X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Red Faction


Volition smed først det ret gode Summoner ud på gaden og nu forkæler de os over forventning med deres First Person Shooter, Red Faction. Red Faction der med sin Geo-Mod teknologi ville gøre det muligt at smadre mure osv., noget i sikkert har hørt om før, men det store spørgsmål er så... er Red Faction mere end blot Geo-Mod og presseomtale eller er det simpelthen SPILLET? Hvis i vil have pinen overstået, så smut ned til bunden af anmeldelsen og læs min dom, ellers læn jer tilbage og gør jer det behageligt, vi skal til Mars.

Total Recall 2?

Historien kort: Du er Parker, der tager til Mars for at arbejde for firmaet Ultor, der lover folk der drager fra jorden og til Mars, guld og grønne skove. Blændet af løfterne fra Ultor lytter du ikke til dine forældres råd, og drager afsted til Mars for at tage del i "the martian dream". Hurtigt finder du dig selv som minearbejder, i et hårdt miljø hvor den eneste skov du ser, er på de billeder du selv har bragt med og det eneste guld du ser er det du drømmer om. Du er undertrykt af Ultors vagter og udover det, ja så er der en dødelig virus/pest, som tager livet af de hårdtprøvede arbejdere... revolutionen lurer om hjørnet, stemningen er højspændt og midt i dette er der den mystiske Eos som prøver at få minearbejderne til at lave en regulær Spartacus (ikke Smokey) og gå amok. Ved et tilfælde bliver du blandet ind i hele herligheden og kommer til at spille en central figur, skal Ultor vinde eller skal minearbejderne få frihed... det er i dine hænder.

Geografisk Modifikations Teknologi

GeoMod er navnet på den nye teknologi, som Voltion har blæret sig med, den skulle eftersignende gøre det muligt for dig at skyde hul i vægge osv., skabe gange i klippevægge med en rocketlauncher osv. Det kan man faktisk også, og selvom man ikke kommer til at bruge GeoMod funktionen så meget, så hjælper den især til at skabe atmosfære i spillet. Når man f.eks. i hård kamp mod sikkerhedsrobotter, efter kampen kigger rundt og ser at det hele vitterligt ligner en slagmark, giver det et mindre sug i maven og det er en fed følelse.

Selvfølgelig kan man skyde smutveje gennem klipperne, men alt i alt er der mere tale om en gimmick end egentlig nytænkning, at dette så ikke gør en pind når man kigger på selve gameplayet, for det er super tight. Styringen er virkelig god, autoaim funktionen (som kan slås fra) fungerer fint, spillet styrer genialt og knapperne sidder lækkert. Firkant og Cirkel skifter man våben på, X er [Use] knappen, Trekant er reload og med R1 og R2 skyder man henholdsvist med første og sekundære skydefunktion (lækkert ord ikke?), L1 og L2 er kravle og hoppe. Og som skrevet tidligere fungerer det fint. Selv når man tager kontrollen over nogle af de køretøjer, man kan bruge i spillet fungerer det hele upåklageligt, man kan virkelig mærke at Volition har finpudset spillet styringsmæssigt, og at det er folkene bag Descent3, stor ros til dem for deres arbejde.

Guns galore

Med 15 våben hvoraf de fleste har en sekundær skydeknap, er der altså mulighed for den helt store variation udi mord og ganske gammeldags ødelæggelse - la carte. Og våben er jo en stor del af et skydespil som Red Faction. Er de dejligt afbalancerede, føles de "rigtige" og er der ordentlig variation, er nogle af de spørgsmål er vigtigst, og her må man sige at Red Faction fungerer upåklageligt i alle tre kategorier. Våbnene er afstemt ganske godt og man føler ikke at man på noget tidspunkt hverken har en for lille eller stor ildkraft i forhold til hvor langt man er nået... Rambo ville have været stolt!

Når så lille Leif The Destructor har fået sin lyster stillet så er der altså også isenkram til vores allesammens latente Brian. Der er både en dejlig Jeep med tilhørende maskingevær til, der er en dejlig boremaskine (har Volition mon lavet lidt industrispionage ved Øresundsbroen?), en hovercraft der er særdeles godt udrustet, en fræk lille ubåd og tilsidst en personfragter\kampvogn. Dog er problemet her i Red Faction, at man aldrig rigtig får lov at lege nok i disse ting. Boremaskinen bliver hurtigt ødelagt og så er den tur slut, og i de andre køretøjer og lign. ja der er det også begrænset hvor meget man får dem prøvet. Sidstnævnte kampvogns dingenot, prøvede jeg kun at køre i en gang hvilket var det samme med boremaskinen. Selvfølgelig skal gameplayet være fordelt ordentligt, ingen tvivl om det, men alligevel kunne man godt have ønsket lidt mere tid til lir i de forskellige transporterings-, kampmaskiner (mm.. lækkert ord).

