Spillet lægger meget vægt på udforskning af områder, så du vil komme til at skulle bruge lang tid på at finkæmme øer i søgen efter den nøgle, der skal bringe dig videre til næste ø. Det kan godt blive lidt frustrerende ind imellem, specielt fordi øerne er ret store, og det er svært at skelne områder fra hinanden.
Bliver du træt af at hjælpe Katarina, så indeholder spillet en multiplayer-mulighed for 2 spillere. Denne går ud på at hver spiller har sit eget skib, hvorefter det gælder om at sænke modstanderen. Det lyder ikke vildt ophidsende, og det er det heller ikke - desværre. Selvom der er variationer af dette tema, så er de alle ret kedelige og er ikke noget, man bliver bidt af.
Grafik
Spillet er ikke specielt indbydende, indtil man kommer ud af menuerne og i gang med selve spillet. Menuer m.m. er ret kedelige og ser faktisk forfærdeligt grimme ud.
Det grimme look gælder dog ikke i samme grad inde i spillet, hvor det faktisk til tider kan være ganske flot.
For det meste præsenteres man dog for en grafik, der er set bedre i mange andre spil, så køb ikke Black Kat, hvis du skal blære dig overfor kammeraterne med Xboxens kræfter. Faktisk er spillet næsten identisk med PlayStation 2 udgaven, hvis vi ser bort fra en marginalt bedre framerate.
Lyd
I denne kategori er jeg enig med Jacob. Lydeffekterne er ikke noget særligt, og faktisk kan de til tider blive ret irriterende. Det mest fordi, der ingen afveksling er i lyden, at man finder den intetsigende og ordinær, hvilket er lidt en skam.
Musikken er en tand bedre, selvom den sagtens kunne være meget bedre. Musikken burde være en stærk faktor i et piratspil, men desværre lever Black kat ikke helt op til det forventede.
Konklusion
Pirates: The Legend of Black Kat er et spil, der indeholder masser af potentiale og gode ideer, men desværre er udførelsen ikke helt på højde med ambitionerne, hvilket tydeligt kan mærkes, når man spiller.
Gameplayet er for så vidt ganske godt, men det bliver hurtigt monotont og kedeligt, og da det samme gælder multiplay, så er der altså ikke meget holdbarhed i spillet.
Det er en skam, at Black Kat ikke er bedre, end det er, men vi ser frem til en 2'er, hvor gameplayet er gjort mere interessant, grafikken mere inspirerende og musikken mere stemningsfuld. Kom igen, Westwood!