Variationerne i banerne er ganske gode og afspejler det land du stiller op i. Ø kultur på Maldiverne, Surfs up i Florida, Bounty i Thailand, Grotter i Japan, Fossende floder i New Zealand, og Kanalerne i Venedig. Der er 2 baner i hvert land, og designet går fra børnehave niveau, til one way ticket to hell. Dvs. nogle er meget lette og andre hunde hamrende flet næbbet irriterende.
Life on Mars?
Og hvad med grafikken spørger du. Ja, som du sikkert har hørt er vandet temmelig godt lavet. Dvs. overfladen er! Lige så snart der er optræk til skumsprøjt, bliver de underliggende kantede polygoner meget synlige. Og så de transparente hindbær roulader der ind imellem ruller over skærmen, og skal forestille bølger.....? Vandet er nu alligevel det flotteste i JetSki Riders og meget realistisk og dynamisk.
Omgivelserne er grimme og utrolig pixeleret. De er også fuldstændig statiske, og man får snart lyst til at skøjte rundt for at se om der overhovedet er liv at finde.
Førerne (Karine, Shima, Kenny, Rio, Scott, Jenna, Rob og Ellena, ik’?) kunne være små buttede udgaver af Barbie og Ken. De bevægelser de laver, og du får dem til hvis du kan greje sammenhængen i tastekombinationerne, giver associationer til en god omgang hoved, skulder, mave, knæ og tå (...knæ og tå!). Nå, men det er altså ikke videre kønt.
Kun for kendere
JetSki riders er en middelmådig præstation, og som sagt så mange gange før i mange andre PS2 udgivelser, ikke en titel der er synligt ude af PSOne’s liga.
Der er en relativ god holdbarhed i JetSki Riders, hvis du er en racing freak med hang til Høng. Det kræver i hvertilfald tålmodighed og en mere end almindelig interesse i det våde element, for at gennemføre og have fået det fulde udbytte af mulighederne.
Jeg havde det skægt med JetSki Riders sammenlagt i omtrent 3 timer, før jeg følte den sure pligt snige sig ind i udforskningen af spillet. Så med mindre du syntes at det må være for vildt at jage rundt på Jetski, kan du snildt finde meget bedre alternativer på hylderne.