Tænk før du skyder
Historien fungerer fint, den er et tydeligt inspireret af især Total Recall, uden at være et plagiat. Godt nok er historien lidt, kun lidt, tynd... man føler sig nogle gange glemt lidt af historien, men så tager spillet et plottwist, eller tager bare fat i én igen, og så er den tidligere mangel på samme helt glemt. Gameplay mæssigt minder det meget om Half-Life, igen uden at plagiere. Her er der ikke mange ting at sætte fingre på, soldaterne i spillet er ret svære, og viser god kunstig intelligens, på de højeste sværhedsgrader er det meget svært og man bliver tit fanget i slemme situationer pga. fjendernes "intelligens". Man skal gennemtænke sine træk, tænke sig om og så angribe, man kan ikke med succes på de højeste sværhedsgrader bare kaste sig frem med åben ild.

Eneste kritikpunkt jeg fandt ved gameplayet er dog blot at spillet er for kort, det kan sagtens gennemføres på en intens spillet weekend, og på easy vil jeg tro vi snakker under 10timers spil, og det er for lidt... alt for lidt. Godt nok er der mulitplayer som man kan hygge sig med, men den er ikke noget specielt og selvom holdbarheden hives op ved mulighederne med GeoMod effekten så er det altså stadig lidt for ringe. Men det kan sættes op på to måder: Et Red Faction med længere spilletid men knap så finpudset, eller et Red Faction som det vi har, med lidt kortere spilletid men finpudset og perfekt, hvad vælger i? Altså 6 til gameplay, 4 til holdbarhed...

Grafikken

Selvom GeoMod teknologien fik sit helt eget afsnit vil jeg dog lige nævne den igen, denne feature er jo også en del af den grafiske side af spillet, både visuelt såvel som teknisk. Og selvom den er sjov, imponerende, flot osv., så er der dog den bivirkning som mange andre anmeldere har negligeret, nemlig de slowdowns den medfører i spillet. For nogle enkelte gange, når det hele virkelig går hedt for sig, ja så hakker spillet vitterligt, ikke bare såen et lille fald i frameraten, nix vi taler et fald ned til 2 / 3 fps og det er virkeligt svagt, det skal ikke kunne ske. Godt nok er det sjældent, jeg oplevede det en eller to gange men dårligt er det. Og der er lidt mere negativ kritik.

Nu er jeg jo anmelder, det betyder at man skal forsøge underlige ting i spillet, for at finde ud af ting i og om spillet. Derfor startede jeg en deatchmatch bane hvor jeg var alene, så jeg kunne teste spillets GeoMod del ordentlitgt, jeg blev da også imponeret, det hele fungerede fint og var ret realistisk. Godt nok kunne visse overflader ikke smadres, men det var nu ikke det, jeg i denne selvbestaltede fejldetektivjagt faldt over, næææh det var lyset. Man kan nemlig smadre lamperne i Red Faction, men når det gøres, så sker der ingen ændring i lyssætningen, ingen stor ændring. Nu ved jeg ikke hvor meget klipperne på Mars selv lyser, men når jeg havde smadret alle lyskilder i et rum, ja så var der stadig lys, fra de steder hvor lamperne havde siddet. Men måske er det bare fordi lyset bevæger sig langsommere på Mars??

Ellers er grafikken pæn, lidt lav i opløsningen er de forskellige textures, men den atmosfære og de effekter der er i spillet, hiver det hele ganske pænt op, samt GeoMod der både teknisk og visuelt er grunden til at jeg i grafik hiver et 5 tal op af posen i stedet for et 4 tal.

The Sound of War

Det er ikke dårligt, overhovedet ikke, man føler at Volition ikke har overset (-hørt) lyden i spillet. De forskellige lyde der optræder rundt om i spillet hjælper på at danne en spændende atmosfære, atmosfæren der i forvejen er rigtig god bliver bare bedre med den lyd der er lagt ind rundt omkring. Det være sig både lydeffekterne og den stemningsmusik der er blevet drysset ud i spillet, sådan så stemningen kulminerer i spændende situationer, og det er gjort meget mesterligt.

De stemmer der er i spillet er gode og troværdige, nogle endda rigtig gode. Capek er ikke bare ond på den klassiske måde, hans arrogance gøres af den stemme Capek har, gøres direkte ubehagelig og syg... thumbs up til Volition. I består med et flot 5 tal (med pil op).

The Final Words

Lad det være sagt, Red Faction er det bedste spil hidtil jeg har spillet på PS2. Grafik, lyd, gameplay (ohh det gameplay) og historien går op i ét, her er tale om et regulært hit! Jeg vil ikke tøve i min beundringensrus, at sige at Red Faction er for singleplayer spil, hvad Quake3 er for deatchmatch - Kongen! No more, no less. Selv påtrods af småfejl, som virkelig er små, og en lidt for kort effektiv spiltid, så er Red Faction det spil alle andre producenter skal prøve at slå. Først var det Doom, så Quake eller Duke3D, så Halflife der satte dagordenen for FPSer, og nu er det Red Faction.

Red Faction (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Red Faction   © THQ 2001   (PS2)    1/3 Red Faction   © THQ 2001   (PS2)    2/3 Red Faction   © THQ 2001   (PS2)    3/3