Super Puzzle Fighter II Turbo

Advarsel!!! Sundhedsstyrelsen påpeger at dette produkt kan være stærkt vanedannende.

Medmindre du er så heldig at være langtidsledig, pensionist, eller af så ung en alder at du endnu ikke behøver at spilde din dag i et klasselokale, er det næppe tilrådeligt at købe spillet "Super Puzzle Fighter 2"..

Spillet er meget enkelt bygget op: Skærmen er delt op i to på bedste Tetrismanér, og på begge sider daler der fra skærmens top nogle pæne farvede sten. Disse sten skal så lægges til rette i bunden af skærmen på en måde, der gør det nemt at komme af med dem igen, inden de fylder hele skærmen. Man kommer af med dem ved at benytte nogle "crash gems" som sprænger den sten de lander på, samt alle sten af samme farve, som ligger umiddelbart over, under eller ved siden af denne sten. Hvis disse sten også rører ved andre sten af samme farve, vil disse også blive sprængt, og så fremdeles. Big badabum!

Men her kommer så et ret genialt konkurrenceelement ind i billedet. For når stenene bliver sprængt, forsvinder de nemlig ikke bare som i Tetris, men bliver ekspederet over på modstanderens skærm, og det bliver derfor lige pludselig hans hovedpine at få dem af vejen, og tilbage til dig.

- Og det er, stort set, det hele. Men hvad er det så der får én til at blive siddende foran skærmen time efter time, spil efter spil??? Er det musikken der gør det??? Er det grafikken??? Er det de mange forskellige baner??? Ingen af delene - musikken er der bare. Det er ikke melodier man går og nynner for sig selv bagefter, men de virker ganske godt som baggrundsstøj. Og banerne kan jo af gode grunde ikke varieres så meget.

Grafikken (den smule der er) lægger man faktisk slet ikke mærke til. Det har man ikke tid til. Der er godt nok lidt grafik i form af nogle små japanske børn, som udkæmper drabelige karatekampe midt på skærmen, og hvor forsvar og angreb er beregnet ud fra situationen i det egentlige spil. De kan godt virke lidt som en kompensation for at spillet i sin udformning er så simpelt, og at det simpelthen var nødvendigt med en smule grafik for at få det til at se lidt interessant ud. Egentlig nødvendige er de ikke man har alligevel ikke tid til at kigge på dem når man spiller. Man kan også i starten spørge sig selv, hvad karate har med et puzzle at gøre, men man finder ud af, at sammenligningen faktisk er meget rammende.

I modsætning til Tetris gælder det nemlig ikke bare om at holde sin skærm fri for klodser. Hvis man gør det, har man nemlig ikke noget at smide i hovedet på sin modstander. På den anden side kan det heller ikke betale sig uhæmmet at "hamstre" sten til det helt store angreb, for måske sætter ens modstander pludselig et stort angreb ind, og så har man ikke rigtig plads til at tage imod det han smider over til én. Så det er en balancekunst, der tilføjer spillet et godt strategisk element. Og det gør, at man hele tiden føler at man kan gøre det bedre næste gang, og derfor lige skal have ét spil mere, og så lige ét til, osv.

Hvis man absolut SKAL lede efter et irritationsmoment, kunne det måske være, at der i spillet er en lille feature der gør, at hvis man får en hel bunke sten væltet i hovedet fra sin modstander, kan man ikke bare gå i gang med at fjerne dem med det samme. Først efter 5 "træk" kan de igen eksplodere, hvilket betyder at ens skæbne faktisk kan være beseglet et godt stykke tid før man rent faktisk taber. Det skal dog indrømmes, at dette er en temmelig subjektiv vurdering, da undertegnede konstant fik bank af sin kæreste, som pudsigt nok ikke så det som et problem.

Indrømmet - Det lyder lidt som et spil der lige så godt kunne køre på en Nintendo Gameboy, og man kan spørge, om et sådant spil er berettiget på en Playstation, hvor det ikke udnytter en brøkdel af maskinens formåen. Men som man har oplevet det så ofte før, er det de teknisk simple spil der overlever og bliver klassikere. Når bare gameplayet er i orden, bliver grafikken og lyden underordnet.

Så alt i alt kan det siges, at her kommer spillet som gør Hjerterfri og Solitaire på pc'eren overflødige. Fra nu af, når man har et ledigt øjeblik, vil man hellere tænde for Super PuzzleFighter. Og får man gæster, er det ikke længere nødvendigt at leje en video, Tænd for Super Puzzle Fighter, og smut selv i byen, dine gæster vil aldrig opdage at du er gået.

Men tænk dig om før du sætter disc'en i, og trykker på den lille grå knap. Tag lige en kigger i kalenderen, og flyt dine eventuelle aftaler til næste uge! eller den næste igen!