X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Ridge Racer Type 4


Bedst som man troede at Namco havde opgivet deres Ridge Racer serie på vore kære PlayStation, pga. den hårde konkurrence fra Polyphony Entertainment's eminente Gran Turismo, dukker de op med en overraskende gennemført og stilfuld fortsættelse. Ridge Racer Type 4 er landet og det er en velkommen tilbagevenden til rødderne - The Real Racing Roots 99 !

Den Japanske udgave af spillet, som vi har kigget på er udkommet i to versioner. Først den almindelige som kun indeholder Ridge Racer Type 4 (også kaldet R4) samt en bonus disk. Ridge Racer Type 4 Deluxe pakken derimod, indeholder selvfølgeligt både spillet og bonus disken (læs separat omtale på disse sider), samt Namco's nye super kontroller JogCon og en t-shirt. Vi importerede Deluxe pakken og havde derfor mulighed for at spille R4 på den "rigtige" måde - nemlig med en JogCon.

Det er tydeligt at Namco ikke har villet konkurrere med Gran Turismo hvad angår simulation og tunings muligheder. I R4's forgænger, Rage Racer, havde spilleren gode muligheder for både at tune og opgradere bilerne, hvilket også var udemærket på det tidspunkt, men efter Gran Turismo's fremkomst blev situationen en hel anden. Nu havde Namco to muligheder - enten skulle de matche eller overgå Gran Turismo i dybde og spændvidde - eller så skulle de vende tilbage til rødderne og lave den ultimative arcade racer verden endnu havde set. Heldigvis

besluttede Namco sig for det sidste og R4 er det bedste arcade racing spil på markedet - men er desværre ikke helt perfekt.

Tilbage Til Rødderne

Når man spiller R4 er man ikke i tvivl om at det er et Ridge Racer spil. Stilen og gameplayet er let genkendeligt - på både godt og ondt. Bilerne holder sig for det meste på asfalten og kun sjældent løfter hjulene sig fra vejen. Derfor forvent ingen styrt hvor bilen flyver vildt gennem luften. Også måden bilerne kolliderer med hinanden og forhindringerne er stort set den samme.

Godt nok er både bilfysikken og kollisionerne forbedret en smule, men Namco har heldigvis holdt sig til Ridge Racer stilen. Et stort plus for tilhængere af serien, men det er desværre tvivlsomt om R4 vil vinde nye fans pga. dette.

Folk som afskriver R4 pga. den manglende realisme, har ikke fattet pointen - R4 skal være urealistisk, det er seriens stil og kendetegn, og det som fans elsker ved spillene. Vil man absolut have realisme skal man i stedet købe TOCA2, Colin McRae Rally eller Gran Turismo - ikke R4...

Af positivt nyt er der i R4 flere baner end tidligere i serien - nu kan man vælge i mellem 8 forskellige, dvs. 4 helt forskellige med 2 variationer af hver, og desuden kan alle baner køres i "reverse" når denne mode er låst op. Man kan måske syntes at 4/8 baner er lige i underkanten i forhold til andre spil på markedet, men til gengæld er alle banerne fantasifuldt designet og fuld af fede detaljer og effekter - faktisk er banerne de flotteste jeg har set i noget racer spil til dato.

Namco har valgt kvalitet frem for kvantitet, hvilket man må rose dem for.

Ingen tuning denne gang

Forgængeren, Rage Racer, introducerede tunings muligheder til serien, men disse er helt fjernet i R4, og alt der er tilbage er muligheden for at designe sine egne logo'er som kan klistres på bilerne.

R4 har flere forskellige game modes: Gran Prix, Time Attack, Vs. Battle og Extra Trial. Grand Prix mode er spillets one player mode, og her kører man en turnering bestående af 8 løb.

Undervejs i turneringen får man ekstra biler stillet til rådighed, men det er desværre tvang fra spillets side, og man kan ikke selv vælge hvilken bil man vil køre i Gran Prix. Dette er lidt synd da det fjerner den sidste rest af strategi i spillet. De biler man vinder undervejs i R4 kan kun bruges Time Attack, Vs. Battle og Extra Trial. En anden nedtur i R4 er at der kun findes et enkelt type Gran Prix og ikke flere forskellige som i Gran Turismo. I stedet får man mulighed for at låse fire forskellige Extra Trials op ved at gennemføre Gran Prix, herefter kan man bruge tiden på at låse flere biler op til din garage i Extra Trial. Dette er også meget underholdene, men flere forskellige Gran Prix modes havde været at foretrække. R4 indeholder mere end 300 biler, men faktisk er tallet lidt højt sat, da mange af bilerne faktisk er varianter af samme modeller. Blot med forskellige farver og logo designs, så reelt er der "kun" ca. 70 forskellige biler men det er da også ganske pænt, ikke sandt?

Vs. Battle er den største nyhed i R4 og helt klart spillets største aktiv - her kan du køre imod en ven i splitscreen - og man kan desuden vælge hvor mange computer styrede modstandere der skal være på banen samtidig (max. 2 stk.), og sværhedsgraden af disse.

Det mest imponerende ved Vs. Battle mode er grafik hastigheden - udviklerne har formået at gøre splitscreen lige så hurtig som resten af spillet, hvilket kraftigt bidrager til at gøre Vs. Battle både sjov og underholdene. R4 skulle efter sigende understøtte link kablet - dette er hverken nævnt på emballagen eller i manualen, men flere kilder påstår hårdnakket at det fungerer. Derved bliver det muligt at spille fire personer samtidigt via split screen, hvis man slutter to PlayStations sammen. Jeg har dog ikke kunne få dette til at virke, men det vil være en fed bonus, hvis det virkelig passer.
Desuden er PocketStation også understøttet i R4 - hvordan og hvorledes dette virker er p.t. ukendt. PocketStation er i skrivende stund endnu ikke kommet på markedet og R4 manualen der beskriver brugen af denne er på japansk.

