud i magasinet. Dette våben har jeg personligt brugt en hel del i spillet, hovedsageligt fordi det er det eneste skydevåben med lyddæmper, men også på grund af dets gode træfsikkerhed. Vil man undgå at dræbe sine fjender og i stedet gøre dem ukampdygtige, kan man med fordel bruge enten sin Cell Phone Stunner, som lammer din modstander med et elektrisk chok, eller sin Flash Bang, der udsender et kraftigt lys som forvirrer fjenden, så du kan tage dig af dem uden at gøre permanent skade. Til de missioner, der kræver effektiv og voldsom ildkraft, har man ligeledes et alsidigt våbenarsenal til rådighed. Til de situationer, hvor man bliver
konfronteret med mange fjender på én gang, kan jeg anbefale den belgiske PS100, som er et meget kraftigt automatvåben med en imponerende ildkraft. Dens nøjagtighed kan måske diskuteres, men hold da helt k... hvor kan den fyre nogle skud af. Et andet våben der ikke er til at ignorere, er AR36 Sniper Rifle - et langsomt våben m.h.t. at skyde og genlade, men til gengæld meget nøjagtigt i kraft af sit teleskopsigte. Lige som i Medal of Honor og Syphon Filter, kan man zoome ind på sin modstander og praktisk talt lande et skud lige mellem øjnene på vedkommende. Der findes mange andre fede gadgets i spillet, og det er en udfordring i sig selv, bare at lære at bruge disse rigtigt, og ikke mindst i de rigtige situationer.

Grafikken i spillet er flot og stemningsfuld, men har dog nogle få fejl som ligeledes gjorde sig gældende i Medal of Honor; når man kommer tæt på figurerne i spillet bliver deres ansigter ret grimme og uskarpe, men dette har dog overhovedet ingen betydning for spilværdien i øvrigt. Desuden har jeg oplevet at enkelte figurer nogle gange har sat sig fast i en dør eller lignende - og det ser altså temmelig komisk ud når en mand løber og løber, men ingen vegne kommer. Det værste jeg oplevede var dog, at jeg selv sad fast i en klippe, mens jeg på ski forsøgte at nedkæmpe en stor mængde fjender. Dette bevirker selvsagt at man ikke har en jordisk chance for at klare sig helskindet igennem sådan en situation. Disse grafikfejl trækker lidt ned i den endelige vurdering af spillet, men der er så mange andre ting som opvejer dette. Blandt disse kan nævnes lydsiden, som er virkelig gennemført, og som sammen med filmsekvenserne giver den optimale Bond-stemning i spillet. Gameplayet er ligeledes suverænt opbygget, idet det følger filmen og giver masser af udfordringer til spilleren. Der er to sværhedsgrader i spillet: Agent og 007. Jeg startede selv som agent for at lære spillet at kende, og det er efter min mening en god ide, da sværhedsgraden 007 kræver et godt kendskab til spillet i almindelighed. Spiller man som 007 er spillet både svært og udfordrende, men heldigvis ikke uoverkommeligt, hvilket ellers ofte er tilfældet i denne spilgenre.

Nu er jeg selv en stor fan af first-person shooters, og derfor er jeg måske en smule forudindtaget, når jeg skal anmelde et spil som dette. Men jeg mener absolut at 007-The World Is Not Enough fortjener en masse ros og en deraf følgende god anmeldelse. Spillet er suverænt gennemført og holdt helt i stil med både filmen og hele Bond-atmosfæren, og jeg kan derfor kun anbefale dig at skaffe det hurtigst muligt - et kanon spil.

007: The World Is Not Enough (EU)
Anmelders vurdering
5/6

007: The World Is Not Enough   © EA 2000   (PS1)    1/1