Steel Reign

Jeg ved ikke med dig, men jeg er så småt ved at være træt af alle de 3D-skyd-alt-hvad-der-bevæger-sig spil der kommer i en lind strøm til Playstation. Derfor var jeg også en smule forudindtaget da jeg startede med at spille Steel Reign.

I Steel Reign forsøger en gal general at overtage dit land, ved at erhverve samtlige våben i landet, og bruge dem mod regeringen. De fleste af disse våben er kampvogne af forskellig art. Heldigvis for vores lille land, er der en kampvogn han ikke har fået fat i: Din! Det er nu op til dig at styre din kampvogn igennem forskellige missioner, hvor du skal udrydde fjendtlige tropper ene mand.

Spillet starter med en intro, hvor man ser en mand i en bunker, der stjæler data og sætter ”self-destruct” igang. Introen er lavet som en kombination af rigtige filmoptagelser og computergrafik. Det er da meget pænt, men det virker ikke rigtigt effektivt. Visse af missionerne i spillet bliver også efterfulgt af en lille film, men skuespillerne er så uhyggeligt dårlige, at det bare går hen og virker latterligt. Lidt en skam for det er (som så meget andet i spillet) en god ide, men den er ikke rigtig gennemført.

Selve spillet er såre simpelt. Man styrer sin kampvogn ved at køre frem og tilbage, dreje og skyde. Samtidig kan man dreje tårnet, så man kan skyde på fjenderne mens man kører forbi. En af de rigtig gode ting i Steel Reign er at man har mange muligheder for indstilling af styringen. Blandt andet kan man vælge om sigtet skal være fuld-automatisk (kanonen peger selv på fjenden, når han er tæt på); Semi-automatisk (kanonen sigter kun lodret automatisk); eller manuel (Du må selv klare ærterne). Fordelen ved at vælge et automatisk sigte er selvfølgelig at man altid rammer, men ulempen er at du kan først sigte på fjenden når han kan sigte på dig. Det vil sige at det hurtigt bliver en kamp om hvem der kan skyde hurtigst. Langt sjovere bliver det hvis man tager fuldt manuelt sigte, for så kan man med lidt øvelse pille fjenderne ned på kilometerlang afstand. Til gengæld bliver det tilsvarende sværere.
På grund af de mange muligheder med styringen, bliver indlæringskurven lige tilpas.

Kampvognen er udstyret med forskellige våben, som man kan supplere op undervejs ved at samle ammunition. Kampvognen er udstyret med et skjold, som ligeledes kan styrkes undervejs. Dette bliver der hurtigt brug for, da man tager en del tæsk af fjenderne.

Når spillet starter kan man vælge mellem tre forskellige kampvogne, hver med sine styrker og svagheder. Egenskaberne for de forskellige køretøjer er inddelt i fart, skjold, våben og så videre. Ofte er man nødt til at spille samme mission flere gange for at finde ud af hvilken kampvogn der er mest effektiv. En af de detaljer der holdt mig fanget det første stykke tid er at der på hver bane er gemt en ny kampvogn, som man kan finde, og derefter bruge i de efterfølgende missioner. Da missionerne hurtigt bliver sværere er det vigtigt at have et godt arsenal at vælge af når man går igang.

Lyden i spillet er under middel. Kampvognen lyder mest af alt som en svagt brummende maskinhal, som man kan høre fra den anden side af gaden, og hver mission er understøttet af noget ret ligegyldigt musik. Grafikken er nogenlunde lige så ligegyldig. Den er der, den er hurtig nok, og der er da få detaljer ind imellem. Men på intet tidspunkt er der tale om banebrydende teknologi, eller kæbe-hængende detaljer.

Desuden er der nogen virkeligt irriterende detaljer i spillet. Eksempelvis, kan man køre hen over træer, lygtepæle, parkerede biler og andre objekter og det eneste der sker er at tingen ”knækker”. Der er ikke noget brag eller en tilfredsstillende knasen når man hamrer igennem et stort egetræ.

Som en sidste ting kan lige nævnes at spillet har en 2-player funktion, hvor man kæmper mod hinanden i en arena. Skærmen bliver inddelt i fire områder, med en radar og et 3D billede til hver spiller. Og på mit 28 tommers fjernsyn, bliver selve kampscenen simpelthen for lille til at man gider spilde tid på 2 player mode. Desuden kan man smadre sin modstander med et skud, med den største kanon man har. Hvor sjovt er det?

Generelt set er Steel Reign et af de spil som vil appellere til en meget lille gruppe mennesker. Hvis du stadig spiller Doom alene, selvom du har gennemført den 15-20 gange og kan du ikke få nok af eksplosioner og tju-bang, så kig endelig på Steel Reign. For mit eget vedkommende ville jeg aldrig bruge 450 kroner på spillet, for jeg bliver for hurtigt træt af at skyde de samme kampvogne i små stykker, men hej... sådan er vi så forskellige.