Styringen Er En Drøm

Namco vil gerne have at man køber deres nye controller JogCon, der er specielt udviklet til R4. Derfor kan man ikke gøre fuld brug af en Dual Shock controller. Godt nok er der en rimelig "rumble" effekt, men der er ingen mulighed for analog styring med denne kontroller. Dette kan være lidt kedeligt, specielt hvis man vil spille i Vs. Battle, og man ikke har to JogCons liggende. Til gengæld er den digitale styring med en standard joypad eminent, og kan næsten ikke fås bedre. Spillet understøtter dog NegCon kompatible kontrollere, så hvis du har et PlayStation rat liggende kan dette måske også bruges.

Men hvis man vil spille R4 "rigtigt" skal man have fat i JogCon kontrollen, dette er den eneste måde R4 bør spilles på. Styringen her er simpelthen så sej, bl.a. fordi JogCon'en giver en helt ægte force feedback fornemmelse og ikke kun en rysten som man ellers er vant til. JogCon gør ikke nødvendigvis styringen lettere i forhold til en NegCon, eller standard joypad, men spillet bliver langt mere intenst og sjovt at spille. Det tager et par timers øvelse før man er helt fortrolig med JogCon, men herefter er kontrolleren til gengæld en ren drøm at bruge.

En Stilfuld Dame

Noget af det første man bemærker ved R4 er stilen som gennemsyrer hele spillet - alt lige fra introen, menuerne og musikken holdes i en meget dæmpet og smagfuld stil. Dette gør at man aldrig bliver træt af spillet.

Udviklerne har altså ikke svinet spillet til med trættende FMV sekvenser, poppede menuer eller et hovedpine fremkaldene techno soundtrack. Nogle vil måske mene at det er lidt kedeligt og trist men måden udviklerne har formået at skabe et friskt design som går igen i hele spillet er imponerende.

Grafik Så Det Basker

Da de første skærmbilleder af R4 begyndte at dukke op på internettet var jeg, for at være helt ærlig, meget skeptisk overfor om de var ægte eller ej. Spillet så simpelthen for godt ud til at være sandt - men min mistanke var helt ubegrundet. R4 er kort sagt det flotteste og grafisk mest gennemførte racing spil til PlayStation - glem Gran Turismo, Colin McRae og alle de andre, R4 sætter nye standarder for hvad der er grafisk muligt for "den lille grå". Grafikken i R4 er mere realistisk end de tidligere Ridge Racer spil, og udviklerne har tilføjet masser af nye fede effekter. F.eks. er der nu baglygter der nærmest trækker et lysspor efter sig, og giver en god illusion af fart.

En rigtig sej blur mode der kan slå fra og til i replay som giver en nærmest LSD-agtig fornemmelse - totalt cool !

Som tidligere nævnt er banerne exceptionelt godt designet og udviklerne har tilføjet en overflod af detaljer i vejkanten og i luften som f.eks. helikoptere, flyvere, broer, tunneler, fyrværkeri, lyskegler og en sjov kæmpe Pacman ballon! Man kunne frygte at denne overflod af fed grafik kunne får spillet til at blive langsomt - men bare roligt, R4 er lige så hurtigt som det er flot, grafikken flyder lynhurtigt ved ca. 30 FPS og der er ingen spor af fald i frame raten på noget tidspunkt, selv i Vs. Battle split-screen. Udviklerne har desuden formået stort set at eliminere alle streger imellem polygoner, popop grafik, polygon for-vrængning og andre grafiske fejl som ellers plager PlayStation spil.

Guf For Øregangen

Guf For Øregangen

Lydeffekterne er gode, varierede og passer til et spil af denne type - kommentatoren er også god men mangler en anelse variation - dog ikke nok til at blive irriterende selv efter mange timers spillen.

Punktet hvor Namco virkeligt har overgået sig selv, er soundtracket - musikstykkerne er en blanding af dance/house/trance og jazz/pop. Dette er en helt unik mix som gør stemningen i R4 komplet. Aldrig har et soundtrack passet et spil så godt som der er tilfældet her - OK, måske kun lige WipeOut spillene, men de fleste racing spil bruger et hårdt pumpet techno eller rock soundtrack.

Selv Gran Turismo's ellers så udemærkede soundtrack må bøje sig for R4. Soundtracket i R4 er ikke stressende som i så mange andre spil i genren, men opbygger i stedet en helt unik stemning som motiverer spilleren. Bravo !

Super Men Ikke Perfekt

Selv om R4 er fantastisk godt, kunne man ønske at Namco havde inkluderet flere Grand Prix modes som tidligere nævnt. Denne mangel, gør at spillet har en begrænset levetid i for 1 spiller i forhold til f.eks. Gran Turismo. Men heldigvis er R4 alligevel så underholdende at det nok skal holde i mange timer - specielt i Vs. Battle mode når der kommer en kammerat forbi. Hvis Namco desuden beslutter at udgive spillet her i Europa med både bonusdisk og JogCon controller til en rimelig pris, er R4 en sikker vinder.

Ridge Racer Type 4 er den nye arcade racer konge på PlayStation og kan uden tøven anbefales for fans af genren, men forvent bare ikke den sammen dybde og holdbarhed som Gran Turismo.

Ridge Racer Type 4 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Ridge Racer Type 4   © Namco 1998   (PS1)    1/3 Ridge Racer Type 4   © Namco 1998   (PS1)    2/3 Ridge Racer Type 4   © Namco 1998   (PS1)    3/3